Danmark Rundt Indefra

ALLEREDE PÅ VEJ IND I AALBORG TIRSDAG AFTEN ER DET TYDELIGT, AT DER ER NOGET STORT PÅ FÆRDE. CYKELRYTTERE, SERVICEBILER OG BUSSER I UDANSKE FARVER OG GRAFIKKER ER SYNLIGE OVERALT. SELVOM JEG GODT VED, DE ER MED I DANMARKS STØRSTE CYKELLØB POSTNORD DANMARK RUNDT, ER DET ALLIGEVEL ET OVERRASKENDE SYN AT SE ASTANAS STORE TURKISBLÅ SET-UP FORAN COMWELL-HOTELLET. ET PAR STORE BUSSER, EN LASTBIL OG NOGLE PASSATER FYLDER GODT I BILLEDET. 

SELVOM DER ER FLERE ANDRE HOLD MED STORE OPSÆTNINGER, ER ASTANA DET MEST EKSOTISKE. SIKKERT FORDI JEG ER VANT TIL AT SE DEM I GRAND TOURS OG KLASSIKERE. JEG SYNES, DET ER ET PROMINENT BESØG DER I AALBORG.

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

 

MED WAOO PÅ TRØJEN

Men jeg skal ned til Scandic til Virtu-holdet, eller rettere Waoo-holdet. For i PostNord Danmark Rundt præsenteredes holdets nye hovedsponsor. Waoo er udbyder af hurtigt internet og har tegnet sig for hovedsponsoratet for resten af sæsonen.

Bjarne Riis havde ringet til mig præcis en uge før og havde fortalt mig, at aftalen med Waoo var en realitet, og at vi skulle bruge tøj med deres logo på til løbet. Desværre er custom made cykeltøj ikke muligt at lave på en uge, og slet ikke i flere forskellige styles, så der blev fundet en løsning med en dygtig tekstiltrykker, som kunne gøre Virtu-logoet usynligt og trykke det nye sponsornavn hen over på det tøj, som vi allerede havde.   

Også Scandics store parkeringsplads er fuld af lastbiler, busser og servicevogne. Når et etapeløb kommer frem til et hotel, er cykelholdene ikke gæster, men besættere, som rykker myndigt og selvbevidst ind med faste, effektive og hurtige rutiner. Det er som at se bagmandspolitiet rykke ind i en virksomhed, der skal undersøges. Hotellets og andre gæsters rutiner må vige for en magt, der er større end dem, og personalet arbejder på højtryk i håb om at kunne nøjes med at ende som midlertidige krigsfanger.

Team Waoo stiller med et godt hold bestående af Alexander Kamp, Torkil Veyhe, Asbjørn Kragh Andersen, Rasmus Guldhammer, Niklas Larsen og Jesper Schultz. Bjarne har ambitioner om at køre klassement. Han siger til mig, at det er en skam, at Kamp ikke har kørt nogle flere enkeltstarter og ikke træner i enkeltstart. Han er nemlig skarp på stigningen nede i Vejle, hvor klassementet som regel sættes inden den afgørende enkeltstart. Han tror også på, at Kragh kan lave noget dernede. Og ellers på Niklas Larsen i spurterne.

 

RIIS OG DE SMÅ DETALJER 

Inden middagen går jeg med Bjarne ud til bilerne, hvor mekanikerne arbejder med de blå Storck-cykler, som er lakeret med en Bjarne Riis signatur i guld og ørnevinger i lyseblå. Grafiske træk, som går igen på tøjet. Riis vil have, at tingene spiller, uanset om man taler WorldTour eller Continental. Han kigger efter alt på cyklerne. Er bremseklodserne slidte, er styrbåndet rent, er ringene uden skår. Jeg ved ikke, hvor bevidst det er. Det ligner en art rutine.

