Analyse: Paris-Roubaix 2021
Italiensk sejr efter 22 års tørke.
Det var en usædvanlig våd, fedtet og hård udgave af Paris-Roubaix der kørtes i dag. Usædvanligt var det også at tre debutanter besatte de tre podiepladser, og skuffende var det at de høje danske forventninger af forskellige årsager led skibbrud.
Af: Per Bausager
Da Colbrelli kørte over stregen på den legendariske cykelbane i Roubaix sad jeg med en følelse af uforløsthed. Jeg havde glædet mig vanvittigt meget til dette race, som jeg også havde til VM i sidste weekend. Dengang var jeg totalt eksalteret både under og efter finalen, men af en eller anden grund manglede denne følelse i dag.
Ingen tvivl om, at det var en af historiens hårdeste udgaver – det så man tydeligt på rytterne når de kom i mål, men måske foregik det hele lidt for lineært til at skabe de store følelser. Det kan også være, jeg er alene om at have det sådan.
Det er i hvert fald helt sikkert, at noget af min entusiasme dalede i den skæbnesvangre passage af Trouée d’Arenberg, da bookemakernes (og mine) to danske topfavoritter, Kasper Asgreen og Mads Pedersen, forsvandt ud af løbet.
De havde begge indtil da spillet gevaldigt op til dans. Asgreen med nogle hårde føringer, der lavede huller i geledderne, og Pedersen med en forcering fra spids ind i Arenbergskoven. Asgreen fik maskinskade, og Pedersen sad formidabelt i front med hul bagved sammen med Van der Poel og Colbrelli, da Luke Rowe kom sejlende agterud fra udbruddet med det halve af deres fart. Hans cykel skred ud og Van der Poel, som var forrest undveg akkurat mens Pedersen var chanceløs den Pinarelloen stod på tværs foran ham. Det var et voldsomt styrt og det var game over. Det var det også for Asgreen da han på vej op gennem kortegen blev klippet af en bil.
Når jeg betragter løbet fra ”post race” position, synes jeg, at den mest spændende og dynamiske del af det var fra de første brosten til og med Arenberg. Herefter blev det som nævnt noget mere lineært. Benhård tons og balancegang på sektorerne.
Jeg kan ikke prise Van der Poel nok for hans aldrig svigtende opportunisme og kampånd. Han er en mand der tager tyren ved hornene, og det gjorde han da han kom ud af skoven, og så resten af dagen.
Også Colbrelli må have en medalje for offensiv indstilling til løbet. Ustandselig var han i orkanens øje, og han viste sig at være lidt af en akrobat på de glatte brosten.
74 km fra mål skiftede Van der Poel cykel. Gud ved om det ikke var for at få en frisk maskine med rent transmissionssystem? I hvert fald angreb han prompte da han kom op, og det undrede mig at Van Aert sad så langt tilbage mens hans ærkerival kørte frem blæsende i den store krigsbasun, og indledte jagten på morgenudbruddet. De store Quick-Step esser, Lampaert og Stybar blev sat fra hjul og Van der Poel kørte op til en mellemgruppe med Colbrelli, som snart efter hentede morgenudbruddet minus Moscon som var kørt alene.
Moscon havde været i hug fra morgenstunden, men han havde vinger og Van der Poel kunne ikke køre ind på ham. Det er 22 år siden at Andrea Tafi, som sidste italiener vandt Paris-Roubaix ved at køre alene hjem, og nu havde Moscon muligheden for at gentage kunststykket. Indtil han punkterede, skiftede cykel og styrtede. Det så ud som om, den nye cykel ikke havde for højt dæktryk, for i det hele taget havde baghjulet døje med at absorbere stenene. Man ser det ofte i dette løb, at et cykelskift fører til styrt. Rytteren har vænnet hjernen til at manøvrere på de yderste marginaler i flere timer, og så er det kun en bagatel af en ændring der skal til, for at man ligger der.
Selvom Moscon stred som en løve var overmagten fra gruppen bagved for stor. 16 km fra mål blev han hentet på den frygtelige Carrefour de l’Arbre. Van der Poel, Colbrelli og Vermeersch (som var overlevende fra morgenudbruddet) kørte lige forbi.
Som det havde været tilfældet siden Arenberg blev broderparten af føringsarbejdet varetaget af Van der Poel. Jeg ved ikke hvorfor han skal føre så meget mere end dem han sidder sammen med, men det gør han altså. Han havde også forsøgt nogle all out angreb uden at kunne ryste modstanderne. Man ser det ofte i dette løb, at dem der plejer at være de bedste ikke kan sætte dem, de normalt kan. Det skyldes, at der på den måde ikke er forskel på en bil og en cykelrytter. Biler med mange HK kan accelerere hurtige end biler med færre HK, men de bruger meget benzin på at gøre det, og når de er på reservetank, er det slut med at blære sig, hvis man skal nå hele vejen hjem. Paris-Roubaix er én lang aftapning af benzin og til sidst kører alle på dampene. Som Asgreen sagde til mig i sommer: ”Med Mathieu og Wout er opgaven at gøre løbet så ledt at man tager deres vigtigste våben fra dem: deres max. power output”.
Det så man også både i spurten om sejren og spurten om 5. pladsen. Folk kunne ikke stå op og spurte. Der var udsolgt.
Det var ingen af de tre første der var gode til at bruge en cykelbane. Det var noget roderi. Bernard Hinault viste i 1980 hvordan det skal gøres hvis man har lidt tilbage i benene. Man tager spidsen en halv omgang fra mål og bliver nede i banen, så man kun skal kigge over højre skulder, og så træder man den godt i gang ind i svinget, så de skal den lange vej, og så fuld hammer når man går ud af svinget. Efter sådan et løb kan dem bagved ikke producere en acceleration, som en banerytter kan.
