Castellis Danske Forbindelse

SØREN JENSEN HAR VÆRET EN AF DET ABSOLUT DRIVENDE KRÆFTER BAG VERDENS MEST SUCCESRIGE CYKELTØJMÆRKES NÆSTEN LODRETTE OPSTIGNING. PER BAUSAGER FORTÆLLER HER HISTORIEN OM DET ITALIENSKE BRANDS DANSKE FORBINDELSE OG ENMANDSHÆR.

 

Af Per Bausager / Foto: Denis Costa, Alex Moling og Freddy Planinschek

John Galt er en karakter i Ayn Rands roman Atlas Shrugged fra 1957. Selvom han ikke identificeres ved navn før den sidste tredjedel af romanen, er han genstand for dets gentagne spørgsmål “Hvem er John Galt?” og en søgen efter at finde svaret.

I den senere del bliver det tydeligt, at Galt har været til stede hele tiden og spillet flere vigtige roller, men har ikke været identificeret med navn. På det punkt ligner han Søren Jensen, Head of Marketing hos Castelli.

Når jeg nævner Søren Jensen, spørger folk altid: ”Hvem er Søren Jensen?” Og det selvom Søren har været en af det absolut drivende kræfter bag Castelli cykeltøjs næsten lodrette opstigning til verdens eliten.

Som John Galt har Søren styr på alt, er involveret i alt og ved alt. Men med det totale fravær af interesse han har for at gøre opmærksom på egne fortjenester, signerer han sig blot:

Søren Jensen,
Marketing Office.

 

  

Den danske enmandshær i Italien

Jeg har kendt Søren i 12 år efterhånden og tror, jeg har et ret godt indtryk af både hans person og hans betydning.
Søren er både meget moderne og meget gammeldags. Han behersker de mest moderne teknologier og er fremsynet og progressiv, men som sagt er han er også meget gammeldags. Havde han levet for nogle århundreder siden, havde han været en ædel ridder, der uden lumske bagtanker havde frelst skønne jomfruer fra drager og trolde. I disse mere blodfattige tider må han nøjes med at lade sin fine dannelse og karakter udtrykke sig ved venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed. Det formår han altid – selvom han arbejder 24-7 året rundt. Han er afklaret og ren – på italiensk ”sereno”, som en figur i en Stefan Zweig-roman.

Søren mestrer vist alle discipliner indenfor marketing. Grafik, film, sociale medier, tekstforfatning og al verdens programmer indenfor de gebeter. Han er en urkraft, en énmandshær. Og for god ordens skyld taler han flydende engelsk, tysk, fransk og italiensk – ud over dansk. Jeg elsker hans danske, som efter 15 år i udlandet er lidt altmodisch og derfor dejligt fri for smarte engelsk-danske udtryk.

Maratona dles Dolomites

Castelli har inviteret mig til et lille lukket arrangement i forbindelse med Maratona dles Dolomites, som de er sponsor for. Det er i mit favoritområde, Alta Badia i Sydtyrol. Det er verdens smukkeste sted, synes jeg. Vi er i Corvara. På hotellet har Pirelli også en gruppe VIP’s. Der er nogle racerkørere fra bil- og motorcykelsporten, deriblandt F1-piloten, Robert Kubica. I dag har de brugt rugbrødsmotoren, og de er oppe at køre. Kubica må op og stå, mens han med store fagter forklarer de andre, hvordan kan tog nedkørslen fra Passo Sella.

Hvor La Marmotte – eller Marmotte Granfondo Alps, som det vist hedder i dag – som køres samme dag, måske mere er for de performance-orienterede motionister, der leger rigtige cykelryttere og går op i tider, watt og placeringer, er Maratona mere hygge og tutte-nutte med alt det, som Tyrol nu står for. Altaner med blomsterkasser, grønne skråninger med køer med bjælder samt øl-serverende kvinder i tyrolerkjoler og med blottede kavalergange. Jeg tænker: Ja, det er sådan, motionscykling skal være.

Ud over at køre løbet, som virkelig var en fantastisk oplevelse, har jeg aftalt at lave et interview med Søren Jensen – for at finde ud af, hvem han er. Det skal finde sted i hotellets bar kl. 17, efter løbet.

