ANALYSE AF #GIRO106
"Så kom kædetabet, og man tænkte, at ulykkesfuglen Roglic, var dømt til evig forbandelse. Men det var som, at uheldet kun tændte ham endnu mere, og han hamrede opad i en kadence, der forekom vanvittig i forhold til stigningens sværhed."
Giro d’Italia nummer 106 er slut, og der kan gøres status over årets første grand tour, som var imødeset med de allerstørste forventninger til at se en dyst mellem to ryttere, der begge tilhører kategorien, ”de ekstraordinære”, nemlig Primoz Roglic og Remco Evenepoel. Ud over slaget mellem de to, var det også et slag mellem den nye og ultra avantgarde konge fra Holland, Richard Plugge, og cyklingen godfather, traditionalisten, Patrick Lefevre.
Godfathers unge hitman slog til i skolegården. I løbet af bare 21 minutter, havde han sendt samtlige andre contenders i kapellet. Hvem er denne Evenpoel? Min computer viste 60 km/t. hele vejen til foden af bakken, og jeg blev ved med at få negative mellemtider, sagde tidskørslernes hidtidige hersker, Filippo Ganna på målstregen.
Så demoraliserede var klassementsfolkene da løbet var 19,5 km gammelt, at der skulle gå 2½ uge, inden de begyndte at køre cykelløb igen. OK, bortset fra 10 minutter på 8. etape, hvor Roglic rullede sig ud på en mur, og hvor det blev klart, at der var noget galt med Evenepoel.
De blev bekræftet dagen efter, da det belgiske fænomen kun kunne yde 20 watt mindre end han plejer, og kun kunne vinde den 35 km lange, flade enkeltart, som krydsede Rubicon, med ét sølle sekund foran Thomas. Remco lignede ikke sig selv på målstregen, og da hans soigneur ville have ham op hometrineren for cool down, afslog han med ordene: ”Jeg kan ikke”. Remcos mor og kone så bekymrede til.
Samme aften kundgjorde Soudal-QuickStep, at Remco havde corona, og var udgået. Han rejste hjem til Belgien næste morgen, og tog magien fra dette års Giro med sig.
Nogle dage senere, forklarede Remco, hjemme fra Belgien, at han havde haft der forfærdeligt under enkeltstarten, og at det der fik ham til at grave ultimativt i bund var, at han som en overraskelse, havde ladet hente sin mor ned til etapen på mors dag, og som mors dags gave skulle hun have etapesejr og la maglia rosa.
Den første halvdel af løbet bød også på gode oplevelser. Mads Pedersen kørte sig ind i den store grand tour klub med en sejr på 6. etape til Napoli efter en forrygende gyser af en finale, og Magnus Cort gjorde ham kunststykket efter fire dage senere på en led etape til Viareggio, over Passo delle Radici, hvor himmel og hav stod i et. Ben Healys lange spektakulære soloridt på 8. etape gav også salt og peber til løbet i denne fase.
Ellers var det stinkende kedsommelighed. Roglic havde siden 9. etape ligget på 2 sekunder efter Thomas, til begges store tilfredshed. Thomas var glad for at være tilbage i en grand tour førertrøje, og Roglic var henrykt for at ligge omtrent lige med ham, men samtidig slippe for at være politichef, og for at bruge 1 time på ceremoni hver dag. Det var penge i banken, og den rene ferie ved siden af at have haft Remco i feltet. En rask Remco ville have betydet et minus på, ikke 2 sekunder, men 2 minutter efter 9. etape, og så havde hverken Thomas eller Roglic have kunnet sidde og blæse sæbebobler dag ind og dag ud.
Så var der alt det med Adam Hansen og ekstremtvejrs-protokollen. Jeg synes Hansen var træls da han kørte, og nu synes jeg, han er endnu mere træls, for han kan nemlig ikke kende forskel på almindeligt møgvejr og ekstremt vejr. Han tror åbenbart, at hvis der er flertal for ikke at køre i køligt vejr og regn, så kan man fastslå at vejret er så ekstremt, og gyldig grund til at nedlægge arbejdet og strinte på tilskuere og byer langs ruten, som har gjort alt havd de kunne for at give Giroen en smuk velkomst.
Måske var den omfattende sygdom i feltet en god nok grund til at forkorte Crans Montana-etapen. Vel at mærke hvis man havde angivet det som årsag. Nu spillede Hansen ekstremtvejrs-kortet, selvom det var 10 grader i pashøjde, og der kørte ryttere deroppe og kortærmet racejersey.
I Giroen, forholder rytterne sig til løbet, som skolebørn til skolen. Hansen og Salvato er forældrerådet, og Vegni er rektor. Et flertal at skolebørn vil gerne have fri fremfor ubehagelige lektioner, og hvis forældrerådet støtter børnene i den urimelige forventning at det kan lade sig gøre, så må rektor træde i karakter på samme måde som rektor, i skikkelse af Bjørn Watt Boolsen, i filmatiseringen af Det Forsømte Forår. En knytnæve i bordet. Og en brandtale. Vegni formår det ikke. Prudhomme formår det – at sørge for at ingen tager kontrollen over hans race.
