De store forventningers Vuelta
"Efter min mening vil det være Vingegaard, Roglic eller Evenepoel – i nævnte rækkefølge – der kan vinde. Og på det teoretiske plan kan tilføjes, Ayuso, Almeida og Mas – også i nævnte rækkefølge. Jeg vil tage et hvilket som helst væddemål på, at der ikke er en anden, der vinder løbet."
For Vuelta a España var det en genistreg at få flyttet den gamle termin i april frem til august. At være først på kalenderen og sidst i prestige blandt de tre grand tours, var ikke befordrende i forhold til at få de største navne til at binde an med tre uger i Spanien.
Positionen, når det gælder vigtighed, er uforandret, men feltet, og dermed cykelløbet, er blevet en ganske anden snak i nyere tid. Den sene og sidste termin tiltrækker stjerner af to forskellige årsager. Der er dem der ikke har nået deres mål i den hidtidige sæson – det være sig på grund af manglende ben, styrt eller sygdom – og som nu har en sidste mulighed for at rettet op på det forsømte, og dermed redde sæsonen. Og så er der dem som har resultaterne på plads, og som stadig, fysisk og psykisk føler sig ovenpå, og griber denne mulighed for at føje endnu et stort trofæ til deres palmares.
Selv i denne kontekst er dette års Vuelta imødeset med usædvanligt stor spænding. Den forestående duel mellem den skrækindjagende Jumbo-Visma duo, Jonas Vingegaard /Primoz Roglig og det belgiske vidunderbarn, Remco Evenepoel, har stemt forventningerne til et niveau der ikke lader Tour de France meget efter.
Det kommende møde mellem Roglic og Evenpoel har længe været kendt, men det var en sensation, da Jumbo-Visma annoncerede Vingegaards deltagelse, og Richard Plugge kunne næsten ikke være i sig selv af skadefryd, da han berettede om Lefevres reaktion, da han personligt havde overbragt ham nyheden. I skulle have set hans ansigt, fortalte han triumferende Het Nieuwblad. Men hvad fanden, Plugge er jo cyklingens Fætter Højben.
Det er selvsagt, at Lefevere med denne nye viden, har måttet justere på sin optimisme i forhold til sin protegés muligheder for at gentage sidste års triumf, men Evenepoel selv siger blot, at han er glad for at Vingegaaard kommer, og at det vil give ham en mulighed for at teste sin egen formåen mod Tour-mesterens et år tidligere end forventet, og at han glæder sig til at aflure Vingegaard nogle ting undervejs. Han glæder sig til være med til et stort show, siger han til La Gazzetta dello Sport på dagen hvor løbet starter.
Man kan stille sig spørgsmålet hvorfor Vingegaard stiller op. Med den suverænitet han udviste i Touren kan han kun starte som storfavorit, hvilket bookmakernes odds, og alle rytter og ex-rytter udsagn, bekræfter. Hvis han vinder, opfylder han blot forventningerne. Men hvis han taber, vil der komme en grim revne i den magiske kappe. Når en rytter opnår en vis status, så er det en alvorlig sag at tabe en Grand Tour. Så er man ikke uovervindelig.
Jeg forestiller mig, at hans tilstedeværelse er et led i Jumbo-Vismas videnskabelige arbejde. At de vil se hvordan han reagerer på denne udfordring efter en meget hård Tour, og når de også har en perfekt forberedt Roglic med, og såfremt Roglic vinder, har man det perfekte alibi for et eventuelt Vingegaard nederlag. Og man får gjort sine studier, som skal bruges til Vingegaards fortsatte karriere-planlægning. Når Vingegaard kone og manager, Trine Marie Hansen, kvidrer om tre Grand Tour i samme sæson, er det nok ikke noget, hun er kommet på, mens hun sad og dikkede den lille. Og kan tre ikke lade sig gøre, er to jo også noget.
Men gud ved hvem der vinder? Der er i alverdens medier givet mange stjerner – fra 5 til 1. Jeg synes, det er en træls leg i en Grand Tour. Det er OK i endagesløb. Men hvad skal til for at give Dunbar 1 stjerne?
Efter min mening vil det være Vingegaard, Roglic eller Evenepoel – i nævnte rækkefølge – der kan vinde. Og på det teoretiske plan kan tilføjes, Ayuso, Almeida og Mas – også i nævnte rækkefølge. Jeg vil tage et hvilket som helst væddemål på, at der ikke er en anden, der vinder løbet.