Søren kommer lidt for sent. Han har haft travlt med at poste på Instagram fra løbet. Han underskylder og spørger, om ikke vi skal have en øl. Det skal vi. Fotografen, Edoardo, er allerede begyndt at tage billeder, og Søren spørger mig, om det går an, at der er øl med på billederne. Jeg siger, at det gør det. Selv i disse tider.

”Du kommer mig på en måde i forkøbet, for siden vi startede med at arbejde sammen med dig og Lizette (min kone), har jeg tænkt på, at jeg gerne ville lave et interview med dig, om dit forhold til cykling og til Italien. Men nu må jeg hellere lade dig være intervieweren,” siger han.

 

 

Et liv med cykling

”Hvordan startede det for dig med cykling?”

”Som for så mange andre startede det med Tour de France og Mader og Leth. Det var dengang med Bjarne og Rolf. Da startede jeg i begynderklassen i Cycling Aarhus. Med vintertræning nede på Kim Andersens rute, ”Rillen”, nede ved Horsens. Det var den mest ekstreme intervaltræning med Jesper Friis. Michael Berling var vist lige startet i Ungdom. Jeg var egentlig ikke så interesseret i at køre løb, men ville bare cykle rundt. Men så begyndte vi at træne over mod Silkeborg og Ry, og så opdagede jeg, at jeg kunne køre fra mange af dem op ad bakkerne, selvom jeg kørte på en tung Peugeot, som jeg havde købt hos Gunnar Asmussen. Efter min fars råd købte jeg den for stor. Og så fik jeg de der Adidas-sko, som du sikkert også kørte i. Men som sagt jeg blev interesseret i at køre cykelløb, og jeg fik lov til at træne om søndagen med et hold med Allan Johansen, Smeden.
Derefter – efter handelsskolen – kom jeg på det der cykelakademi nede på Lolland-Falster og blev uddannet som cykelmekaniker. Jeg har været omkring 18 år. Det var træning, undervisning og træning. Og det var noget, der hjalp, for da jeg kom hjem, vandt jeg de første tre løb og rykkede op i B-klassen. Lige før jeg ville have rykket i A-klassen, kom jeg via en ven til Belgien, hvor vi fik en masse tærsk i kermesseløbene. Som du sikkert selv har prøvet, boede vi på et lortehotel med fugt, der drev ned ad væggene, dårlig mad og elendige forhold. Man savner Danmark, men får noget hår på brystet af det. Vi kørte for det hold, der hed Flanders 2000, og jeg fik også nogle resultater, når vi kørte i Ardennerne.”

”Hvorfor tog du hjem igen?”

”Det var min far, der sagde, at jeg skulle komme hjem og gøre mine studier på Handelshøjskolen færdige. Jeg drømte jo stadig om at blive professionel. I Sydfrankrig eller allerhelst Italien, hvor der var masser af bjerge. Men jeg tog altså hjem, og da jeg manglede den sidste praktik, ville jeg gerne tage den i udlandet. Og jeg fik så tilbudt et job i Tyskland og lavede en aftale med en cykelklub i Freiburg om at køre for dem. Men jeg havde også sendt en ansøgning til Adidas´ hovedkontor. Og aftenen før jeg skulle rejse til Freiburg, og cykelkuffert og kuffert var pakket, startede jeg lige min fars 56.6 modem op for at tjekke mails, og så lå der en besked om, at Adidas havde en stilling til mig. Så jeg tog til Nürnberg i stedet og fik først en praktikplads og senere fastansættelse. Jeg cyklede for en lokal klub dernede. Da vi stillede til start i Henninger Turm med bl. a. Jan Ullrich i feltet, fandt jeg ud af, at det nok var svært at klare sig som cykelrytter, hvis man også skulle passe et krævende job med ansvar for marketing for Adidas’ børnesko.”

”Hvad gjorde du så?”

