Analyse af Milano-Sanremo 2023

"Van der Poel er en artist. Hvor hans evige belgiske rival mere er en klassisk landevejsrytter, og mere konstant,  har Van der Poel en mere delikat psyke og fysik. Men når han har disse dage, udfolder han sig med blændende skønhed, men også med en utømmelig vildskab."

At se Milano-Sanremo er som at sidde hele natten og savle i en drink på nu hedengangne Discoteque Monte Cristo, og så gå hjem med stedets smukkeste babe ved lukketid. Belønningen, som kommer til aller, allersidst,  er al ventetiden værd, og den lange nat vil i al fremtid kun blive husket og værdsat for de sidste 10 minutter.

Van der Poel er en artist. Hvor hans evige belgiske rival mere er en klassisk landevejsrytter, og mere konstant,  har Van der Poel en mere delikat psyke og fysik. Men når han har disse dage, udfolder han sig med blændende skønhed, men også med en utømmelig vildskab.

Skønheden understøttes af både af hans mandige mod og handlekraft, og af hans udseende og stil på cyklen. Anders Mielke ramte den i røven i en SMS til mig umiddelbart efter løbet: ”Van der Poel. Uden handsker, solbrun og høje kindben. Jeg bliver i tvivl om min seksualitet.” Det var nok en blanding af sjov og alvor, men Van der Poel er som en olympisk gud at se på – en model af en atlet. Kraftfuld, smuk og elegant. I total kontrol og balance.

Cipressa havde skuffet. UAE lavede en stor aktion med fire mand, men gjorde ikke megen skade. Trentin sagde senere, at der havde været modvind. Samme Trentin som angreb på nedkørslen derfra og kom afsted med Søren Kragh og Van der Poel inden de kom ned til Via Aurelia. Alpecinrytterne afblæste dog hurtigt offensiven.

Mads Pedersen som havde siddet foran med sit hold siden Turchino mistede alle undtagen Styuven på Cipressa, og måtte klare sig selv derfra. Jeg ved godt, at Stuyven ikke er hjælperytter, men eftersom der er tydeligt, at Mads er den bedste af dem, kunne han vel godt have stillet sig til rådighed, så Mads ikke skulle side og køre sig frem i vinden i resten af løbet. Men endnu engang viste Mads, at der formentlig ikke er noget der overgår ham i feltet, når det kommer til at placere sig og skaffe sig den plads han vil have. Men et stort tab for ham i går, at undvære den sygdomsramte Alex Kirsch.

Hvad der havde manglet af action indtil foden af Poggio, fik vi til gengæld tilbage med renter og renters rente på løbets sidste 9 km. Bahrain startede med fire mand fremme til at sætte tempo. Egentlig fandt jeg aldrig ud af hvad deres plan var, men det er også lige meget, for da Tim Wellens kom farende med Pogacar på hjul, var de historie – bortset fra Mohoric. Wellens føring var virkelig voildsom – og meget lang. Det var en fantastisk præstation, han leverede som forberedelse til det der skulle være Pogacars endegyldige angreb. Han kørte så stærkt at feltet knækkede bagved nr. otte,  da Trentin slap sit hjul, hvorefter hans slovenske chef lod hammeren falde. Mohoric, Kragh og Mads P. måtte slippe en superstjernekvartet, bestående af Pogacar, Ganna, Van der Poel og Van Aert.  Van Aert brugte nok sin Poggio-tændstik på at køre forbi de tre der slap. Det tog ham langt tid til lukke de 10 meter op til Pogacar og Ganna. Van der Poel fik læ i hans hjul, men det var et moment hvor alle havde omdrejningstælleren i det højrøde gebet.

Pogacars progression kunne ikke skaffe ham af med rivalerne, og han blev ved at føre i et dræbende tempo, hvilket måske ikke var det klogeste valg, al den stund at de kørte over 40 km/t der, og at det så blev ham til at betale der meste af kvartettens energiregning.

Straffen kom da Van der Poel 4-500 m fra toppen placerede en dødbringende hug. Både hans gear og hans fart var overvældende og ingen kunne svare igen. Kun kunne Pogacar øge farten atter en smule, hvilket fik Van Aert til at tabe terræn. I det hele taget var Van Aert på hele stigningen i defensiven – en uvant situation for ham. Modsat var Ganna formidabel, og vaklede aldrig, hvorved han gav alle de gamle italienske proffer ret i, at han skulle satse 100% på Milano-Sanremo og Paris-Roubaix.

Da Van der Poel rundede toppen omkring tre sekunder før de tre andre supermænd, og yderlige ti gik der før Kragh, Pedersen og Mohoric var fremme, var det i ny rekordtid for Poggio. Dermed slettedes Fondriest/Jalaberts rekord fra 1995, og endu en rekord tilhører nu hvad der kaldes "moderne cykling".

Som Van der Poel efter mål sagde, så er Milano-Sanremo nok det eneste momument hvor de bedste klassikerryttere afgør løbet mellem sig, en Tour de France-vinder og en timerekordholder.     

Når Van der Poel har de store dage er han fejlfri, og hans selvtillid og overskud sås absolut på nedkørslen, som, hvis man er presset fysisk i bund, er forræderisk. Her var han sikkerheden selv og hver en kurve blev afviklet til perfektion. Pogacar ville senere sige til pressen: ”Han var stærkere end os. Han kunne spurte med mere kraft ud af hver kurve.”

Van Aert som så sit værste mareridt udspille sig, kørte som en sindssyg for at lukke hullet, og Ganna og Pogacar havde nu deres døje med at holde hjul, men der var ikke noget at gøre. Van der Poel øgede. Selv da de kom ned på via Aurelia, tog Van der Poel afstand, og det tør ellers nok siges at den jagtende trio var frygtindgydende. De førte alle tre igennem, men når kameraet så fokuserede på Van der Poels ultra tunede brune ben med de kridhvide sokker og sko, der piskede rundt med over 100 rpm, og producerede 55 km(t efter 300 km, forstod man, at rovfuglen var fløjet med byttet.

62 år efter sin morfar, Raymond Poulidor, kunne Van der Poel krydse Via Romas legendariske målstreg foran Ganna, Van Aert og Pogacar. 11 sekunder efter kom Søren Kragh og Mads P farende og tog 5. og 6. pladsen.  Ikke nogen skam at være nærmeste konkurrenter til en kvartet som den foran. Tværtimod er et fremragende resultat. Også selvom Mads vil svare, at der er noget pis at kalde 5. og 6. pladser for resultater.     

I Danmark slipper man aldrig for at gøre en danskerbrillebetragtning, og med den var det meget, meget godt at se at alle vores store endagesryttere. Asgreen, Cort, Kragh og Pedersen er hvor de skal være. Sidtsnævnte er nu så konsistent at alt andet en verdensklasse vil være overraskende, men i går var der god grund til et ekstra let på hatten for Søren Kragh, der kørte et fremragende løb. Sjovt at se ham og Mads sidde der på Poggio, og vide at de har battlet, skændtes og været venner siden Yngste Drenge.

Tak for et forrygende cykelløb.