 

 

Så kommer Claus Michael Møller rullende ind med en gruppe medlemmer af Virtu Business Club, som har været ude at cykle og er blevet overrasket af en ordentlig byge. De vil gerne se holdbilerne, hilse på Bjarne og måske en rytter. Eftersom Bjarne ikke kan holde ud at se en beskidt cykel, griber han højtrykspistolen fra mekanikeren og giver sig til at spule alle motionisternes cykler. Han er ikke så nøjeregnende, så nogle får også spulet sko og sokker.

Efter middagen går Bjarne og jeg en tur op på Comwell, hvor arrangørerne bor. Vi får et glas vin med Jesper Worre og taler om alle de mange anekdoter, som Danmark Rundt har genereret gennem årene, og om årets rute. 
“Hvis det blæser i morgen, skal i passe på oppe i Løkken”, advarer han, “Der er meget smalt, og man kan ikke komme frem på den smalle vej med biler parkeret i begge sider.

Så kommer Mads Pedersen forbi. Han er på vej i seng. “Ved du godt, at du er udnævnt til feltets extreme weather chef”, spørger Worre. 

“Nej, men så skal der i hvert fald køres cykelløb, med mindre der er is på vejene”, svarer traktoren fra Lejre. Man ventede sådan et svar fra den kant.

KAMP MELDER KLAR TIL KAMP

Næste morgen er der taktikmøde. “Det her er vores Tour de France, drenge”, siger Bjarne. De får en pep talk og ligner nogle, der er klar til krig. “Vi kører for Niklas, hvis vi kommer samlet hjem, sørg for at køre ham frem”, lyder ordren. 

Men der er også den stejle bakke på rundstrækningen. Den er op mod 20% på det stejleste, og man er ikke sikker på, at det vil ende i en spurt. Kamp og Kragh er i hvert fald klar til at gribe ind i en mulig aktion, hvis den skulle opstå.

Der er en flot og solrig, men kedelig etape. Der kører et morgenudbrud, og feltet cruiser hele dagen, uden der sker noget som helst. Vesterhavet har vist aldrig afgivet så lidt vind som i dag. Inde på rundstrækningen forsøger Chris Juhl og Kamp med fremstød på bakken, men alt kvæles. Også Mads P’s fremstød efter bakken. Alle tror, det bliver en regulær spurt, men Lasse Norman anticiperer sprinterne med et hug 500 meter før flamme rouge og kører som en kanonkugle indtil stregen. De afmægtige sprintere må tage til takke med sekundære placeringer. Team Waoo og Niklas Larsen kommer ikke rigtigt i position til at spurte. Første mulighed for en placering er tabt.

Jeg har stået 50 meter efter stregen og fulgt med på DR på min telefon. Da Norman kører under flammen, vil jeg ud og se dem live. Jeg stikker hovedet ud, og han farer forbi 50 cm. fra mig. Jeg havde ikke tænkt, at signalet kunne være et minut forsinket.

Bjarne tager som altid en runde til alle ryttere efter opløbet for at tjekke ind med dem. “Jeg synes, der var sådan en bitchy stemning derude mellem os”, siger Kragh. “Jeg bliver nødt til at spørge de andre, om det er mig, der har gjort noget galt”. 

Efter etapen sidder jeg sammen med Bjarne og sportsdirektør Daniel Foder og taler om muligheder til næste dags kongeetape til Vejle. Kunne man alliere sig med et andet hold og lægge pres på udefra og for en gangs skyld skabe en anden afgørelse end at spurte på Kiddesvej? Vi vender forskellige scenarier, og så går Kamp gennem lobbyen. “Kamp, kom lige her”, råber Bjarne. Kamp kommer og sætter sig. Bjarne vil vide, hvor han er mentalt.

“Kamp, hvad så?”

“I skal køre for mig i morgen. Jeg kører på Kiddesvej sidste gang, og der er ingen, der kommer med”.