”Jeg tog tilbage til Danmark og blev tilbudt en stilling hos Adidas i Silkeborg – også med børnesko. Men da jeg kom og så, hvor småt det hele var, tænkte jeg, at det her går sgu ikke. Jeg havde haft globalt ansvar for 521 modeller i en virksomhed med 3500 ansatte, og nu stod jeg her med 12 varenumre og 15 ansatte. Så jeg ringede til Tyskland og spurgte, om jeg kunne komme tilbage. Men min stilling var allerede besat. Jeg fik så et job, hvor jeg skulle lave analyser af forbrugeradfærd og den slags. Det har jo altid været det kreative, der har været min stærke side, så det med tal var ikke noget, der interesserede mig så meget. Til gengæld lagde de mærke til, hvor meget jeg cyklede. Til og fra kontoret og i frokostpausen. Du ved jo selv, at man skal op på de der 4-5 timer. Og så var der nogle, der spurgte, om ikke de måtte køre med. Jeg gad jo ikke at have dem med hele tiden, så jeg sagde, at vi kunne køre sammen onsdag aften. I starten var vi 5-6 mand, men den klub, jeg startede, har i dag 500 medlemmer under Adidas.”

”Det førte så til, at de trak mig ind i udviklingen af cykelsko. Det var, mens vi sponsorerede Team Telekom med Bjarne og Ullrich på holdet. Vi lavede sko af kænguruskind, for at de skulle være så bløde om muligt.”

”Her lærte jeg også Mario Kummer (cykelrytter på Team Telekom) at kende, og han introducerede mig til en lille fabrik, der kun producerede FIFA-fodbolde og cykelsko for os. Det førte så til, at jeg begyndte at blive mere involveret i områder med sko og tøj til cykling.”

”På det tidspunkt overgik Adidas’ cykelrelaterede produkter så til Mavic, som jo er en del af samme koncern. Og de spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at flytte til Frankrig og blive en del af det. Og jeg flyttede så. Men hos Mavic var jeg jo en repræsentant for fjenden. Mavic var vant til at lave hjul og fælge, og de havde ikke lyst til at have noget at gøre med Adidas og tyskere.”

”Var det ikke en ubehagelig rolle?”

”Jo, i starten. Men hos Mavic kørte de decideret væddeløb i frokostpausen. Og der var nogle ex-proffer og flere, der godt kunne træde. Men Mavic ligger jo i alperne, og det var mit terræn, så jeg var blandt de tre bedste. og du ved jo selv, at det giver respekt. Jeg tog også en uges ferie for at være mekaniker i Mavic-bilen i Criterium du Dauphiné, og jeg gjorde det gratis, og derefter vendte det. Nu blev jeg involveret i udvikling af hjul og testede prototyper, selvom mit job egentlig var kommunikation. Og så at være bindeled mellem Mavic og Adidas. Senere har jeg tænkt, at Adidas måske havde den bagtanke med at sende mig afsted, at de tænkte, at jeg med min entusiasme kunne være med til at nedbryde nogle barrierer. Jeg havde tre rigtig gode år dernede. Når vi skulle til møder på kontoret i Annecy 2-3 gange om måneden, så cyklede nogle af os klokken 05.30 om morgenen for at være fremme 09.30. 150 km. Og så tog vi bussen tilbage samme med de andre.”

”Men hvordan kom du så til Castelli?”

”Jeg havde mødt Steve Smith nogle gange på messer. Han spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme og arbejde for Sportful. Og jeg håbede stadig på en cykelkarriere i Italien, og jeg var fristet til at sige ja, men gjorde det ikke. Indtil Steve ringede i januar 2006 og sagde, at de havde købt Castelli. Egentlig havde Sportful købt Castelli allerede i 2003, men nu flyttede de det fra Milano til Fonzaso. Efter at Maurizio Castelli døde i 1997 var det gået ned ad bakke for Castelli, og intet fungerede. Hverken produkter, salg eller marketing. 

Jeg spurgte Steve hvad han havde tænkt sig at gøre, og han svarede, at han ville lave det hele om. Forfra. Produktudvikling og alt. Du får lov at gøre alt, hvad du vil indenfor marketing, sagde han. Og det var der, jeg rykkede til Italien.”

 

Hos Castelli

Inden vi går videre, må jeg tage læseren ved hånden og optegne persongalleriet, eller den del af det, som var med fra starten og som har været – og stadig er – de drivende kræfter i forhold til Castellis succes:

Manifattura Valcismon: Selskab, som ejes af familien Cremonese, som består at den gamle Giordano ”Il Dottore” Cremonese, og børnene Gioia, Dario, Alessio og Alessandro. Selskabet ejer Castelli, Sportful og Karpos.

