AMSTEL GOLD RACE

"Det er disse mammutdistance-løbs lov, at både tankindhold og hestekræfter er i spil. Det er hestekræfterne, der skaber forskellene, og de løbsafgørende situationer, men de er dyre at slippe løs, og når der brændes benzin af på 12 cylindre længe nok, så er det tankindhold der trumfer. Og nu havde Pidcock tømt tanken, og den svagere motoriserede modstanders større tankindhold, gjorde forskellen. Men Pogacar har tankindhold som en TIR og heste som en Bugatti."

Når Tadej Pogacar er med i et cykelløb, ændres de hidtil gældende regler for hvordan det kan køres. For hvad man kan bruge et givent terræn til, og hvad man formår som en given ryttertype.

I sit første forsøg med Amstel, som neopro, endte han i det sanitære gebet med et maveonde, længe før løbet nåede finalen, og i dag var det således første gang han tog rigtigt livtag med Hollands største cykelløb i Limburgs bugtede og kuperede terræn.

Før løbet havde flere konkurrenter givet udtryk for, at lige i dette løb, og uden Van der Poel og Van Aert til start, ville det være muligt at få ram på den nye kannibal. Men det var naturligvis ønsketænkning.

Fra det tidligt etablerede udbrud, med stærke folk, som ud over ham selv, talte blandt andre, Pidcock, Kron, Lutsenko og Healy, måtte han, efter at have kørt længe på en baghjulssiver, skifte cykel. Det lykkedes kun lige akkurat, for på det tidspunkt var forfølgerne kun 25 sekunder efter.  Skiftet blev lavet i bunden af Kruisberg, og der blev ikke lagt fingre imellem i udbruddet, som stred for overlevelse. Pogacar lukkede dog uden besvære de 15 sekunder i løbet af en kilometer, og straks efter var Eyserbosweg på menuen. Den regnes af mange for at være den hårdeste stigning i løbet. Pogacar kan dårligt have fået pulsen ned, før han aktiverede afterburneren, og kun Pidcock kunne holde hjulet til toppen. Healy fik akkurat læsset Kron og Lutsenko, og fik tilslutning til de førende på toppen, og han må have hørt Thomas Bays opfordring til ikke at førem for det arbejde overlod han til de to andre.

Umiddelbart efter rejste Keutenberg sig foran feltet, og her var det slut med slovensk flinkeskole. Pogacar udførte en altødelæggende progressiv forcering, der plantede først Healey, og så Pidcock, og man anede hvor det bar hen.

Egentlig er Keutenberg et lidt kritisk sted at køre væk alene, hvis der bagved danner sig et overtal, for fra toppen skal man slås med finalens eneste 10 flade kilometer. Men Van der Poel havde sagt, at det var der han skulle angribe, og så gjorde han det, og han kunne jo ikke vide, at der ikke var nogen der kunne holde hjul, vel?

Den nye situation bevirkede, at Healy kom i tanker om, at han vist alligevel godt kunne føre. Rigtig godt endda, og i lang tid kunne de holde det slovenske powerhouse indenfor 10-12 sekunder. Man fornemmede, måske belært af tidligere erfaringer, at Pogacar ville kunne holde damptrykket i længere tid end forfølgerne, og på toppen af Cauberg havde han opbygget 30 sekunder i reserve.

På Geulhemmerberg, som for altid vil blive husket for Valverdes aktion i 2018, indtraf en lille sensation, da irske Healy angreb, og droppede, selveste Tom Pidcock.  Det er disse mammutdistance-løbs lov, at både tankindhold og hestekræfter er i spil. Det er hestekræfterne, der skaber forskellene, og de løbsafgørende situationer, men de er dyre at slippe løs, og når der brændes benzin af på 12 cylindre længe nok, så er det tankindhold der trumfer. Og nu havde Pidcock tømt tanken, og den svagere motoriserede modstanders større tankindhold, gjorde forskellen. Men Pogacar har tankindhold som en TIR og heste som en Bugatti.

Samme forhold gjorde sig gældende bagved de førende, hvor Lutsenko og Kron sad. Lutsenko havde danskeren alvorligt i tovene, mens de satsede alt for at få tilslutning efter Keutenberg, men i løbet af eftermiddagen, og Astanamandens hestekræfter var for nedadgående, kom Kron stærkt tilbage i kampen. Jeg ser denne, som Krons bedste præstation til dato, og en understregning af, at han kan tillade sig, at have store ambitioner i disse klatreklassikere.  

Healy har uden tvivl kørt på et adrenalinboost af at finde sig der i denne situation. Ham, med Kannibalen 23 sekunder foran sig!!! Og han barberede sekunder af.

Tilsyneladende kunne løbsdirektøren, Leo Van Vliet, som jeg selv kørte i pelotonen med i sin tid, ikke lide tanken om at Pogacar kunne risikere at blive hentet. En Pogacar sejr ville helt klart være smukkere for hans løb end hvis en ukendt irer gik hen og vandt. I hvert fald kørte han over en kort distance direkte pace for Pogacar – indtil nogen formentlig har overbevist ham om det kloge i, at stoppe med det. Ikke noget afgørende for resultatet, men en skandaløs indstilling at udvise fra den position.  Også et spark i kuglerne på Pogacars ridt. Van Vliet viderefører flickmeester-traditionen fra sin læremester, Peter Post, der var en tusindkunster til at massere løbet på plads fra sin plads bag rattet i den store Raleigh Mercedes.    

Fænomenet, Tadej Pogacar, kunne, evigt smilende, køre over stregen til endnu en stor sejr, efter endnu en bemærkelsesværdig solopræstation. Det kan kun blive at bravallaslag på søndag når han tørner sammen med det andet vidunderbarn, Remco Evenepoel i Liege-Bastogne-Liege. Et løb som er haute couture-designet til dem begge.

Også meget bemærkelsesværdigt med tre danskere i top ti. Kron som nummer fire, Skjelmose som nummer otte, og Kamp som nummer ni. Fremragende præstationer. Og Kron var endda meget tæt på en tredieplads, da han var lige ved at hente Pidcock på stegen. Den arme mand bevægede sig da som en mand der havde fået gift, og havde mistet kontrollen over sin motorik. Det var gravet helt ned til grundvandet.

Noget af en bet for Jumbo-Visma i hjemlandets vigtigste løb, at have Benoots 15. plads - hele 3’16’’ efter – som bedste resultat. Soudal-QuickStep fik sig en 6. plads ved Bagioli, der vandt spurten i Kamp/Skjelmose-gruppen.

Næste søndag er frelseren, Remco, i harnisk, og vil forlange oprejsning till Lefevres blå tropper?