Foder og Riis ser på hinanden og ved vist ikke, om de skal tro, at Kamp laver sjov. Men det gør han ikke. Han er stålsat og tror på, at han kan smadre feltet.

Lidt senere ringer agenten Ken Sommer, som har flere danske stjerner i sin stald, til Bjarne og spørger, om der kan skaffes VIP-pladser til ham og hans far Ron. Så vil de flyve ind i privatjet dagen efter. Her bliver Riis andægtigt. Ron var den øverste boss i Deutsche Telekom, dengang Bjarne vandt Touren. Bjarne fortæller mig, at det var ham, der introducerede den tyske telegigant på børsen og åbnede børserne i Tokyo, Frankfurt og New York indenfor samme døgn.

KIDDESVEJ I KIKKERTEN

Næste morgen skal vi køre i bil fra Aalborg til Viborg, hvor starten går. Bilerne er klar og rytterne ombord. Kun Kamp mangler. Så kommer han med sin rygsæk. Han ser, at jeg er alene i min bil og sætter sig ind til mig. Han kan godt lide at være lidt for sig selv, når han er sat op. Det så jeg også til DM.

Vi snakker lidt om dagens etape. Jeg spørger om han seriøst føler sig sikker på, at han kan sætte Mads P. og Van Aert på Kiddesvej. Han er ikke lige så skråsikker som i går, men sikker på, at der i hvert ikke er nogen, der kan sætte ham. Han fortæller, at han har trænet på Kiddesvej for at finde ud af det bedste sted at lancere og i det rigtige gear, hvor man både kan accelerere og lave progression. Han har også prøvet på stor klinge. “Men jeg kan bedst lide at spinne. Jeg kører stærkere, når jeg har kadence,” siger han. 

 

 

Jeg kan mærke, at han bliver lidt mere fraværende. “Det er ikke fordi, jeg ikke gider at snakke, men jeg vil gerne lige høre lidt musik”, siger han pludselig og tager head phones på. Men det varer kun 2-3 minutter, så tager han dem af og spørger, om jeg gider at høre musik. “Ja, det er fint”, siger jeg. Han tilslutter sin Spotify på mit system i bilen, og jeg overraskes meget over at høre en playliste med klassiske ballader. Blandet andet Beethoven og Puccini. 

Alexander Kamp er på en gang åben og reserveret. Hans fysiske fremtoning giver indtrykket af en åben bog. Han er næsten altid smilende og outgoing – med offensive bemærkninger. Men som jeg sidder der en times tid med ham og spørger om hans liv og hans syn på det ene og det andet, ser jeg er reservation og sårbarhed, som jeg ikke har bemærket før. Han er meget reflekterende i forhold til den menneskelige eksistens og har stærke holdninger. Han forstår ikke, at danskere er så tryghedssøgende. “Lige meget hvor meget du garderer dig, og hvor meget du nægter dig selv af fornøjelser, er der aldrig nogen garanti. Du kan få en tagsten i hovedet i morgen”, siger han.

På torvet i Viborg bliver jeg tiltalt af en olding. Tænker, at han må være over 90.

“Jeg er også gammel cykelrytter”, siger han. “Jeg kørte med Hans E i 40’erne og 50’erne.”

“Det var længe siden. Kørte du så for Viborg ligesom Knud Dam?”

“Det er nogle sjove cykler, de kører på. Sadlen er så højt oppe og styret så langt nede. Sådan var det ikke i min tid, da sad de lige højt.”

“Ja, men i dag handler det jo om aerodynamik, og de holder næsten altid ope i bremsegrebene.”

“Det kan ikke nytte noget at snakke til mig. Jeg er døv.”

 Så render jeg ind i Mads P, der holder hof. Han er populær overalt.

“Er du glad for de skivebremser”, vil jeg vide.

