Analyse: Lombardiet Rundt 2021
Tadej Pogacar tager sit andet monument
Det slovenske fænomen satte et stjernespækket felt til vægs i Giro di Lombardia med sit efterhånden klassiske favoritvåben: det dødbringende angreb langt ude fra når terrænet stiger. Jonas Vingegaaard fik med en 14. plads og fornem kørsel et comeback til verdenseliten. Remco Evenepoel ramt af sukkerkrise.
Af: Per Bausager
Den nye rute som gik fra Como til Bergamo har utvivlsomt været en hård menu for rytterne, men blandt favoritterne skete der ikke rigtig noget før på den sidste stigning op til Passo di Ganda, hvorfra der var 32 km til mål.
Det var Nibali der åbnede ballet, og på hans angreb, Pogacar kørte kontra. Hans acceleration så som sædvanligt ikke ud af det store – når Pogacar angriber, skal man se på de andre for at forstår hvor stærkt det går. Og stærkt gik det, for på nul komma fem havde han erobret 25 sekunder, og da grafikken forkyndte at han trådte 400 watt, stod det ret klart, at der ikke ville komme nogen flyvende bagfra.
I forfølgergruppen var der nemlig krise hos de to store favoritter Remco Evenepoel og Primoz Roglic. Evenepoel var tidligt på stigningen sakket ned gennem geledderne for til sidst at slippe den reducerede frontgruppe. Hans holdleder, Klaas Lodewyck forklarede ved mål, at Remco ikke har fået taget nok føde til sig, og var gået sukkerkold netop da det blev alvor. Selv sagde han, at han manglede ben i afgørende fem minutter, men at det er sådan, cykelløb, og det må man acceptere.
Også Roglic hængte nede på elastikken og var faretruende tæt på at blive læsset, og da der ingen andre var til at tage aktion, gjorde den lokale og formidabelt kørende, Fausto Masnada fra Quick-Step det kort før toppen.
Hans lokalkendskab satte ham i stand til at lukke Pogacars halve minut på nedkørslen, men gudhjælpemig om så ikke Quick-Step bilen kørte frem til ham og forbød ham at føre. Det var ikke noget smukt syn.
Jeg ved godt, at der er forskellige skoler og opfattelser af hvornår man skal spise på andres regning. Jeg synes kun, man skal gøre det, når andet ikke kan forsvares/ikke er muligt. Andre mener, at man skal gøre det når bare man kan konstruere et (hvilket som helst) motiv til det. Jeg hylder ikke den sidste lære.
Der er ingen tvivl om, at den arme Masnada hellere end gerne ville føre – i et monument og foran sit hjemmepublikum. En andenplads ville være gigantisk for ham. Men han måtte blive på hjul.
Her viste Pogacar hvilken imponerende karakter han besidder. Han var iskold i røven overfor dødvægten. Han pumpede ufortrødent kraft ned i Colnagoens pedaler, og lod Masnada suge dæk alt det han lystede.
Nede bagved havde Vingegaard ofret sig for sin kaptajn og førte an i jagten på de to foran, men af uransagelige grunde førte folk ikke igennem. Det var ellers kun Alaphilippe der havde grund til ikke at gøre det. Woods, Valverde, Roglic, Yates, Bardet og Gaudu, trådte kun med ét ben – og så henter man ikke den dobbelte Tour-vinder.
Selvom Pogacar havde ført siden nedkørslen var det tæt på at han ved tons havde skivet Masnada på den sidste lille stigning op til Bergamo Alto, og han kørte i det hele taget med den stoiske ro og ubekymrethed, der kendetegner ham, indtil han kørte Masnada ud af hjulet i århundredets korteste spurt. Dert er en gåde, at Masnada intet foretog sig før han var korsfæstet.
Tadej Pogacar er monumental som atlet og som forbillede. Hans bedrifter er, ligesom måden han optræder på, enestående.
Enestående er også Valverde der i en alder af 41 år, blev nummer fem.
