Analyse: Amstel Gold Race 2021

AMSTEL GOLD RACE FORHOLDER SIG TIL RONDE VAN VLAANDEREN SOM BADMINTON TIL TENNIS. SLAGUDVEKSLINGERNE ER MEGET HURTIGERE OG HIDSIGERE, MEN DER SPILLES IKKE PÅ EN BANE SOM TILLADER ÉT TUNGT OG DRÆBENDE SLAG, DER PLANTER MODSTANDEREN MED KNOLD & TOT LIM PÅ PEDALERNE.

Af: Per Bausager

Jeg er egentlig bagstræberisk når det gælder de helt store cykelløb. Jeg hader ændringer, for en klassiker er jo en klassiker fordi den er på én bestemt måde, og fordi den måde er så god, at stævnet har overlevet i mange, mange herrens år.

Når det er sagt kan jeg godt lide lange cykelløb, der afvikles på en hård rundstrækning. Jeg synes VM har mistet noget af sin magi ved, at arrangørerne åbenbart nu skal lave ruten sammen med det lokale turistkontor for at skabe opmærksomhed om forskellige lokale steder inden man kommer ind på rundstrækningen.

Men jeg kunne godt lide rundstrækningen i dag. Den var skræddersyet til at skabe et godt væddeløb, men det er mig en gåde, at man skulle amputere den sidste omgang, og det er det også, at man skulle skære de 40 km. af distancen, som kunne have givet et, ikke bare godt, men et stort cykelløb.

Ballet blev åbnet med 65 km. hjem. Det var selvfølgelig på Cauberg. Vingegaard var i hopla, og fra det tidspunkt, og mange km. frem, var han alle vegne. Sammen med Van Baarle var han en stor animator i denne fase, som åbnede løbet op.

Omgangen efter på Cauberg var der dansk foran. Fuglsang, Vingegaard og Kamp var helt fremme, og der blev kørt stærkt, hvilket sås ved, at et større mandefald skete bagude. Herefter havde Mohoric en fase hvor han ville deltage i alt, men jeg fandt aldrig rigtigt ud af om hans rasen var en del af en større plan. I hvert fald var hans holdkammerat Colbrelli pludselig afsted i en seksmandsgruppe, der talte så stærke navne som Senechal og Van Baarle, men selvom de kørte stærkt og havde et rimeligt forspring betød fraværet af Bike Exchange, Jumbo og Astana, at man ikke levnede udbruddet stor mulighed for at overleve.

De havde 35 sekunder næste gang de ramte Cauberg, og her tog det Roglic præcis 1000 meter at rundbarbere det udbrud. Allerede inden højrekurven på toppen var der samling. Det er et grumt syn når ex-skihopperen på en led stigning holder nede i bukningen mens han stående driver sin veksel rundt. Og for at forstå grumheden må man skue bagud – på ansigterne bag ham, og på de huller der opstår i geledderne. På ham selv er der ikke meget drama at betragte. Han ser ud som en bankfuldmægtig i Nordea, der er i færd med at afstemme en konto. Og det er han jo også på en måde.

På sidste af de store omgange foretog Schelling fra Bora-Hansgrohe et flot fremstød. Hans forcering af Bemmelerberg var imponerende. Meningen må vel have været, at han skulle holde sig fremme til hans kaptajn, Schachmann dukkede op. Det gjorde han bare ikke, og at komme til Cauberg sidste gang med 10 sekunders forspring foran favoritgruppen, svarer til at have en hunderedemand på kontoen den femte i måneden. I mindst fordi Quick-Step havde sat tropperne frem for at køre Alaphilippe i stilling.

Desværre for Roglic – og i høj grad også for løbet – blev han ramt af en mekanisk defekt nede i bunden af stigningen, hvor Van Aert svingede taktstokken i en forcering der ryddede alvorligt op i butikken. Alaphilippe sad på hjul af ham, og man ventede et tigerspring fra verdensmesteren, men det udeblev.  Da det sædvanlige skyderi foregik efter toppen, fandt man ud af hvorfor. Alaphilippe plantede sig, og kunne ikke lukke et hul op til den lille forreste gruppe, som nu talte hele tre Ineos-mænd. En uventet situation at Ineos nu sad med kortene til powerplay, mens Quick-Step var kørt ud af lystavlen.

