Analyse: Danmarksmesterskabet 2021

ENDNU ET CYKELLØB ER KØRT – OG ENDNU ENGANG HAR UDKOMMET GJORT UGELANGE FORHÅNDSANALYSER OG FORESTILLINGER TIL SKAMME. SÅDAN NOGET SKER IKKE I ET MARATONLØB, MEN I CYKLING SKER DET HELE TIDEN.

Af: Per Bausager

Det er både rimeligt og naturligt, at nære de største forventninger til de største navne, og et stort navn kan man selvsagt kun blive ved at yde store præstationer – altså præstationer, som gennemsnitsryttere ikke vil kunne matche. Men visse præstationer fordrer visse rammer. Og de er ikke til stede i alle cykelløb.

I netop cykling er rollen som et stort navn – eller ligefrem en favorit et tveægget sværd, og en hovedårsag er, at når man kører 50 km/t, kan man, alt efter forskellige omstændigheder, spare mellem 25 og 50% energi ved at sidde på hjul, og så stor forskel er der naturligvis ikke på rytterne i et elitefelt. Og den fordel man på papiret har ved at være det store navn eller favorit, kan hurtigt blive vendt til at være en bagdel, når ansvaret for at rydde op i alt, af disse grunde tilfalder én. Det gælder både som individ og som hold.

Foto Credit: Klaus Hestkjaer

Jeg tilbragte fire dage ved DM, og omtrent alle ryttere jeg talte med, mente (med god ret) at Asgreen var den store favorit, og at han ikke måtte få ti meter på noget tidspunkt. Det er en meget god og sand indsigt – i hvert fald hvis der opstår de situationer hvor alle er på pumperne. De situationer er, desværre for Asgreen, bare næsten umulige at fremprovokere i det terræn som de sidste 100 km. bød på i går.

Quick-Step og Trek-Segafredo regnedes for at være de stærkeste hold, kunne jeg læse mig til, og de har helt sikkert også nogle meget store navne, men jeg ved ikke om ikke Coloquick med deres overtal og mange stærke folk, lige i den type løb var mindst lige så godt stillet. I hvert fald havde Holm om morgenen sagt til sine ryttere, at de ikke skulle lade sig intimidere til at tage alt ansvar bare fordi Asgreen var storfavorit. Hvis det hele skal hvile på os, så lader vi bare udbruddet køre, var ordene.

Quick-Step var godt stillet med den trio de havde til start, for de var alle seriøse vinderbud, men det stod hurtigt klart, at Asgreen ikke kunne rokke med ørerne uden der var 25 mand over ham. Efter bakkerne kom han ned til bilen, og sagde til Holm, at det ikke blev ham i dag, da opdækningen var massiv og ruten for nem, og at de skulle satse på Honoré. Og som Holm efter løbet sagde til mig: ”Med den klasse Mikkel har, og med en afslutning der passer ham perfekt, er det så ikke fair at give ham chancen for at blive mester, når han hjælper de andre hele året rundt?”

Foto Credit: Klaus Hestkjaer

På det det tidspunkt var der tillige stadig et håb om, at Trek ville lukke udbruddet ned, og at man så ville kunne komme op med to friske folk.

Trek-Segafredo har også fået klø af mandagstrænerne. I går kom den dag, hvor det afsløredes at Kim Andersen ikke har forstand på cykling, må man forstå. Man må ikke være for hård ved mandagstrænere, for i modsætning til rigtige trænere har de kun adgang til en meget lille del af de informationer der findes under overfladen, og som danner grundlaget for beslutningerne. Mandagstrænere forholder sig til rigtige trænere som ludo til skak, og hvis Hamilton taber fem placeringer på en omgang i et F1 race, er det formentlig ikke fordi ham og Mercedes ingeniører ikke længere har forstand på racerløb, men nok fordi der er nogle gode grunde til det, som man muligvis ikke kan se på TV.

De rød-hvide gik til start uden én kaptajn. Mads Pedersen har kun kørt Ruta del Sol, siden corona tvang ham ud af klassikerkampagnen, og han har for et par uger siden været på træningspause med en hjernerystelse, mens Alexander Kamp er i fremragende form. Også Skjelmose og Eg er stærkt kørende for tiden. Så det var en åben strategi, hvor man skulle få folk med i finalen og så derfra træffe beslutninger. 