“Hmm, de bremser jo godt. Især i regn. Ja, de bremser næsten for godt, for jeg har været ved at ryge på røven et par gange, fordi dækkene ikke kan hæfte nok i forhold til bremsekraften. Men jeg kan sgu bedre lide udseendet af cyklen, når der er almindelige bremser på. Selvom det hjælper, at Shimano har fået lavet nogle greb, der ser normale ud.”

 

 

 

EN BELGISK CROSS-KANON TIL FORSKEL

Etapen starter og igen et morgenudbrud, der får fire minutter. Der sker ikke det store, men for Team Waoo bliver det alligevel en dag, der får betydning. Der har været tissepause, og Guldhammer er samtidig nede efter vand. Det er der brug for, for der er over 30 grader. Der er tre Waoo-ryttere som har været af for at tisse og kører lige forbi Guldhammer, der er ved at loade vandflasker. Den går altså ikke, når ham, der sidder i bilen, har brugt årevis på at disciplinere WorldTour-hold. Riis kalder de formastelige over radioen og spørger, hvor de skal hen, mens de kører lige forbi en holdkammerat, der er ved at hente vand op til feltet. Så må de retur og tage deres del af den opgave.

“Det, der ændrer min approach?”, svarer Riis mig om aftenen. “Jeg forstår ikke, at de ikke har lært at køre som et hold. Det må vi begynde at arbejde med her.”

Niklas og Torkil gør ellers, som det er aftalt og laver et hårdt fremstød ude ved Hopballe. De kører stærkt, og feltet knækker nede omkring 10. position. Men to mand er for lidt til at holde presset hårdt nok i tilstrækkelig lang tid, og forsøget kvæles. Det var der, det havde været godt med en alliance, så der er havde været 5-6 mand til at lægge pres.

Chris Anker er gået ud på en stor ekspedition. Han køre solo igennem det utroligt smukke Grejsdalsterræn. Og han kører stærkt. men inde på rundstrækningen viser overmagten sig for stor, og han opsluges af feltet.

 

 

 

Inde på rundstrækningen kommer første store fremstød. Det er Guldhammer, der aldrig har leveret dårligt på hjemmebane. Han kører stærkt, men der kommer ingen op til ham, og alene er det dødsdømt.

Jeg ser finalen på TV inde i PostNords VIP-område, hvor Virtu har 140 gæster. Vejle-etapen er vel Danmarks største klassiker og må være den, der har flest tilskuere. Det er massivt, og det er meget varmt. Inde på området har Løgismose en bar med et udvalg af rosevin. Og de har travlt derinde. Med at åbne flasker og med at skænke. Det kniber for opvaskeren at holde trit, og der mangler hele tiden glas til de tørstende.

Tre gange bliver jeg stoppet af folk, der vil vide, om ikke det er mig, der står for holdets cykeltøj. “Jo, det er det,” svarer jeg. De vil gerne købe noget. Jeg må forklare, at Waoo er en sponsor, der er trykt på eksisterende i denne uge, og at vi ikke har det til salg.

Jeg prøver at frigøre mig for samtaler. Jeg vil se den finale, og jeg finder et stille hjørne med en TV-skærm. Guldhammers forsøg er nu kvalt, og kometen Julius Johansen er kørt sammen med amerikaneren Carpenter. Da de går ud på sidste omgang har de ni sekunder, som imidlertid er steget til 13, da de drejer ind på Kiddesvej sidste gang. Det ser lovende ud, selvom Johansen oversatser i svinget ind til stigningen og ser ud til at have det hårdt. 

Men 150 meter oppe ad stigningen indfrier Alexander Kamp sit løfte – eller næsten. Han aktiverer afterburneren og pisker piberne rundt i en, for en 20% stigning imponerende kadence, som får det til at se let ud. Det ser ikke let ud for dem bagved. De maser og regerer, men er uden mulighed for at komme med, da toget går. 

