Analyse: Liege-Bastogne-Liege 2022

Analyse: Liege-Bastogne-Liege 2022

GIGANTISK NUMMER AF REMCO EVENEPOEL

Den belgiske vidunderbarn, Remco Evenepoel, vandt i dag, efter et soloridt af antikke tider, monumentet, Liege-Bastogne-Liege. Han cementerede dermed sit stratosfæriske talent og reddede foråret for QuickStep-Alpha Vinyl.

Af: Per Bausager

 

Som et Stinger-missil er Remco Evenepoel formet til at være en ven af vinden. Hvor den for andre er en hård og altid nærværende modstander der skal bekæmpes, er den for ham som en elskerinde der modtager ham med åbne arme - kærligt og betingelsesløst. Dertil sætter han sin lid, når han indleder aktioner, der får resten verden til at ryste på hovedet over hans hovedløshed.

Men i modsætning til missilet, eksploderer han først og letter derefter anker, og forsvinder så i horisonten. Eksplosionen i dag, vil der blive talt længe om.

Løbet havde meget godt lignet et hvilket som helst andet Liege-Bastogne-Liege. Der var dejligt forårsvejr, og den ene efter den anden af løbets utallige stigninger i Ardennernes smukke natur blev forceret. Det sædvanlige morgenudbrud var kørt, Rolf Sørensen havde – som altid - udtrykt håb om at løbet måtte blive åbnet allerede på La Redoute, ligesom i gamle dage. Det ønske er vi mange der deler, men det er så mange årtier siden, at det er sket, at vi ikke længere tror på det, for det sker jo først på den sidste stigning, Roche aux Faucons. Det ved vi godt. Sådan er det altid.

 

 

Inden vi kom så langt, blev feltet udsat for et grimt massestyrt på den nedkørsel der kommer efter at rytterne har været over Stockeu og Haute Levée. Med 85 km i timen, var der, efter hvad man kunne se på TV, én ude i højre side, der kom op at ride på asfaltkanten, og når én styrter i et komprimeret felt med den fart, så går det stærkt med konsekvenserne. Det var nærmest det halve af feltet der lå der, i grøfterne, i skoven og på asfalten mellem deres smadrede cykler. Ude i skoven kunne man se VM-trøjen ligge stille i lang tid. Det så ud som om, han havde ramt et træ. Hans konkurrent og ven, Romain Bardet, lod cykelløb være cykelløb og kravlede ham til undsætning. Cykelløb er en brutal sport med mange lag.

Da kameraerne atter koncentrerede sig om løbet, nærmede udbryderne sig La Redoute, og i det der var tilbage af feltet, indtog favoritterne de primære positioner. Remco Evenepoel sad hele stigningen fremme i 2. eller 3. position. Hans mund var smal, og rund som hullet på en vanillekrans og øjnene brændte fokuseret. Men der sker jo aldrig noget på La Redoute mere.

Det gjorde der så i 2022-udgaven. Da selve det stejle af stigningen var rundet og man kom op på stykket, der kun stiger 5-6%, lavede Remco en eksplosion som sjældent set. Så megen indestængt vildskab og så meget utålmodighed sluppet fri, at hans baghjul ikke rigtigt kunne finde traktion i de første tråd. Det var en voldsom aktion, der resulterede i at hele resten af verdenseliten blev kørt ud af hans hjul fra rent bord. Det var rystende at se.   

Men der var 30 km hjem, mestendels i modvind, så han kunne vel for helvede ikke lykkes med sådan et stunt. For uden risiko er det jo ikke, at spendere sit indestående som en nyrig kineser på indkøbstur i Milano.

 

Remco var gået ned i sin kompakte position – der hvor han kun kysses blidt af vinden, men hans små ben med de kraftige lår, kørte som møllehjul og ikke efterlod nogle tegn på, at der lå 220 km og 4200 højdemeter bagude.

I favoritgruppen var der organiseret jagt. Tre mand fra Bahrain, tre fra Movistar og en mand eller to fra Jumbo og UAE. Det burde være en smal sag at hale en ensom mand hjem i modvind. Men det eneste der skete var at hans forspring steg til 35 sek.

Ude foran ryddede Remco op på vejen til Liege. Som en blåhval der åbner skuffen og æder alt på sin vej, inhalerede Remco en efter en de overlevende udbrydere. De prøvede alle at redde livet ved at gå med på hjul, men ekpresstoget fra Aalst er det ikke for almindelige mennesker at løse billet til, og de blev alle efterladt til glemsel efter få sekunder som blinde passagerer.

Så kom den grumme Roche aux Faucons. Remco havde 35 sekunder, og de store kanoner, Van Aert, Teuns, Valverde, Woods, Vlasov og Fuglsang havde siddet og sparet ben, mens Remco havde brændt hø af som en 12-cylindret Ferrari i 10 km. Nu måtte han da for helvede komme tilbage.

Bahrain svingede pisken i forfølgelsen, og bagdøren stod pivåben. Det gik stærkt. Foran sad Remco og piskede flødeskum i et lille gear. Måske var gearet ikke så farligt lille, men kadencen var høj. Man kunne godt se der var drev i den blå Specialized. Men de store havde ikke spillet deres ultimative kort, og så meget er 35 sekunder heller ikke under de forhold.

Roche aux Foucon, siges godt nok at være 1300 meter lang, men derefter kommer der en lille nedkørsel, og så yderligere 1800 meter med op til 10% stigning. Og her spillede Teuns og Vlasov ud med alt hvad de havde. Remcos forspring var hen over toppen reduceret til 18 sekunder, men allerede en km senere var det 25.

 

Matej Mohoric

 

Herfra var der aldrig tvivl. Remco hamrede ind mod Liege, som en mand der lige var kørt ud af skolegården, og afstanden øgedes hele vejen ind. Allerede 2,7 km fra mål begyndte han at juble, og satte sigende en pegefinger til hovedet for at fortælle alverdens TV-seere hvor god han er til at bruge sin hjerne.

Jeg ved ikke om der er grund til at rose ham for at være så klog at han ikke kørte endnu tidligere, og i det hele taget skylder Remco nok sine ben mere end sit hoved. Det er svært at komme udenom, at han er en lille arrogant lort, men hvor er en han en vidunderlig cykelrytter. Hvilket talent, hvilen courage, hvilken panache, hvilken selvtillid og hvilken evne til at skide på kritikere og tvivlere.

Remco er et unikum. Jeg spurgte Asgreen sidste sommer hvem der i World Tour kunne tage den hårdeste føring. Svaret kom prompte: ”Remco”.

I dag reddede han hele foråret for sit hold og for Patrick Lefevre, og han fik sendt en meddelelse til sin kritiker, Eddy Merckx, ved at vinde Liege-Bastogne-Liege a la Merckx.   

Scenerne ved målstregen med Lefevre, kæresten, moderen – og Remco i tårer, var rørende. Bag den hårde fuck-finger-attitude er der en ung mand på 22, der er under et kolossalt pres. Fra hold, fans, presse og hele den belgiske nation. Det var tydeligvis en stor forløsning for ham at vinde sit første monument. Han genvandt dog hurtigt fatningen og talte om sig selv i 3. person til pressen:

”Jeg tror, det var den bedste Remco nogensinde”

 

Remco Evenepoel Liege Bastogne Liege 2022