Camilla Bonomi: Arbejdede med salg allerede i det gamle Castelli i Milano, men flyttede til Feltre sammen med firmaet. Er export manager og gift med Søren.

Steve Smith: CEO hos Manifattura Valcismon og brand manager for Castelli. Steve kommer fra Nike i Portland og Amsterdam. Han startede som salgschef hos Sportful, men er nu medejer at Manifattura Valcismon.

Sonia Vignati: Fremragende skrædder, der formår at realisere de mest banebrydende produkter på brief – oftest fra Steve. 

”Nå Søren, hvordan greb I det hele an?”

”Vi lavede alt om. Hele produktkataloget. Og det var stort. Det seneste katalog var lavet på en strand på Cuba. Med en rytter på en Corratech-cykel med sadlen trykket helt i bund. Det var skrækkeligt. Jeg spurgte Steve om, hvor mange vi var til at løfte opgaven. Fire mand høj, var svaret.”

”Var det så dig og ham og Camilla og Sonia?”

”Det var det. Jeg sagde til Steve, at jeg ville komme over og se firmaet og hilse på de to andre den weekend, hvor der var GranFondo Campagnolo. Vi snakkede hverken løn eller noget, jeg flyttede bare. Direkte ind i lejligheden – du ved, den der ligger ovre bag ved kontorene. Der var kun en seng, ellers ingenting. Og ingen aircondition. Den ligger jo øverst, og der var 35-40 grader, så jeg var der så lidt som muligt. Arbejdede eller cyklede hele tiden.”

”Var det ikke en hård start?”

”Jo, og jeg kunne jo ikke et ord italiensk. Og nu havde jeg lige lært fransk. Men du ved jo selv, hvordan det er. Man må bare hoppe ud i det. Dengang var jeg den eneste udlænding ud over Steve, og jeg hed aldrig andet end ”Il Danese” (danskeren). Men italienere er jo imødekommende, og det er et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle. Det er meget hyggeligt.”  

Men det var en hård tid. Manifattura Valcismon var i vanskeligheder og havde fyret 150 medarbejdere, og vi har alt i alt kun 45 ansatte.”

 

Aero jersey som første milepæl

”Hvordan greb du det hele an?”

”Steve sagde, at jeg skulle lave hele vores branding om. Og han havde lavet en aftale med et reklamebureau, som han havde arbejdet sammen med, da han var hos Nike. De ville gerne hjælpe os med den første del uden at tage penge for det, og vi havde et kontor i USA. Jeg startede med at flyve derover og så til Interbike i Las Vegas og til en vindtunnel i San Diego. For at se om en ny trøje, vi havde udviklet, overhovedet var aerodynamisk. Vi anede det ikke.” 

Steve var optaget af aerodynamik. Han spurgte mig om, hvorfor cykelryttere kørte rundt i de flagrende trøjer. Og han havde lige købt et sæt Zipp 404 hjul med de der dimples. Vi var ude at køre i frokostpausen, og han spurgte mig, om jeg ikke mente, det burde virke på tøj også. Og så ind til Sonia og spørge, om ikke hun kunne lave en trøje med dimples. Hun spurgte, om han var skør. Hun var vant til at sy tøj, ikke til at fremstille tekstiler. Steve sagde, at det måtte jeg bare finde ud af. Og så tog jeg til den vindtunnel i San Diego med fem prototyper. Og det viste sig, at den trøje med dimples sparede 12 watt i forhold til den samme trøje uden dimples. Dér startede det hele. Trøjen kaldte vi for ”Split Second”, og det var verdens første aero jersey. Vi sponserede Saunier-Duval, og de var altså de første til at køre med hurtige jerseys. Det var i 2006.”

”Hvordan kom I i kontakt med Saunier-Duval?”

”Vi inviterede Mauro Gianetti og Gilberto Simoni herned og cyklede en tur i bjergene med dem. Vi havde ikke mange penge at tilbyde, men det var begejstrede. Gianetto sagde, at det var første gang, at han havde set et italiensk firma i cykelindustrien, som gik op i at cykle selv, og som talte rytternes sprog og så på produkterne, som rytterne ser på dem.”

