Analyse: Gent-Wevelgem 2021

DET VAR NOGET AF EN MAVEPUSTER AT ERFARE, AT TO AF DE HELT STORE MANDSKABER, TREK-SEGAFREDO OG BORA-HANSGROHE, PÅ GRUND AF INTERNE CORONATILFÆLDE, IKKE VILLE KOMME TIL START I DAGENS LØB. DERMED FIK MADS PEDERSEN IKKE CHANCEN FOR AT FORSVARE SIN SEJR FRA 2020, OG LØBET BLEV SELVSAGT IKKE DET SAMME SOM DET VILLE HAVE BLEVET MED TO SÅ MARKANTE MANDSKABER I MIKSET.

Af: Per Bausager

Det har været det vilde vesten i dette forår, med fantastiske væddeløb, og med præstationer så markante, at man forestiller sig, de vil danne præcedens langt ind i fremtiden. 

Så er det Alaphilippe der er vild og blodig og gør hvad han vil,  men næste gang bliver både ham og Van Aert og alle andre krøllet sammen af Van der Poel på en måde, så man må tro, at han vil vinde alle forårets cykelløb, men så får Asgreen og det blå kollektiv skovlen under ham, så han må køre finale på dampene fra rerservetanken, hvorefter man tænker, at Quick-Step er de sande herskere, og kan styre alt og alle – blot for nu at se Gent-Wevelgem, hvor der kommer en frontgruppe hjem uden at indeholde skyggen af en blå mand.

Summen af det hele er, at hvis der er noget, der overhovedet er sikkert, så er det at Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe altid har en stærk indflydelse på de cykelløb de kører, selvom de ikke vinder hver gang. Og det samme kan man sige om Quick-Step når de stiller op med A-kæden, så tingende hænger altså på en måde sammen – det er bare ikke nemt at forudsige hvordan.

Jeg synes, at dagens løb hørte til de mindre underholdende, i hvert fald ud fra den standard, vi er blevet forvænt med. Hvis man sagde det, mens deltagerne hørte det, ville man med garanti inkassere en på snotten, for det var tydeligvis en led omgang, men fordi de ca. 20 mand kom fri allerede i løbets første halvdel var det ikke særligt dynamisk. Det var bare rulleskift og stram kæde for at holde sig foran, og det stod ret tidligt klart, at Van Aert ville satse alt på en spurt – han gik i hvert fald ikke amok med det store arsenal, som han plejer. Kørte stærkt fra front på Kemmelberg, uden at angribe rigtigt, og tog ellers bare sine føringer. Han må have god tro på sin spurt, siden han ikke satte alt ind på at eliminere Sam Bennett.

Samme Bennett satte med en heroisk indsats i banken hos mig i dag. Her var han ude i et projekt, der ikke var hans gebet, og at han overlevede Van Aerts tempo to gange på Kemmelberg, var en opvisning i både klasse og karakter. Bennett var ude over alle de grænser, der kan overskrides på sidste passage. Der var hverken stil eller fornuftig brug af transmissionssystemet i spil her. Kun viljen til overlevelse. Smukt men forgæves. Denne opstigning blev hans svanesang, og mishandlet som han var, kunne han hverken skide eller slå på tromme da han, sammen med de førende, landede nede på den snorlige fladbane, som under alle andre omstændigheder end de præsente, ville have været en næsten sikker runway hjem til triumf for ham. Brugen af alt for store veksler var klare forvarsler om nært forestående død. Jeg fik helt ondt af ham, da han sad der og krøb inde i nødsporet – med glasøjne og strakte arme. Og vel vidende, at med ham sank også hele Quick-Step flåden. Hold kæft, han var i tovene. Sjældent har vendingen ”game over” givet mere mening. 

Det var ellers en spøjs førergruppe, synes jeg. Ikke at der ikke var store navne, men der plejer at være mere overvægt at store motorer i sådan et sidevindsræs. Her sad, Van Aert, Trentin, Küng. Matthews, Van Hooydonck, Colbrelli, Van Poppel, Nizzolo og Bennett, og der er ingen tvivl om, at det er folk der er i form, for ellers sad de der ikke. 

Ud over at være blevet forbløffet over Bennetts tilstedeværelse, tænkte jeg på hvor driftssikker en mand Trentin er, at Küng efterhånden sidder med fremme hver gang når der bliver kørt hårdt, at Nizzolo og Colbrelli er et par lede karle der kan meget mere end at spurte, og at Matthews har været meget konsistent i år. Jeg tror bare ikke, han kommer til at vinde. Han er ikke så hurtig mere, men han kører stadig som en der satser hele butikken på sin spurt. Og Van Hooydonck, han var altså god. Det var hans dinger, der kostede Van Poppel og Bennett livet, og da Küng spillede sit vildeste tigerspring ud, udlignede Van Hooydonck ham bare siddende i sadlen – hvorefter han kørte et langt og effektivt leadout for sin kaptajn.

Det blev en sikker spurtsejr til Van Aert – og med to velkørende italienere, Nizzolo og Trentin, på de næste pladser. Det undrer mig, at Nizzolo, som var Van Aerts eneste rival i fart, og som er rutineret sprinter, formåede at køre sig selv i en så dårlig en position, at sejr var udelukket.

Det ville ellers have behaget mig om han havde vundet. Både fordi han kører med Lars Michaelsen som DS, og fordi Mario Smørhår i dag på FB mindede om sine tre sejre i løbet – med tilføjelsen: ”Jeg husker ikke godt, men der er vist ikke så mange andre italienske sprintere der har vundet det løb.” Den flabethed kunne godt have fortjent en justering

Men altså en fortjent sejr til den belgiske super champion Van Aert, som i øvrigt efter min opfattelse er den eneste rytter i verden der aspirerer til at blive den 4. i verden der vinder alle fem monumenter – efter sine landsmænd, Rik Van Looy, Eddy Merckx og Roger De Vlaeminck.På næste søndag vil han igen være blandt topfavoritterne, men med den evige rival, Van der Poel og med Quick-Step i stærkeste opstilling (og forhåbentlig Trek-Segafredo), vil musikken være en anden.