Analyse: Amstel Gold Race 2022
Jeg tilstår det med det samme. Ovenpå mange uhørt dramatiske løb, betog årets udgave af Amstel Gold Race mig ikke på samme måde. Og det har intet med hårdhedsgrad at gøre, for der sad en lille selektion foran som var løbets stærkeste, og som satte de næst stærkeste regulært af. Jeg udelukker ikke, at jeg er alene med følelsen, men det var for mig som om kortene ikke faldt i en rækkefølge der var rigtigt hårrejsende (for dem der har hår).
Af: Per Bausager
Det var forfriskende at se Ineos sætte sig frem og svinge taktstokken i et stort endagesløb. Med 50 km til mål, spillede de ud med hele garden oppe foran. Et hårdt angreb tillod kun angreb fra Wellens, og der kunne man undre sig over at briterne ikke sendte en mand med som kunne tvinge andre til at overtage arbejdet, men tilsyneladende blev de ved deres plan, som åbenbart var at den polske eksverdensmester, Kwiatkowski, skulle lette anker for at bringe Pidcock i en profiteur-position.
Det var lidt underligt at se denne gruppe forcere nøglestigningen, Cauberg, uden nogen ståhej. Først efter toppen kørte Kwiatkowski. Med perfekt timing.
Den forfølgende gruppe bestod af Cosnefroy, Asgreen, Kamp, Van der Poel, Benoot, Matthews, Küng, Hirschi og Teuns. Altså en gruppe der bortset fra Kamp, alle rangerede blandt løbets favoritter.
I anden gruppe befandt sig danskerne Valgreen, Kragh og Fuglsang. De kom aldrig tæt nok på første gruppe til at der rigtigt blev spænding ud af jagten mellem dem.
Da Kwiato rundede svinget nede i dalen lige inden Geulhemmerberg, bemærkede jeg nogle biler der holdt parkeret i udgangen af svinget, og jeg tænkte, at det var da utroligt. Få sekunder efter kom forfølgerne bragende og det var da også lige ved at ende galt da Benoot og Cosnefroy måtte undvige på den gale side af dem, og skulle en tur op på fortovet. Den adrenalin der kom ud af det, benyttede franskmanden til at lancere et drabeligt angreb i en giga sveske op ad selve stigningen. Man mindedes Valverde samme sted i 2018.
Cosnefroy kørte op til Kwiato i ét hug, og derfra var jeg faktisk ikke i tvivl om at de ville køre hjem, selvom der var stærke folk bagved. De to i front var godt kørende og trådte hver føring som om det var den sidste. Det er altid svært at opnå samme appel i arbejdet i en større forfølgergruppe – især når en af passagererne er pantelåneren fra Canberra, som godt nok på nu og da, hvor der ikke rigtigt var nogen omkostning ved det, tog en lille føring, så alibiet til at spurte var på plads.
Når manden der ofte lader sig bespise på stjernerestauranter på sine velgøreres regning, klandres for ikke at bidrage, siger han gerne at han var på grænsen af sit indestående, og derfor ikke kunne. Heldigvis kan han altid lige akkurat finde den føring der kan lukke hullet på selv det hårdeste angreb fra de allerbedste ryttere. Lidt ligesom man har en nødraket på et skib, som under ingen omstændigheder må røres, uden i yderste nød og force majeure. Kedeligt at han en hel karriere har brugt et stort og alsidigt talent på at leve af andres arbejde. Han skulle ellers bortset fra det være en flinker fyr, siger de andre ryttere.
To km fra mål forsøgte Van der Poel med et all out angreb, og Asgreen på hjul, at skaffe sig en billet til fronten. Men miraklet indtraf igen fra U23 verdensmesteren fra 2010, valgte her at bruge nødraketten, og fik lukket angrebet ned. Og så var det game over for forfølgerne.
Indtryk der står tilbage efter løbet:
- at Alexander Kamp viste hvor stort et talent han i bund og grund er. Og i hvor høj grad højdetræningslejre gør ham godt. Han så ikke særligt presset ud ved at sidde der med de største.
- at Van der Poel ikke havde noget stor dag. Vel nærmest den mindste dag, han har haft siden sin debut i Milano-Sanremo
- at Asgreen er der. Det er vel ikke hans ideelle terræn, det i Limburg, men han var i top 5 hvis man skal måle på styrke i dag. Han er hvor han skal være op til Roubaix.
- At det er utroligt hvad Küng kan. Han er med i første geled lige meget hvad der bliver kørt. Det burde ikke være muligt for ham i et løb som i dag, men det var det altså alligevel.
- At Valgren, Kragh og Fuglen ikke er længere fra deres bedste form, end at de kan nå den inden deres vigtigste mål om 14 dage: Liege-Bastogne-Liege.
- At det er en uorden og pisseirriterende at få lagt ardennerløb ind mellem brostensløbene. Lad det aldrig ske igen.
