Analyse: Strade Bianche 2021

KUN FLANDERN RUNDT, PARIS-ROUBAIX OG VM, KAN STEMME MIG MED SAMME ANDÆGTIGE FORVENTNING SOM STRADE BIANCHE. VI ER DEROPPE – I DE ALLERØVERSTE LUFTLAG. DET ER ET LØB DER ALDRIG SKUFFER, OG DET GJORDE DET HELLER IKKE I DAG.

Af: Per Bausager

Da TV kom på, manglede stadig halvdelen af løbet, men kæden var allerede stram, og folk dryssede ud af bagdøren i en lind strøm. Jumbo-Visma lignede et mandskab, der havde sat sig i hovedet at svinge dirigentstaven, og var fremme og sætte et hårdt tempo. The Wolfpack ville gerne udfordre dem, og Ballerini overtog teten og satte et ødelæggende tempo, senere assisteret af Asgreen. Flot af Kron at være i stand til at gå i udbrud i et så afgørende moment af løbet.

Summa summarun; da fronten kørte ind på grussektor 8, som indeholder den grufulde Monte Santa Maria, lignede Van Aert og verdensmesteren 2 mænd der skulle afgøre løbet mellem sig, og det gjorde de faktisk også på, og efter, stigningen. Van Aert førte et dræbende tempo over lang tid, og etablerede ved sin kraftpræstation et echapée royale med Van der Poel, Alaphilippe, Pogacar, Bernal, Pidcock, Gogl og Simmons. Sidstnævnte var imponerende indtil en punketering, og senere et styrt, satte ham ud af spillet. I denne fase var det ikke til at se hvad Van der Poel skulle komme til at udrette. Van Aert kan på dette tidspunkt ikke have haft nogle advarselslamper, der blinkede; han var ekstraordinært spendabel, og hans rundhåndethed gjorde ondt ned gennem geledderne.

Van Aert og rivalen, Van der Poel har nogenlunde det samme register, men er vidt forskellige at se på. Van der Poel er et rent powerhouse, og ikke så stor en stilist som Van Aert. Han bruger overkrop og skuldre en del – til at pumpe sin enorme kraft ud i pedalerne. Van Aert levererer energien med større elegance. Han er en virkelig flot stilist; med vandret ryg og og siddende pænt tilbage på sadlen. Han pedaleringsteknik er noget af det smukkeste man kan se, og især hans evne til altid at vælge et gear, der giver et flydende tråd, og en optimal energidistribution.

Men på dette morderiske Monte Santa Maria, som er løbets hårdeste, nød Fuglsang cigaren. Ifølge Astana skulle han være punketeret lige før sektor 8. Under alle omstændigheder sad han langt tilbage da de store drenge skruede på gashåndtaget.  Han var derefter animator i en lang jagt, og viste sine kvaliteter som ”fondista” ved at performe på et højt niveau selv efter at have været i yderste røde zone. I lang tid så det ud som om hullet ville blive lukket, men på næste grussektor, slukkede Alaphilippe både håb og lys med en voldsom forcering. 

Det var på Colle Pinzuto (sektor 10), og det var også der chokket kom. Alaphilippes progression resulterede i, at Van Aert stivnede og blev sat sammen med Pidcock. Men Van Aert er ikke hr. hvem som helst, og det lykkedes ham at lappe hullet – med Pidcock på hjul.

På dette tidspunkt gjorde jeg den observation, at Alaphilippe ikke havde en af sine allerstørste dage. Nok lavede han ballade, og kostede nogle liv i gruppen, men det var ikke de altødelæggende bomber, vi ser på hans store dage, og fremfor alt ikke de re-lanceringer, som han på sådanne dage følger sine bombninger op med.

Denne antagelse skulle blive konfirmeret på sektor 11., som indeholder løbets næstsidste stigning, Her lancerede Van der Poel et sønderlemmende fremstød, og kørte alle ud af hjulet. Det er meget sjældent, at Alaphilippe ikke kan gå med i et ryk på en rampe, men det skete her. Han kom dog op lige efter toppen, men var rystet og ude af stand til at føre. Den formidabelt kørende Bernal fik tilslutning kort efter. De andre var væk. 

På vej ind mod mål forsøgte Van der Poel at køre væk, men blev lukket ned af Bernal. På dette tidspunkt var jeg ikke meget i tvivl om hvordan det ville ende. Van der Poel havde den sidste halve time demonstreret at være den eneste tilbageværende i løbet, det stadig var pivfrisk.

Alligevel var det med vantro, jeg så det overskud, han angreb med på den stejle stigning op til Siena centrum. Som en helt frisk sprinter trådte han an og efterlod sine to følgesvende som stenstøtter. Han piskede benene rundt på den 16% stigning, som nok aldrig er blevet forceret så hurtigt, og skødet var skrevet. Alaphilippe kørte ingenlunde langsomt, og var i mål kun 5 sekunder efter, mens Bernal brugte 20 sekunder mere. 

Van der Poels sidste angreb vil der blive talt om længe – som der er blevet i 40 år om Saronnis ”fucilata” i Goodwood ved VM i 1982. Det mest forbløffende er ikke, at Van der Poel kan producere sådan en acceleration, men at han havde friskhed til at gøre det på sidste kilometer af Strade Bianche, som er en prøve, der notorisk tapper benzin af tanken dagen lang, og Siena plejer at modtage mænd med tomme blikke og vaklende ben. Det store nummer vidner ikke alene om hans monumentale klasse, men også om en ustyrlig form.

Jumbo-Visma og Van Aert havde overvurderet situationen, men der er intet at bebrejde dem. Van Aert er en mester og kørte som en mester. Det var hans første løb i år, og han kommer til at forbedre sig inden monumenterne. Quick-Step og Alaphilippe gjorde hvad de kunne og skulle. Verdensmesteren havde ikke sin største dag, men det sker, og han var stadig en kæmpe animator i løbet – og næstbedst. Det var værd at bemærke hvor stærkt Ballerini kørte i et terræn, der ikke på papiret var ham ideelt. Jeg tror, han er en mand der skal regnes ind i kabalen i de kommende klassikere. 

Van der Poel er formidabel, og det er svært a se grænserne for hans formåen. Hans eneste svaghed er hans hold. I RVV og PRX kan det være fatalt i tilfælde af uheld, at han næsten altid er alene. Det gælder for alle, at man skal undgå en situation, hvor man skal afgøre tingene på power-output. Hvis man kan.

Med disse oplevelser i frisk erindring er det nærliggende at tænke, at Van der Poel ikke kan slås, men det er en forkert tanke. Dels kommer han ikke til at køre så ekstraordinært i alle løb, og dels vil tingene blive sværere for ham i de næste løb hvor han er manden alle vil holde øje med, men få vil føre med. For få år siden troede man også, at Sagan ville komme til at rydde bordet i årevis. Sådan gik det ikke, og det gør det heller ikke her.

Men vi er forkælet med et overflødighedshorn af kæmpe atleter og krigere i denne tid. Van der Poel er en gigant, men Alaphilippe og Van Aert har ikke sagt deres sidste ord i denne sag. Og det har Asgreen, Kragh og Mads P. formentlig og forhåbentlig heller ikke.

Det er i øvrigt godt at se, at Lars Michaelsen er ved at få et rigtigt godt hold ud af det han har at arbejde med. De kører som forvandlede. Flot at se.