DA REMCO KRYDSEDE RUBICON

"Hans udlæg var brutalt. På bare 19 kilometer mod uret, pulveriserede han resten af feltet, og der skulle en apotekervægt til at veje konkurrenternes samlede moral efter afstraffelsen. Jeg er overbevist om, at det der skete den dag, har sat spor i hovedet på konkurrenterne, som forklarer den del af den manglende klassementskørsel, vi har oplevet indtil nu. Man lærte at nøjes."

Da Remco Evenepoel, på Giro d’Italias 9. etape, som Julius Cæsar havde gjort 2072 år tidligere, krydsede Rubicon-floden, og straks efter, med en corona-diagnose, måtte kaste håndlædet, mistede Giro d’Italia nr. 106 sin magi, og blev slet og ret en regulær grand tour.

Det var Evenepoels overjordiske talent og kørestil, der først og fremmest havde skabt de store forventninger til denne udgave af verdens smukkeste cykelløb. Hans fysiske kapacitet, hans aggressivitet og spændingen ved at skulle se hans fulde rækkevidde, og om hans hold ville kunne klare opgaven at beskytte ham mod mastodonterne, Jumbo-Visma og Ineos, der havde gjort denne Giro til den mest imødesete i mange år.

Hans udlæg var brutalt. På bare 19 kilometer mod uret, pulveriserede han resten af feltet, og der skulle en apotekervægt til at veje konkurrenternes samlede moral efter afstraffelsen. Jeg er overbevist om, at det der skete den dag, har sat spor i hovedet på konkurrenterne, som forklarer den del af den manglende klassementskørsel, vi har oplevet indtil nu. Man lærte at nøjes.

Der er kørt 15 dages Giro d’Italia, og der har, bortset fra de to enkeltstarter, været kørt cykelløb om klassementer i 10 minutters tid. Det er uhørt, og formentlig aldrig tidligere set.  Og det er ikke alene uhørt, det er også stærkt skuffende, at ingen – absolut ingen - har fundet anledning til at animere løbet.

Det er normalt, at de første dage af en grand tour tilhører sprinterne, og de etaper har afgjort deres fascinationskraft på det tidspunk af løbet. Men man kommer ikke uden om, at i en grand tour handler om, det er først og fremmest kampen om førertrøjen. Kampen om at vinde løbet. Og den kamp har vi ikke set noget af, og alene af den grund er Evenepoel stærkt savnet. Han ville aldrig have så mange dage gå til spilde uden at vise hvad han kan udrette.

Det har ikke gjort det hele bedre, at protokollen for ekstremt vejr, har været i spil flere gange. Også hvor der ikke har været tale om ekstremt vejr, men bare om møgvejr, som er en del af at køre cykelløb. Man skal være varsom med at sidde i sofaen, og være hård negl på andres vegne, og vurdere på forhold man ikke kender,  og det giver ikke meget mening at poste billeder af ryttere i korte bukser, der forcerer snedriver i Dolomittene før 2. verdenskrig. Men 6 grader og regn på toppen af ét bjerg (Radici) er ikke ekstremt vejr. Det er meget koldt, og bestemt, ikke rart, men som Moscon sagde til RAI, så skal man jo aflyse cykelløb hele tiden, hvis man ikke kan køre under de forhold.

Så var der Crans Montana-etapen, som blev reduceret til 75 km. Også på grund af protokollen for ekstremt vejr. Men jeg har siden læst mig til, at det var 12 grader ved start og 10 grader i pashøjde. Det har intet med ekstremt vejr at gøre, og det sås også ved, at der kørte ryttere i race jersey med korte ærmer henover passet.

Det var en ringe trøst at se, at Christian Salvato, som er direktør for de italienske rytteres sammenslutning, om aftenen måtte sige undskyld til arrangøren og fans fordi man havde stolet på en vejr-app, der forudsagde klimatiske omstændigheder, der aldrig blev til virkelighed.

Adam Hansen og Christian Salvato har de facto taget magten fra arrangøren, der ikke længere er boss i sit eget løb. Glidebanen startede for 2 år siden, da nogle af rytterne ikke gad at køre 220 km i regnvejr og 12 grader, hvorefter etapen reduceredes, og den første del af den tilbagelagdes i bus. Vegni var rasende, men magtesløs. Dog ikke så magtesløs som nu.  

Det er måske på tide for Adam Hansen, at tænke på, at enhver generation står på skuldrende af de tidligere, og at cykelrytteres heltestatus er grundlagt af folk, der har tålt store, store lidelser, under langt sværere vilkår end dem cykelryttere udsættes i dag, og det er de emotioner, som de har givet tilskuerne, der forsyner de nuværende ryttere med deres glorie. Og det er også det der får folk fra hele Italien, Europa og endda fra USA og Australien til at rejse til Giroen for at hylde rytterne langs ruten. Og det er det der får hver eneste landsby langs hver eneste etape til at lave rosa udsmykninger i flere uger inden løbet kommer. Lysten til alt det vil nok aftage hvis man ikke kan regne med at rytterne kommer hvis der er koldt og regnvejr.

Men det har godt været en uhørt våd og kold Giro, og det har uden nogen tvivl været frygteligt for både ryttere og staff at nå hertil.  Gennem daglige mine samtaler med Anders Mielke undervejs, har jeg forstået at mindst halvdelen af feltet er syge. Af den grund kan det sagtens være, at forkortelsen af etapen til Crans Montana var fornuftig. Med henblik på at forhindre, at løbet kommer til Rom med 40 ryttere. Men ekstremt vejr var altså ikke, og det er meget vigtigt at kalde ting ved deres rette navn, hvis der ikke skal dannes præcedens for at man ikke kører i 10 grader.

Da Evenepoel var rejst hjem, var håbet, at tandemen Hart/Thomas kunne opfinde noget, der kunne sætte Roglic på en hård prøve. Det var endnu et blow for løbet (og selvfølgelig for ham selv), da Hart sagde farvel til Giroen med hoftebrud efter et meget banalt styrt. Dermed var kedsomheden sikret. Roglic var himmel henrykt over at være fri for førertrøjen, og ligge på 2 sekunder, og han havde ikke i sinde at løfte en finger for at ændre på det. Og Thomas var vist (forståeligt) glad for at være i rosa, indtil han vist kom til at tænke på, hvor megen energi Roglic sparede ved ikke at være det.  Men altså, Armirail skal fandme ikke føre Giroen efter 2 uger.…..

Nu er der fire dage til at afgøre cykelløbet. Jeg frygter, at selv den benhårde etape tirsdag til Monte Bondone ender uden bataljer fordi Roglic er for glad for sin situation, og at Thomas ikke tror på, at han kan ryste Roglic. Underholdningen hænger nok på Almeida og Caruso, som vel ikke kan tillade sig at vente til 3 Cime di Lavaredo med at blive læsset. Men nu gider jeg altså ikke at se flere udbrud køre hjem. Nu må klassementsfolkene på banen.

Torsdags-etapen til Val di Zoldo er også meget hård, og et fantastisk terræn til angreb, men det bliver nok først fredagens monsteretape til Lavaredo, der sætter tingene på plads. Der er terrænet så grumt, og slutningen så nær, at der ikke er mulighed for andet end at lægge alle kort på bordet. Jeg tror, at Roglic kommer til at lave en exploit. 

2-3 brag af etaper vil nok kunne få os til at glemme de to ugers ørkenvandring. Men mindre kan ikke gøre det.

Foto, Sirotti

Kom nu, folkens. Viva Il Giro!