”Hvad så derfra?”

”Så kom jo Cervelo TestTeam og derefter David Millar og Garmin. Men det var faktisk ikke før hele historien med Gabba-jakken, at vi begyndte at tjene gode penge på det. Vi havde meget små budgetter og tidligere underskud, som vi skulle afdrage på. Men du kender jo selv Steve. Han ser ingen begrænsninger, og hans ideer viste sig at bære frugt.”

”Troede du på projektet dengang?”

”I starten sagde jeg til mig selv, at jeg ville give det 2-3 år og derefter måske søge tilbage til Mavic eller et andet stort firma. Men nu er det jo så på 13. år. Og jeg har selvfølgelig også mødt min kone. Camilla.”

”Hvordan ser du på sig selv i dette projekt?”

”Jeg har altid holdt lav profil. Jeg vil hellere have, at man taler om Castelli end om mig. Det er vigtigt, at kunderne kender folkene bag firmaet, men det et mærket, der spiller hovedrollen.”

 

 

Cykling er oplevelser

Nu afbryder Edoardo os. Han vil gerne have os udenfor for at lave nogle billeder, inden solen ikke længere finder vej ned i hullet, hvor Corvara ligger, mellem 3000 meter høje bjerge. Dem vil han gerne have med på sine billeder. Det tager 10 minutter, og vi går ind igen.

”Du er utroligt alsidig, og mestrer mange discipliner. Hvad tror du, det skyldes?”

”Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg altid kun har beskæftiget mig med ting, som jeg har brændt for. Jeg har altid kunnet lide at lære noget nyt og at nørde med tingene. Og at rejse og lære nye sprog. Jeg tror egentlig, jeg er god til at lære alt, hvad der interesserer mig. Jeg har altid kunnet lide at kommunikere. Da jeg kom hertil i 2006, startede jeg vores Facebook. Det var en ny og nem måde at kommunikere på, selvom der på det tidpunkt ikke var så mange af vores forbrugere, der var på. Men vi havde ikke penge til andet. Vi brugte hele vores marketingsbudget på at sponsorere Saunier-Duval. Og så sendte vi nogle produkter ud til det, der i dag kaldes influencers, for at få dem til at tale om os. Det var den vej, vi gik i starten.”

”Er der ting uden for cykling, der interesserer dig?”

”Da jeg boede i Frankrig, studerede jeg til sommelier, og siden har jeg sat mig grundigt ind i øl. Og historie. Verdenskrigene og Napoleonskrigene, som har involveret områderne omkring, hvor vi bor i Dolomitterne.”

”Hvad er der cykling kan, som fascinerer så mange?”

”Cykling kan tage dig med ud på en oplevelse, Det er få mennesker, der kan løbe mere end 10-15 km., og så er der gået en time, hvor du i øvrigt ikke kunne tale undervejs. Men hvis du cykler 100 km., f.eks. i det danske landskab, så tænk på, hvor meget du kommer til at se. Skove, marker, veje, fjorde og dyr. Og du kan tale med dine følgesvende imens. Mange mennesker ved ikke, hvordan naturen ser ud i deres nærområder, før de begynder at cykle. Cykling er meget socialt. Du tager jo ikke til Mallorca sammen med andre for at løbe 10 km. hver morgen. I cykling er du sammen hele dagen. Standser og får en frokost på vejen og ser en masse ting. Og så kan du som cyklist relatere til profferne, når du cykler de samme bjerge, kører med det samme tøj og på den samme cykel.”  

”Hvordan bliver typisk et nyt Castelli-produkt til – og hvor lang er typisk vejen fra idé til færdigt produkt?”

 

”Det kommer fuldstændig an på, hvilken slags produkt, vi taler om. For et nyt produkt til profferne kan tage fra tre måneder til et år. Det kommer an på, hvilke tests der skal foretages. F.eks. vores første Free Aero Race bibshort gik igennem 18 prototype-tests med Cervélo TestTeam, inden vi endelig have alle rytternes godkendelse. Ryttere som Carlos Sastre og Thor Hushovd med to vidt forskellige kropsbygninger og rytterprofil skulle begge kunne lide produktet. Buksen samt puden skulle fungere både til brostensløb og i 35 graders varme under Touren.” 