Desværre er der alligevel en enkelt passager på bagperronen af Kamp. Det er som en actionfilm med den klassiske togscene, hvor man sidder og beder til, at skurken ikke når med, men godt ved, at det gør han. Og den tredobbelte belgiske cross-verdensmester, Van Aert har arrangeret sig i sulkyen på Kamp, som ufortøvet fortsætter sin progression. Men da de kommer ud på Koldingvej angriber Van Aert, og Kamp er ude af sadlen for at komme med på hjul. Lige her henter de Johansen og Carpenter. Van Aert når inden om lige inden det sidste sving, og Kamp er for sent på den, og skødet er skrevet. Belgisk sejr i Vejle.

DEN AFGØRENDE ENKELTSTART

Holdet samles et par hundrede meter efter mål. Vi vandt ikke, men alle virker tilfredse. Team Waoo har været fremme og har vist, at de er med i løbet, og Kamp har lavet et stort nummer. En slags Gilbert-nummer. Alle vidste, hvor han ville køre, men kunne ikke gøre noget ved det. Riis kommer hen og giver Kamp en krammer og rosende ord. Han er godt tilfreds med sine ryttere, som i modsætning til i går har været med til at præge etapen. Her er en god stemning. Rytterne spiser deres vingummi, og Guldhammers kone har benyttet lejligheden til at se sin mand i deres hjemby.

 

 

 

Om aftenen siger Riis til mig, at når Kamp kan lave sådan et nummer, så skal han have mere ud af sit talent. Der er ikke mange, der mestrer den svære kunst at save feltet over på sådan en kort stigning.

Fredagens etape fra Næstved til Vordingborg er en sløv affære at være vidne til. Endnu engang et morgenudbrud og kun lidt aktivitet i feltet. Men det er flot tur ned over Præstø og Kalvehave. Herfra kører feltet over broen til Møn, og Riis ser, at her er lidt sidevind, og vi skal tilbage samme vej, når vi har været rundt på Møn. Han giver rytterne besked på at angribe med piber og trommer og med alle mand hen over broen på tilbagevejen. 

Lige før broen farer hele Team Waoo frem og giver den fuld gas. Det er Guldhammer, der er feltherre, og Niklas Larsen tager nogle lede dingere. Feltet knækker, og 12-15 mand kommer fri. Kun Chris Juhl er med fra landsholdet. Desværre er det slut med vinden, så snart vi er over broen og få km. senere er forsøget kvalt. Det ender i en massespurt inde i Vordingborg. TIm Merlier fra Verandas Willem’s sikrer sit hold den anden sejr i træk. Niklas Larsen har gearproblemer og må spurte i for stort gear, men afslutter stærkt og opnår en 5. plads.

 

 

 

Nu er det blevet lørdag og dermed dagen for løbets enkeltstart, som næsten altid har afgjort løbet. Kamp er på løbets andenplads, og dermed har vi den situation, som Riis havde sagt til mig, at han frygtede. At skulle forsvare en podieplacering med en rytter, der ikke har erfaring i at køre enkeltstart.

Riis kører selv tre omgange på ruten og har rytterne med noget af vejen. Han vil vide præcis, hvordan vinden falder og mærke, hvor hurtige svingene er. Så kan han bedre coache fra bilen under løbet. Han bruger også tiden på at arbejde mentalt med Kamp, som ikke har stor tiltro til egne evner i denne disciplin.

“Der er en underlig stemning på sådan en etape”, siger Daniel Foder til mig. “Alle er mugne. Nogle er mugne, fordi der bliver lagt pres på dem, og resten er mugne, fordi de ikke gider at køre enkeltstart.” Vi griner lidt af hans kommentar. Vi har selv været i samme båd, og der er ikke noget mere dødsygt end en enkeltstart, som man bare skal igennem.

Riis vil køre en lille tur mere med Kamp for at se hans position på cyklen. Han beder mekanikeren om at rette lidt på bøjlen og sætte sadlen op. Kamp kigger på mig, trækker på skuldrene og vender håndfladerne opad. “Jeg må jo bare køre, hvad jeg kan. Mere kan jeg ikke gøre”, siger han. Han er ikke glad for opgaven, kan jeg se.

