Analyse: Giro d'Italia 2021

DER VAR FRA START STORE FORVENTNINGER TIL ÅRETS GIRO. DELS VAR RUTEN MERE BRUTAL END I MANGE, MANGE ÅR, OG DELS VAR FELTET AF KLASSEMMENT-CONTENDERS VIRKELIG STÆRKT. OG EN HEL VERDEN VENTEDE I ÅNDELØS SPÆNDING PÅ FÆNOMENET, REMCO EVENEPOELS, DEBUT EFTER DET DRAMATISKE STYRT I GIRO DI LOMBARDIA I EFTERÅRET.

Af: Per Bausager

De andre favoritter var Simon Yates, Egan Bernal, Mikel Landa, Alexandr Vlasov, Hugh Carthy og Dan Martin, men som altid gik der ikke længe før dette felt var reduceret, når det gjaldt mulighed for at vinde løbet.  

Man vil aldrig kunne se tilbage på denne Giro uden at tænke på Team Ineos. Filippo Ganna åbnede og lukkede løbet med en etapesejr, Egan Bernal vandt samlet, og alt det der var ind imellem, stod der Team Ineos på. Bernal var løbets bedste mand, og hans hold var med afstand det stærkeste.

I fladt og onduleret terræn var Ganna og Moscon rene uhyrer, og det var Castroviejo og Martinez også når det gik opad. Og resten af holdet var bare brølstærkt. Jeg kan ikke mindes at have set et hold køre bedre end de gjorde i dette løb, hvor jeg ikke kan pege på nogen fejl overhovedet.

Når Yates var bookmakernes, og mange andres, største favorit, var det nok fordi der var tvivl om hvorvidt Bernal var tilbage ved fuld styrke efter sine rygproblemer. De fleste vil nok regne Bernal for et større talent og en mere komplet grand tour rytter end Yates. For begge gælder det dog, at Giro d’Italias rasende hårde terræn er som skabt til at de begge kan udfolde sig fra deres bedste sider. Til Bernals fordel talte også det frygtindgydende hold, han havde bag sig. 

De fleste ville vel have ventet at se Bernal holde sig til i første fase, for at udfolde sig helt i den sidste uge, som var den grummeste der er set i årevis i noget cykelløb. Men det gik noget anderledes, idet Bernal viste tænder allerede i den første uge.

Det var op til San Giacomo, hvor han lavede en hård progression på den sidste kilometer, så kun Evenepoel og Martin kunne holde hans hjul, og få dage efter i den spektakulære afslutning på 15% og grus, kørte han på stor klinge, og stående, hele baduljen ud af hjulet og tog sin første etapesejr i en grand tour. Det var en magtdemonstration der fik en til at tænke, at denne Giro ville blive en walkover for Bernal.

Der skulle kun gå to dage før han kølhalede konkurrenterne igen. Denne gang på ”grusvejsetapen” til Montalcino, hvor han langt ude fra kørte aggressivt og veloplagt ved, i egen person, at angribe på bakkerne, på et tidspunkt hvor Evenepoel var i gang med at indkassere sit livs første alvorlige håndmadder.

Han havde siddet langt nede i suppen, og havde uklogt brugt kræfter på selv at lukke huller, da Ineos lod hammeren falde, og en mikstur af halvdårlige ben og manglende teknik på løst underlag bevirkede, at han nød cigaren, og sad mutters alene i ingenmandsland.

Det var en dødsdømt situation, og der var frustration og vrede at se hos kometen, der aldrig før havde oplevet at der manglede ben. Det varede længe inden en modvillig, og tydeligvis bitter, Almeida efterkom ordren fra Bramati om at lade sig falde tilbage for at undsætte den nødstedte holdkammerat.

Imens de to Quick-Step-ryttere kæmpede bagude for at begrænse deres deficit, kørte Bernal endnu engang, på dagens sidste stigning alle konkurrenter ud af sit baghjul, og udbyggede sit forspring. Han virkede overvældende. Evenepoel og Almeida fik begrænset deres tidstab til et par minutter. 

Første 5-stjernede etape var den 14. med mål på den grufulde Monte Zoncolan. Et tidligt udbrud holdt hjem og den unge Fortunato fra Contadors og Bassos hold vandt en sensationel, men ikke ufortjent sejr.

Hos favoritterne måtte Evenepoel slippe fronten, og det begyndte at se ud som om cyklingens matematiske love også gælder for han – trods alt. Yates åbnede ballet for alvor med en kilometer til toppen, og kun Bernal kunne svare igen. Og kort efter endda droppe Yates. For tredje gang havde han skilt sig af med alle modstandere.

