Lirens eller ulirens?
Cykelsporten er fyldt med regler og retningslinjer og de kan være tæt på totalitære. Hvis man vel at mærke vælger at tage dem alvorligt og har det som et mål at kunne sine identitetsmarkører til fingerspidserne. Begge dele står selvsagt enhver motionist frit for.
At UCI, Den Internationale Cykelunion, har opsat regler, blandt andet for hvordan en cykelrytter skal se ud, er i sagens natur forståeligt. Små marginaler kan have stor betydning, og derfor ser vi eksempelvis løbskommissærer måle længde på rytternes sokker. Det handler om marginal gains i form af aerodynamik og kompression.
Men blandt motionister er der naturligvis ingen regler, blot retningslinjer.
Hvor man i 1970'erne skulle have korte hvide sokker, som man endda bukkede skafterne om på for at gøre dem endnu kortere, ser man i dag cykelstrømper i mange fine farver og med alskens finurlige mønster. Jeg må dog tilføje her, at jeg ikke kender nogen eliterytter, der ikke synes, at hvide sokker er en ønskværdig ting på sommerbrune ben.
De er heller ikke nødvendigvis korte, men har skafter på helt op til 13-15 centimeter. Sokkerne står dog ikke alene, idet sokkelængde hænger sammen med bukselængde. I 1970'erne var bukserne korte, og dertil ser korte sokker godt ud. Modsat forholder det sig med lange sokker, der kræver en lang buks, som det bruges i dag. Endelig har rytterens statur også sit at sige. En 15 centimeter lang sort sok er helt sikkert mere lirens på Wiggins' lange, tynde ben end på Cavendish' korte, kraftige ben.
Der er mange af den slags markører, som for den erfarne rytter, hvad enten han eller hun er professionel eller motionist, hurtigt kan afkodes. Cyklen, hjulene, lappegrejet, pumpen, ventilhætterne, hjelmen, brillerne og selvfølgelig også måden, man kører sammen med andre på.
Hvis man for eksempel mener, at man skal træde maks. på hver eneste motorvejsbro, når man kører to og to, eller insisterer på at køre et halvt hjul foran hele tiden, eller ikke lige flytter sig, når der er en vandpyt i sidemandens kørelinje, ja, så vil man af folk, der kan træde, blive betragtet som håbløs og alt andet end godt selskab. Ulirens.
Den slags gælder ikke kun i cyklingens verden. Langt de fleste steder, hvor man har opdyrket en kultur gennem mange år, finder man sådanne markærer, der gør det tydeligt for den indviede, hvornår han eller hun står over for en anden indviet eller over for en begynder.
Men begyndere kan også prøve for hårdt, og den er heller ikke god. Hvis man hverken kan træde eller aner det fjerneste om kørekulturen og møder op på den seneste Specialized-model med Lightweight-hjul og aero-outfit - og er iført albuelange ærmer og det hele - så har man for alvor kørt sig i stilling til en justering. Derimod vil den, der møder op på en uddateret låge med ventilhætter på slangerne og i et par grå Egtved-herresokker, snarere blive modtaget med et par kammeratlige råd.
Kineserne skulle eftersigende ræve sig ved bordet som tegn på deres påskønnelse af made. Og selv om det måske er bonmot i Kina, ville de fleste hertillands nok - såfremt kineseren dukkede op til aftensmad tirsdag, torsdag, lørdag og søndag - høre ham eller hende, om ikke det var muligt at tilpasse sig dansk bordskik.
Sådan foregår det også i cykling.
Det synes jeg bestemt ikke, der er noget galt i. Det er da spændende at komme ind i en ny verden og finde ud af, hvad der gælder af sæder og skikke. Det tror jeg også, at de, der kommer ind i cykelsporten, synes. Og de, der ikke gør, har den totale frihed til at blæse det et stykke og bare træde.
God tur!
Per Bausager