Tapre udbrydere, ikke mindst Derek Gee, fik tiden til at gå indtil 16. etape, som var en hård bjergetape nord for Gardasøen, men mål på Monte Bondone. Her havde Roglic sat sine gule tropper i front hele dagen. Man forventede det store angreb fra ham på finalestigningen. I stedet var det Almeida der angreb, og da Roglic måtte bede Kuss om at sætte den en halv ned i jagten på portugiseren, forstod Thomas, at det var tid at komme afsted. Thomas og Almeida gav Roglic en lussing på dagen hvor han havde planlagt at tage trøjen. Nu var Thomas favoritten, og havde udbygget sin føring til Roglic til et halvt minut.
Med den erfaring, Thomas gjorde 5 km fra toppen af Monte Bondone, er det mig en gåde, at han aldrig mere i det cykelløb prøvede at sætte Roglic under pres. Efter den ene træfning skete der ikke mere i denne Giro, selvom der var en meget hård etape til Val di Zoldo og en episk etape til Tre Cime di Lavaredo, over Campolongo, Valparola, Giau og Tre Croce. 5400 højdemeter på nogle at de giftigste stigninger der kan opdrives i forlængelse af hinanden. Men ak! Intet skete. Puccio fra Ineos, der ikke engang er bjergrytter førte i to timer, og så giver det sig selv at det ikke går så stærkt at det skader nogen.
Contador havde ellers om morgenen sagt, at nøglen for den der ville vinde, var at sætte benhårdt tempo på Giau, som er en af Europas hårdeste stigninger, men i steder kom der 40 (fyrre) mand sammen op over, og udbruddet, med en forrygende Cort, kunne opbygge over 6 minutter. Feltet kørte 5 minutter langsommere end bedste tid på stigningen.
Selv den ekstremt modbydelige finalestigning bød kun på et kort forsøg fra Roglic kort før mål, og så et angreb fra Thomas 400 meter fra mål. Men inden det angreb var der kommet hjælperyttere tilbage til de to. Ikke noget stort slag.
Det er svært at forstå at ingen i top tre, med så formidable muligheder for at se hvad konkurrenterne kan, havde lyst til at lægge pres på. Det var som om alle bare gerne ville til den enkeltstart med status quo. Det var i disse situationer man savnede folk som Pogacar og Evenepoel, der aldrig lader sådanne terræner gå til spilde.
Så var der kun enkeltstarten tilbage. Til Monte Lussari, som Contador, efter at have kørt den, udnævnte til den hårdeste nogensinde i en grand tour.
Og den var i sandhed spektakulær. Hvis der er noget Giroen, som ingen anden sportsevent kan, så er det kulisser og sceneri. Både etapen dagen før gennem Sydtyrol og op til de tre tinder, og denne enkeltstart var gåsehudsfremkaldende. Og forskelligheden i udtryk hos de to kombattanter forstærkede dramaet. Thomas stoisk i stil og ekspederende sit store trademark-gear med lange, tynde piber. Og så Roglic med det brede hofte- og lårparti, i aeropositur, selv på 15% stigning. Inklinerede albuer og korte, kraftige ben, der kørte som en løbsk symaskine. Man så, at det var en determineret og effektiv Roglic, der var i aktion her - katapulteret opad af et ekstatisk slovensk folkehav.
Så kom kædetabet, og man tænkte, at ulykkesfuglen Roglic, var dømt til evig forbandelse. Men det var som, at uheldet kun tændte ham endnu mere, og han hamrede opad i en kadence, der forekom vanvittig i forhold til stigningens sværhed.
Thomas havde været urokkelig i 3 uger, men 2 km fra mål var han færdig. Han kunne ikke længere få sin store veksel rundt, og det begyndte at stå klart, at han i de sidste 5 minutter af Giroen ville tabe den. Men selv gående til bunds kunne han blive nummer to på etapen.
Måske kunne udfaldet have været anderledes hvis ikke Geoghegan Hart var styrtet, og Inoes kunne have opereret med to spydspidser. Vi får det ikke at vide, men godt at se, at Ineos er tilbage i en overordentlig stærk forfatning. De er vigtoge for cykelsporten, for talentudviklingen og for den teknologiske udvikling.
Fortjente Roglic så også at vinde? Jeg siger ja. Ikke fordi han udrettede meget undervejs i løbet, men fordi han var den eneste, bortset fra Almeida, der angreb undervejs, og fordi han stod for en ene at de to exploits der blev lavet i løbet. Den anden var Evenepoels på første etape.
Vil Evenepoel så hjemme fra sofaen have set nogen der kunne bringe ham i tvivl om, at han ville have vundet denne Giro? Nej det vil han ikke, for der er ikke sket én ting, som han efter alt at dømme ikke ville have kunnet svare igen på. Man skal erindre at en rask Remco ville have haft ca. to minutter at tære på efter 9. etape. Det var der ikke nogen rytter i feltet, der ville have kunnet tage fra ham. Det er nok mere sandsynligt, at han havde kunnet udbygge.
Alt i alt en skuffende Giro nummer 106. Etapen til Monte Lussiano reddede den fra at gå hen i hurtig glemsel. Til gunst for løbet taler også, at den nu får Primoz Roglic som vinder. En af vores tids tids allerstørste, og en af de store i historien.
Meget passende, i aller, allersidste sekund, reddede det evige comeback kid, Mark Cavendish, det bristiske imperiums ære ved at sprinte først over målstegen i selveste Roma. Og som om det ikke var nok, lige foran Colosseum.