”Normale “non-pro”-produkter tager normal 18-24 måneder fra brief / første tegning/sketch, til det færdige produkt er på gaden.”   

”Hvad er Castellis DNA?”  

”Castelli’s DNA kan beskrives med to nøgleord: Speed & Emotion. Alt, hvad vi laver eller kommunikerer, skal indeholde et mix af begge. Castelli har altid repræsenteret det fineste inden for italiensk kvalitet og har udviklet det mest innovative tøj til cyklister, som ikke går på kompromis med detaljer og som ønsker maksimal ydeevne. Med 143 års historie hører Castelli til et af de ældste firmaer indenfor cykelindustrien, samt er det et af de firmaer, som har “pioneered” det cykeltøj, som vi alle bruger i dag, herunder de første Lycra shorts, som blev introduceret i 1977 under Milano-Sanremo og kun leveret til de professionelle ryttere. Sublimationstrykte polyester cykeltrøjer, fantomdragten (idèen var taget fra ski-hop), wind-membrane (Hinault bar den første vindtætte trøje, da han vandt Fleche Wallonne-klassikeren i 1983), wicking fabrics med team ONCE i 1998, den første syntetiske pude (Dinor) samt den Y-formede (samme form som cykelsadlen) pude, som vi kender det i dag.” 

”I nyere tid, fra den periode, som jeg har arbejdet med Steve Smith, har vi fortsat denne udvikling og innovation med at introducere de første aero trøjer og bukser (Aero Race Jersey / Free Aero Race bibs) med Team Saunier Duval i 2007 og senere med Cervélo Test Team, samt den letteste trøje (69g i str. Large), som nogensinde er blevet produceret og brugt i professionel cykling. Det vildeste var, at den blev produceret i Polypropylene-materiale, som kun absorberer omkring 15% af kroppens sved, så det er den perfekte trøje til de franske alper og varme temperaturer i juli. Derefter kom den ikoniske Gabba trøje, Sanremo Speed Suit, som begge er blevet kopieret af stort set alle cykeltøjs-producenter. Vores sjette generation af Aero Race trøjer er endnu et tegn på, at vi aldrig står stille med hensyn til innovation. I gennemsnit besøger vi 8-10 dage om året 2 forskellige vind-tunneller, samt arbejder med aero-specialister, som alle har tilknytning til Team INEOS eller det Italiensk cykelforbund.”

 

”Hvordan udvælger I hvilke teams/events, I vil sponsorere?”

”Der, hvor vi finder en partner med samme lidenskab og værdier indenfor cykling som Castelli. Hvor der kan drages linjer til cykelhistorie, innovation, nysgerrighed og trangen til at forbedre, hvad vi allerede har.”

”Hvad er forskellen (fra et marketingssynspunkt), at sponsere Giroen og Maratona?”

”Dette er to helt forskellige arrangementer, men begge giver os global markedsføring. Giro’en mere på det brede niveau og specielt hos folk, som måske netop er begyndt at cykle, hvor Maratona er direkte henvendt til cykelfanatikerne.” 

”Hvordan ser du betydningen af fysisk at være til løb/events?”

”Det er fundamentalt at være til stede for at bibeholde relationer med holdene, rytterne, pressen etc. Ligesom rytternes agenter, så er vi også rundt for at snakke med holdene om eventuelle sponsorater, marketings-aktivering etc.” 

”Samtidig er det vigtigt at vise,  at du er tilstede og står ved rytternes side, når tingene går godt som skidt.” 

”Hvordan går du til værks når du lavet årets marketingsplan?”

”Det er meget vigtigt at vores marketingstrategier øger opmærksomheden omkring Castelli brandet og samtidig understøtter salget. Da vi har to kollektioner (sommer og vinter), vælger vi ca. 5-6 produkter ud fra hver kollektion, som vil ligge grundlaget for hele den pågældende sæsons kommunikation. Ofte er det vores high-performance Rosso Corsa-produkter, som profferne benytter til træning og løb. 