Både Kamp og Pedersen var fremme med sablerne og forsøgte at åbne løbet på bakkerne ved Vejle. På et meget kritisk tidspunkt, i bunden af Gammel Kongevej, blev Pedersen ramt af en punktering – hvilket de facto slukkede Quick-Steps forhåbninger om at blive kørt til front af Trek. Heldigvis for ham var det en siver som han kunne redde den aktuelle storm af på. Han fortalte Kamp, at han var punkteret, og Kamp tilbød ham sit hjul, men Pedersen ville hellere skifte cykel. Det gjorde han ved Østergaard og endte bag 2. gruppe, og da han kom op, var udbruddet kørt. Kamp missede, som følge af dialogen tilbage i feltet også momentet, og derfra var Trek på bagkant, selvom de havde en stærkt kørende Skjelmose med i udbrud. Men i modsætning til Quick-Step havde de ikke an afslutter fremme, og de kunne ikke være tilfredse med status.

 Foto Credit: Klaus Hestkjaer

Det er den indstilling, som Pedersen viste her, der gør at jeg er kæmpe fan af ham. Sekundære placeringer interesserer ham ikke, og Kamp havde stillet sig til hans disposition. Så slagtede han hele holder og sig selv for at komme tilbage, men uden succes. Hullet var stort, og udbuddets sammensætning mere en respektabel. Holm var også fuld af anerkendelse: ”Han er sgu lirens, Mads. Han går planken ud, og ned med mand og mus hvis det skal være.”

Det kunne se underligt ud, at Skjelmose førte foran mens resten af Trek førte bagved, men virkeligheden var, at han tog farten af hver gang han kørte frem. Indtil Kim Andersen to omgange fra mål gav ham frie tøjler.

Valgren, Bjerg, Würtz, Kron, Casper P., Honoré, Wandahl, Changizi, for at nævne de mest prominente var enige om at trække igennem, og der er ikke en betingelse at have samme trøjer på for at komme hurtigt frem, når man bare vil det samme.   

Når man trods et godt væddeløb, kørte hjem med en lidt fesen fornemmelse, er det nok fordi der var nogle kæmpe navne, der ikke kom i spil inde i finalen. Havde de store der sad i feltet ført igennem mens Vinjebo, Kamp og Eg arbejdede hårdt, havde de kunnet lukke hullet på en omgang. En opgave Norsgaard klarede ene mand. Et sandt mesterstykke.Der er ingen grund til at gå i detaljer med ting som gav sig selv på TV-billederne, men ud over Norsgaards opkørsel vil jeg fremhæve Kron, som virker til at have en næsten profetisk evne til at se hvornår momentet er der. Ud over at have skud i støvlerne.

Foto Credit: Klaus Hestkjaer 

En anden af de meget unge, Skjelmose, viste igen, at han er en kommende storrytter. Trods sin lidenhed i statur, er han giftig også i et fladt sidevindsræs. Og Wandahl – en ny stor mesterskabsrytter i Matti Breschel-kategorien, tror jeg.

Mikkel Bjerg brændte en ukristelig masse hø af i det udbrud, og viste at han er der til Touren. Valgren forekom mig at være dagens bedste mand. Kraftfuld og dominerende i finalen. En mand i storform. Men om ikke mit øje bedrog mig, så havde kampen om de sidste to OL-pladser en del indflydelse på løbet. DM skulle jo afgøre det, og Valgren lignede i hvert fald en der ikke lod andre kandidater som Kron og Honore køre nogen steder. Mon ikke Valle er sikker mand der? Kan ikke forestille mig andet.

Honoré viste igen sin skarphed. Det er ikke for ingenting, han er træningsmakker med Ulissi. Har samme præcision og kraft i sine aktioner. Hans hug 3 km. fra mål var mesterligt og dødbringende. 

Og så vinderen. Würtz var en meget fortjent vinder. Han var med i alt og arbejdede hårdt for at holde de andre store bag sig da han var kommet afsted. Hans finale var stratosfærisk. Da han så, at de livsfarlige Valgren og Honorë kunne spytte dem i nakken, sked han på, at Wandahl og Norsgaard ikke førte, og det var vel det meste af to km. han trådte fra front. Alene den aktion gjorde hans sejr storfortjent.  Jeg nævnte skak lige før. Et landevejsløb har noget af det samme. Når det første træk er taget, er der en million kombinationsmuligheder. Det er det, der gør det så fedt. 

Foto credit: Claus Fisker