Forventningerne var store til 16. etape, som var løbets kongeetape, og den af alle der mest indbød til store strategiske aktioner. Med Fedaia, Pordoi og Giau inden nedkørslen til mål i Cortina d’Ampezzo, var der tale om en monsteretape, og de sidste 90 kilometer skulle foregå i over 1500 meters højde.

Desværre var der på dagen så megen kulde, regn og sne at etapen blev afkortet, og både Fedaia og Pordoi blev fjernet, så Giau var den eneste forhidring. Den var dog nok til at Bernal for fjerde gang kunne efterlade samtlige konkurrenter bagude, og Yates, der ikke er gode venner med kulde og regn led et svært tidstab. Da Bernal kørte alene i mål til endnu en etapesejr nede i Cortina, forkyndte RAI’s speaker, at Evenepoel nu passerede oppe i Passo Giau, 21:30 efter.  

Der manglede stadig tre bjergetaper med mål opad, og man forestillede sig Bernal holde legestue efter hviledagen. Her ventede en led finale, først med den 16,5 kilometer lange San Valentino, og så op til mål ad Sega di Ala, som var hele Giroens hårdeste stigning.

Disco Dan (Martin) leverede en heroisk bedrift ved at sejle et langt udbrud i havn, men bagude skete der en jordrystelse, da Yates angreb, og Bernal som den eneste gik med, blot for at kollapse nogle hundrede meter senere.

Der var krise, men Martinez fik bugseret Bernal i mål med et tidstab på under et minut. To dage senere, til Alpe di Mera, slog Yates til igen. Bernal lod ham køre og forsøgte at køre konservativt og regulere sig med stærk støtte for Martinez, og han formåede at bevare situationen under kontrol.

Dagen efter, på etapen ind i Schweiz, og med mål på Alpe Motta, blev den mest komplicerede for Bernal. DSM lavede en offensiv på nedkørslen på næstsidste bjerg for at køre Bardet frem til en etapesejr.

Caruso, der uden store armbevægelser, men med en meget konstant performance, havde kørt sig frem på løbets anden plads gik sammen med holdkammeraten, Bilbao, med, og uden Castroviejo og Martinez, ville Bernal have været alvorligt på skideren. Men de fik redet stormen af, og selvom Caruso endte med at køre sin karrieres største sejr hjem, kunne Bernal køre ind på en andenplads, stadig med komfortable to minutter til Caruso i klassementet. Og dermed var løbet afgjort.

Jeg mistænker at Bernal blev hjemsøgt af de gamle rygproblemer i løbets sidste uge. Det var påfaldende, at han ikke mere være ude af sadlen, men sad ned og pedalerede. Hans sædvanlige aktioner med angreb stående i stor veksel sås ikke overhovedet. 

Som efterrationalisering kan man nok godt sige, at Evenepoel ikke skulle have været til start, men have ventet til Vueltaen. Det var unødvendige skrammer, han pådragede sig i denne Giro – ud over dem han fik ved styrtet ned ad San Valentino, som førte til hans exit. Ikke mindst fordi hans tilstedeværelse og holdets tro på ham satte Almeida i hjælperens rolle, med tidstab til følge. Han var formidabelt kørende i Dolomitterme, og på den sidste enkeltstart. Han havde fortjent at køre klassement fra starten. Almeida er et kæmpe talent.

Den mangeårige hjælperytter, Damiano Caruso, fik et fantastisk gennembrud som stjerne og hele Italiens darling. Det var smukt, at han formåede at påtage sig rollen som kaptajn, og at løfte opgaven så formidabelt. Der bliver nok lidt at tale om med rollefordelinger hos Bahrain nu.

Alligevel savnede jeg Landa. Det er ikke sikkert, han kunne have blevet nummer to som Caruso, men han har nogle evner som savnedes lidt. Caruso blev nummer to på regularitet, men Landa er en angriber og en anarkist, der har klasse og mod til at foretage revolutionerende ting, og til at udfordre Team Ineos tolvcylindrede Rolls Royce motor. Men dejligt at se Caruso på så storslået vis, at formå, at samle det op, som Landa efterlod. 

Jeg synes, det var en stor og spektakulær Giro hvor langt de fleste dage bød på benhårdt væddeløb, i fantastiske landskaber. Og vi fik bekræftet, at de løfter Egan Bernal gav da han vandt Touren, dem er han i stand til at indfri.

Nu venter vi bare på slaget mellem ham og Pogacar.