Contre la Montre

Der var ikke kørt mange kilometer af gårsdagens contre la montre, før det stod klart. At Jonas Vingegaard havde ramt endnu en dag med diamanter i benene. I perfekt aeroposition, og altid oven på pedalene, jog han hen over sydfransk asfalt med 60 kilometer i timen, og man behøvede ikke at kigge på mellemtider for at forstå, at det eneste han skulle koncentrere sig om, var at undgår styrt. Det skulle på de allersidste kilometer vise sig, at han så stort på dette hensyn, da han kom for langt ud i en kurve, og kun et mirakel forhindrede ham i at ende i bjergvæggen. Det må have været i hårrejsende øjeblik for Jumbo-Visma ledelsen, der godt ved hvor ondt der gør at tabe en sikker Tour de France-sejr sent lørdag eftermiddag.

Hvordan en mand på 60 kg. kan køre lige så stærk som kraftkarlen Wout Van Aert i det terræn og i den disciplin, er umiddelbart noget af en gåde, men en del af forklaringen ligger nok i Vingegaards formidable restitution efter tre uger i rødt felt, og selvfølgelig hans aerodynamik.

Apropos aerodynamik, så er der blevet talt en del om at Van Aert, Vingegaard og Pogacar var handicappede af at skulle køre i organisationens aerodragter fra Santini, og det var et handicap de alle havde, og som derfor stillede dem lige. Det er ikke rigtigt. Der er ingen der ved hvor optimal en dragt er på en mand før den er testet i vindtunnelen. Det kan sagtens være at den ene af dem, har den været omtrent lige så god som hans egen, og for en anden kan den samme dragt have været væsentlig dårligere end hans egen. Der foregår et stort individuelt tilpasningsarbejde for hver rytter for at finde frem til den bedste dragt. Santinis skræddere forsøger dog at tilrette dragterne så godt som muligt til hver rytter inden etapen.

I cykling opnår man ingen store resultater uden at der er journalister der skal gøre sig nyttige ved at stille standardspørgsmålet: ”Kan vi stole på dig/jer?”. Det skete med den daglige solopgangs uafvendelighed selvfølgelig også i går.

Det er svært for mig at regne ud, hvad man forventer af svar på sådan et spørgsmål. Er der nogensinde nogen i hele cyklingens historie der har svaret benægtende på det spørgsmål. Jeg tror det ikke. Og omvendt, hvad kan man bruge et bekræftende svar til. Det er jo det eneste mulige.

At spørge sådan tjener alene til at opretholde billedet af ryttere og hold som kriminelle, og det ikke andet end plump frækhed at stikke mikrofonen op i hovedet på folk og stille det spørgsmål, hvis iboende betydning jo er, at man ikke stoler på dem. Ville man selv drømme om at stille det spørgsmål til sin grønthandler, automekaniker eller læge. Nej, vel. Og hvis man gjorde, så kunne man nok være sikker på at blive jaget ud af butikken under eder og forbandelser.

Det giver ikke mening at svare på det lortespørgsmål, var da også Van Aerts svar.

Man må beundre Jumbo-Visma for det fokus de har holdt på opgaven, selvom det i nogle dage har lignet en sikker Tour-sejr. Der har ikke været nogle jubelscener eller kækheder. Dyb professionalisme har rådet, og ryttere og staff har hele tiden haft blikket rettet på den opgave der lå lige foran dem. Selv Vingegaard var yderst behersket efter den store triumf på Hautacam. Ikke noget med at fejre i utide. Først da Vingegaard kørte over stregen i går mærkede man forløsning og glæde hos ham og holdet. Og det var bevægende at supermanden Van Aert, der høster store sejre som en mejetærsker høster hvede, var den mest berørte og den mest glade af alle. Det fortæller meget om den holdånd Jumbo-Vismas ledelse har formået at skabe.

Vingegaard kvitterede ved at erklære, at såfremt Van Aert i fremtiden vil køre klassement, så er han villig til at dele lederskabet. Men hvor mon Roglic er i alt dette. Ude af øje ude af sind. Medier hævdede i går at han har brækket to ryghvirvler ved styrtet på 5. etape, og at han er tvivlsom starter i Vueltaen. Det har ikke været hans år. Men der er andre til at løfte opgaverne, og der en ingen tvivl om at alle andre hold vil komme til at bruge vinteren på at studere Jumbo-Visma modellen, som langt henad vejen ligner – eller er inspireret  af - Ineos modellen. Dengang de hed Team Sky var de først til at inddrage videnskabsfolk fra F1 og rumfart i deres arbejde, og til ikke at vælge de materielleverandører der betalte mest, men dem der kunne gøre dem hurtigst. Denne tilgang vil komme til at danne skole, og vil lægge pres på industriens R&D-afdelinger, men det vil også skabe en yderligere polarisering mellem superholdene og de mindre hold som må tage hvad der tilbydes for at få økonomien til at hænge sammen.