Balancen imellem vores budskaber – vækst af salget og styrkelsen af brandet – ligger mest på brandet. Vi kan ikke komme udenom det, Castelli er et produktbaseret brand. Det er det, vi er bedst til og der, vores lidenskab ligger. Men samtidig vil vi også dele de oplevelser fra vind-tunnelen, proto-testing på landevejene, historier fra profferne, events og så videre med vores fans. Så i sidste ende bliver en stor del af vores kommunikation-strategi bygget op omkring storytelling-principper, hvor vi bevæger os længere væk fra produktet og det kommercielle for at skabe et emotionelt budskab til modtageren. Budskaber, der ofte fungerer godt i dette stadie, er typisk vores value proposition, medieomtaler og storytelling-budskaber omkring den værdi, vi skaber.”

”Vores kommunikationsmodel er baseret på den klassisk AIDA-model, en awareness/interest/consideration/conversion-tilgang samt en effektiv digital marketingstrategi med et cross-channel-fokus. Vi er fem personer, som arbejder på det Italienske marketingskontor og fire personer i USA. Selvom vores opgaver er forskellige, kan vi alle lidt af hvert, og derfor er det nemt at hjælpe en kollega.” 

”Vi har ikke noget reklamebureau eller anden ekstern hjælp. Alt foregår internt, og derfor er det også nemt at tage nogle “last minute decisions” samt ændre dagens prioriteter. Denne transparency, at vores budskaber, billeder, videoer, kataloger etc. ikke er så fint polerede, tror jeg, gør Castelli autentisk.” 

”Det er megen ”good feeling” omkring Castelli. Hvordan er den opnået?”

”Ærlighed, simpelhed, venner med mange pro-ryttere, transparent i alt, hvad vi fortager os online, videoer, kataloger, eller når vi besøger profferne.” 

”Og så tror jeg også, at det har noget at gøre med, at vi også er “flittige” på landevejen, når vi ikke er på kontoret. Vi snakker samme “sprog” som profferne.” 

”Hvordan vurderer du betydningen af at være tilstede i WorldTour med jeres produkter?”

”Utrolig vigtigt. Det er kun her, at vi virkelig kan se og måle, om de aero- eller foul weather-produkter, som vi udvikler, også fungerer for rytterne, fra hjælperen, som skal være aero, men også have plads til mange drikkedunke, jakker etc, samt kaptajnen. Samtidig er det jo også et godt vindue for nye produkt-præsentationer som f.eks. Gabba-trøjen, Sanremo suiten, aero-trøjen etc. Da de andre ryttere fra andre team så den Gabba-trøje, som Team Garmin-Barracuda havde, fik vi jo en masse opkald fra andre teams, amatører, slutbrugere etc. som havde set et billede på Instagram, eller havde hørt en rytter nævne, hvor fedt et produkt, det var.”

”Hvordan/hvor tæt arbejder I sammen med rytterne i WT/landsholdet?”

”Meget tæt, det er mere et venskab, vi har med ryttere samt staff fra forskellige hold end et partnerskab. Jeg glemmer ikke, at vi skulle til Nice for at teste en ny fantomdragt for Froome, hvor han invitererede os hjem til ham selv i Monte Carlo. Men som han sagde ”her er det jo mere roligt og casual, end i Team Ineos team hus.”

”Castelli er nået langt med aero og foul weather. Kan der udvikles mere på disse felter?”

”Ja, specielt når det er koldt, og fødderne/hænderne bliver kolde. Der kommer hele tiden nye tekstiler, som også bliver bedre til at regulere kropstemperaturen.”

”Hvad er næste mega-trend indenfor cykeltøj?”

”Det bliver Smartfabrics – puls og temperaturmåler integreret i tekstil-fibrene og body heat regulation. Alt, som kan styres fra en app, når man er ude at træne eller fra teambilen. Og crash protection.”

Her bliver vi afbrudt af Camilla. Vi er langt over tid. Der er gået næste en time over den aftalte tid, og vi kunne nemt have fortsat meget længere. Men vi skal ud og spise med resten af gruppen, som allerede står og venter på os. 

Som hver gang jeg er ude med Castelli, har det været en fantastisk tur i det bedste selskab. Speed & Emotion er deres slogan. For mig er det rigtig meget emotion. Det er en af mit livs største glæder at arbejde sammen med disse folk.