Fronten bestod nu af Van Aert, Carapaz, Pidcock, Kwiatkowski, Schachmann og Matthews, men den, om et øjeblik 41-årige, Valverde lavede et glansnummer som var han atter i sin ungdom, ved at lukke hullet solo. I samme moment angreb Kwiatkowski. Angrebet var perfekt timet, og med Carapaz og Pidcock til at udgøre halvdelen af dem der kunne/skulle føre var det et perfekt træk. Når jeg siger halvdelen, er det fordi Valverde i det øjeblik åndede med gæller efter sin opkørsel, og fordi Matthews, så godt som aldrig, er til at vride en helhjertet føring ud af i disse situationer.

Det skulle blive Schachmann – manden hvis hoved er monteret på et kugleleje i halsen – der slukkede lyset for den polske eks-verdensmester på Geulhemmerberg, Tyskeren havde diamanter i benene i dag, og i det hele taget synes jeg, at det er en slagkraftig formation Denz har fået bygget op med det Bora-Hansgrohe mandskab. 

Et angreb fra Pidcock var så hårdt, at kun Van Aert og Schachmann kunne svare på det. Van Aert virkede rystet, og kunne tilsyneladende ikke umiddelbart tage sin føring da briten slog ud. Men meget hurtigt fik de drev i deres tremandsvifte, og etablerede et 15-18 sekunders forspring.

På dette tidspunkt kom en gruppe med bandt andre Alaphilippe, Fuglsang, Lutsenko, Martin og Woods op til resterne af den tidligere førergruppe, og Lutsenko og Fuglsang besluttede sig for at køre efter udbruddet så den hurtige Aranburu eventuelt kunne spurte. Lidt fik de kørt ind på fronten, men man var aldrig rigtig i tvivl om at udbruddet ville holde hjem.

Da der manglede to km. lancerede Schachmann et meget hårdt angreb som Van Aert svarede på. Og det ville jeg ikke have gjort hvis jeg var ham. Jeg synes han skulle have ladet Pidcock gøre det. Altså ud fra, at på tidspunktet kendte vi ikke resultatet. Efter i onsdags tror jeg, at Pidcock psykologisk, og måske også fysisk, følte sig ovenpå, og jeg er overbevist om, at Van Aert godt kunne have spillet på det. Men det er ikke rigtigt hans stil at være taktisk. Han træder bare. Jeg forstod heller ikke hans villighed til at tage spidsen i spurten, og dermed skabe et deja vu i hovedet på Pidcock. Og jeg tænker også, at hvis man lige har tabt på en recept, så kan man godt udskrive en anden.

Nu vandt Van Aert foran Pidcock i et opløb så tæt, at ikke engang målfotoet gav klarhed for os seere, og som derfor nok skal føre til mange diskussioner om hvorvidt UCI-kommisærernes afgørelse og fortolkning af billederne er rigtige. 

Ved sæsonstart troede vi alle, at Van Aert, Van der Poel og Alaphilippe ville gøre rent bord og vinde alt. Sådan er det langt fra gået. Og havde Van Aert ikke vundet i dag, ville hans forårskampagne have været en skuffelse. Med Gent-Wevelgem og Amstel redder han sig tørskoet i land, men det vil nage ham, at han ikke tager herfra med Flandern Rundt og/eller Paris-Roubaix i under bæltet. Foråret er kun akkurat reddet. Hvilket siger ikke så lidt om det pres og de forventninger, han cykler under. Og det er selvfølgelig fordi han er en ekstraordinær cykelrytter.

En anden af de ekstraordinære er verdensmesteren. Han skuffede mig (igen) i dag. Jeg havde troet, han kom til disse to uger i sin bedste form. Men også i dag var han under sit bedste niveau. Ruten var skræddersyet til ham, men han løb tør for benzin da det var alvor galt. Men han har to chancer endnu i de rigtige Ardennerløb. Når de er overstået, skulle der gerne være en sejr – eller i det mindste en fremragende præstation. Ellers vil hans forår have været meget under forventning.