Men han ender med at køre sin hidtil bedste enkeltstart. Et tidstab på 1:21 til en maskine af WorldTour kaliber som Mads P er ikke så ringe. Han virker også lettet, selvom han ryger ud af top 10. Bjarne er også glad. “Han skal bare træne på den cykel og have hovedet med, så kan han gøre det meget bedre”, siger han til mig.

 

 

 

FINALE

Om aftenen er der nervøsitet. Der varsles hård vind på sidste etape fra Faxe til Frederiksberg. Jeg får flere sms’er fra folk, der gerne vil vide, hvad jeg ved. Hvem har planer om hvad i morgen? Er der alliancer? Bliver der kørt i skolegården?

 Min kone er kommet og skal køre med mig på sidste etape. Vi kommer hen til Waoos Mecedes-biler en times tid før start. I af dem sidder Niklas, Torkil og Kamp og sætter startnumre på. Jeg kan høre, de taler om at de skal på italiensk restaurant i København i aften.

“Hvor gammel er du egentlig, Lizette”, spørger Kamp

Hun er lidt paf, og svarer ikke. Så jeg siger: “52”.

“Kvinder i den alder er ellers gerne lidt fluffy. Du holder dig skarp” siger han med sit brede grin. Niklas og Torkil griner smørret.

“Hold da kæft. Han er jo præcis som Søren Lilholt”, siger Lizette til mig, da vi går. Og det er spot on. Det frække og det sårbare i forening.

Jeg møder Mads P. “Nå, nu behøver du da ikke at gå amok i sidevinden i dag, når du lige har vundet enkeltstarten” siger jeg.

“Ha, bare vent og se,” siger han, og ser bister ud. 

Etapen går rigtignok bananas fra start, og Mads P angriber med alle heste med 165 km igen. Men vinden får ikke rigtigt fat, og han neutraliseres. Så kommer der et større udbrud, hvor vi har Kamp og Kragh med. Det hentes også. Kamp punkterer to gange, mens der køres rigtigt væddeløb, og holdet er presset efter at have fået ham tilbage i løbet. Og det hele ender, som det plejer – med en massespurt på Frederiksberg Alle, selvom Casper Pedersen og Julius Johansen har forsøgt at forhindre det.  Igen får Waoo ikke kørt Niklas i position, og man kan se allerede i næstsidste sving, at han aldrig vil nå frem. Det bliver en ny sejr til Tim Merlier fra Verandas Willem’s, og Van Aert vinder Danmark Rundt foran Norman og Quade.

Jeg spørger Bjarne, om han er skuffet over resultaterne. “Jeg vil ikke sige, jeg er skuffet. Danmark Rundt er et løb for sprintere og enkeltstartsfolk. Selvfølgelig havde vi håbet på mere. En etape og måske en top 5 sammenlagt. Og det var tæt på med Alexander i Vejle. Til gengæld synes jeg, at vi har nogle andre gode ting med hjem. Vi har fået øvet os i at køre som et hold, og vi har skabt de fleste af de få situationer, der har været, hvor feltet er knækket. Der har også været nogle ting, som vi ikke har været gode nok til, men det må vi arbejde på at forbedre.”

Det har været fem spændende dage. Jeg kan godt lide at være i cykelkaravanen og især at snakke med rytterne. Det er som at genopleve sig selv i samme alder, og der er slet ikke så meget, der har forandret sig, som man skulle tro.    

Nede på Pile Allé hersker der kaos. Vejen er totalt blokeret af holdenes busser, lastbiler og servicevogne. Cykler, udstyr, kufferter og folk skal pakkes sammen, og det skal gå stærkt. I morgen skal det hele pakkes sammen et nyt sted. I et nyt land.