Vingegaard er klar favorit. Hans fysiske data, som han har med fra vuggen gør ham, tillige med hans årelange målrettede arbejde under verdens bedste vinger, næsten uovervindelig i et tre ugers bjergløb. Ruten er skræddersyet til ham, han er driftsikkerheden selv, både fysisk, psykisk og cykelteknisk. Han kan være et pænt procenttal under det han var i Touren, og stadig vinde.
Roglic har vunder alle løb, han har kørt i år. Tirreno, Katalonien, Giro og Burgos, og undervejs 8 etaper. Han har kun haft dette mål siden Giroen i maj, og han møder op forberedt som ingensinde. Han møder også op med en enorm erfaring i dette løb, og i at køre om sejren i det. Som Vingegaard er han driftsikkerhenden selv, men laver dog væsentlig flere kørefejl end sin danske kollega. Roglic kaldes ikke ”Terminator” for ingenting. Meget stærk i alle terræner, og en fabelagtig afslutter.
Evenepoel er forsvarende ”mester”, og møder som altid op med selvtillid. Mange hader ham for det (med selvtilliden). Men helt ærligt, ville det ikke virke påtaget at krybe bag panelerne med de palmares som 23-årig. Bare siden han vandt løbet her for et år siden har han vunder VM i linjeløb og enkeltstart, Liege-Bastogne-Liege, det belgiske mesterskab, to etaper i Giroen, Clasica de San Sebastian og UAE Tour. Og der er en god sandsynlighed for, at han havde vundet Giroen uden corona-sygdommen. Han har præsteret samme watt/min. som Vingegaard og Pogacar, men det er ikke nødvenligvis det samme som at slå dem. Man kan vel tvivle på om ham kan klare de samme accelerationer som Vingegaard på lange stigninger. Han er helt sikkert mindre grimpeur, men hans magistrale talent, kan af og til virke grænseløst. Et nederlag til den sort/gule duo, vil ikke betyde, at han skal afskrives som fremtidig Tour-vinder, hans alder in mente. Han bør bedømmes på hans evne til at håndtere den overmagt han er oppe imod – både på individuelt og på team plan. Jumbo-Visma er head and shoulders over Soudal-QuickStep. Evenepoel vil før eller siden komme til at opleve at sidde alene mod fire Jumbo-Visma ryttere.
Ayuso har, sin alder til trods, givet eksempler på et helt ekstraordinært talent, og han vil givet komme til at præge Grand Tour scenen i mange år. Han er en mand der kan lave de helt store numre i bjergene, og han er en haj på nedkørsler og TT oven i hatten. Men hans 20 år sætter visse begrænsninger. Hans potentiale er ikke fuldt udviklet, og det er tvivlsomt, om han kan undgå sorte dage i dette selskab.
Almeida er en turbodiesel, som kan regulere sig tilbage i løbet fra meget håbløse situationer. Han er meget stabil og bjergrytter på højt niveau. Jeg kan dog ikke se hvordan han skulle besejre alle de ovennævnte.
Mas havde sin finest hour sidste efterår, og fulgte Evenepoel til dørs i den sidste uge. En ren grimpeur af den klassiske spanske skole. Nogle har brugt den omstændighed, at han fulgte Evenepoel til dørs på de sidste bjergetaper som argument for, at Evenepoel ikke var så farligt god. De folk glemmer, at Mas kort efter Vueltaen slagtede Pogacar, på San Luca stigningen i Giro d’Emilia. Altså den samme Pogacar som lige efter Emilia skivede Vingegaard i første hug i Giro di Lombardia (hvor kun Mas kunne følge ham). Et løb som Vingegaard havde trænet specifikt til. Men der er 3-4 mand der skal blive syge og/eller vælte hvis han skal vinde.
Et andet spørgsmål er hvordan de vedholdende rygter om, at der er planer om, at Ineos vil opkøbe Soudal-QuickStep, vil påvirke motivationen hos rytterne fra begge hold. Man må tro, at det er noget der fylder en del i deres hoveder, for en eventuel fusion vil betyde, at nogen skal ud og finde nyt arbejde. Er man parat til at gå den ekstra mil for Evenepoel, mens man tænker på, om han overhovedet er end kaptajn til næste år? Og Ineos lader påfaldende mange ryttere gå. Det er ikke noget der afmonterer den usikkerhed, som tilsyneladende har indfundet sig på det ellers overordentlig socialt sikre arbejdsplads.
Lige om lidt er snakken ovre, og benene skal tale. Allerede på 3. etape, er der bjerge, men mon ikke løbet starter med en opvisning af løbets store favoritter, når der køres TTT i Barcelona.
