De største kasketbære

DEN, DER FORVEKSLER EN ”CAPPELLINO” – DEN KLASSISKE ITALIENSKE CYKELKASKET I BOMULD – MED EN BANAL BEKLÆDNINGSGENSTAND, ER UDEN MULIGHED FOR AT INDTRÆDE I RÆKKEN AF STORE KASKETBÆRERE.

Af: Per Bausager / Foto: Sportful

Capellino’en er en fornem, raffineret og elegant hovedbeklædning – ganske i modsætning til den vulgære amerikanske baseball cap, som det smerter mig at se monumentale og klassiske champs som Contador og Valverde bære på podiet. Netop disse to ryttere burde holde sig meget for gode til at udøve et sådant forræderi mod den gode stil.

Kasketten er den eneste genstand, hvormed en cykelrytter gennem sin beklædning kan udtrykke sin helt personlige stil, og den hvorved han erindres, når hans tid i feltet er omme. Ja, det er måske ikke en absolut sandhed, da meget karakterfulde stilikoner også gennem sokkerne kan gøre et lignende indtryk, men herom andetsteds.

At nå dertil, hvor man kendes ved den måde, hvorpå man bærer sin kasket, kræver en årelang kasketindsats. Et grundkrav for at nå dertil er, at man kan genkendes af resten af feltet alene på kasketten.

Når man som rytter står og skuer ud over feltet og ikke kan se ansigter, men kun hovedtoppe, og alene på kasketten kan se, hvem manden under kasketten er, da ved man, at her er tale om en af de store kasketbærere.

Jeg er selv en kasketaficionado. Allerede som 12-årig studerede jeg nidkært de Miroir du Cyclisme, som jeg havde fået kiosken på Stændertorvet i Roskilde til at abonnere på for mig, og som jeg aldrig forsømte at afhente samme dag, som det kom hjem. Jeg interesserede mig meget for kasketterne, og hvordan de sad på hovedet af Merkcx, De Vlaeminck, Godefroot, Leman, Gimondi, Jansen, Anquetil. Det var vigtigt at studere flere situationer. Dem før start og efter mål, hvor der var spejle til rådighed, og kasketten nemt kunne anbringes flottest muligt – og blev det. Og dem fra kampens hede, hvor kasketten kunne vendes på mange måder. Hvor lirens var en rytter med sin kasket, når kaos rådede?

Hvis jeg skulle opsummere kasketstudier gennem små 50 år, og lave en top-3, så vil den se sådan ud:

ROGER DE VLAEMINCK

Sigøjneren fra Eeklo var et fænomen. Bjerge, sprint, brosten, nedkørsler, bane, cross – i alle discipliner var han en af verdens bedste og er da også historiens  fjerdemest vindende cykelrytter. Flabet, uforudsigelig, rebelsk, anarkistisk og et stilikon af rang. Lidt paradoksalt at anbringe ham som alle tiders nr. 1, da han vist ikke havde den store forfængelighed i forhold til sin kasketbæring. Men som de store historiske stilikoner indenfor film og musik havde han denne evne til at få alt, hvad han befattede sig med, til at se blæret ud. En hvilken som helst ting blev lirens, når bare det var De Vlaeminck, der gjorde den. Om kasketten på startlinjen sad klassisk med skyggen oppe i panden, midtvejs i løbet med skyggen nede for at skærme for solen, eller de sidste 20 km, solo og for fuld skrue mod Roubaix, med rød Dreher- eller blå Brooklynkasket – omvendt med skyggen i nakken og altid ret langt nede i panden. Aldrig er der taget et billede, hvor den ikke så lirens ud på ham. Han var også glad for kasketten og kørte langt sjældnere barhovedet end sin tids andre store stilikoner, Merckx og Moser.

EDDY MERCKX

”Le plus grand”, ”Kannibalen”, “Kejseren fra Tevuren”. Hans nærmest guddommelige storhed giver ham den fordel, at man allerede forud er fuld af pietet. Jeg er fuld af andagt ved overhovedet at foretage en vurdering af ham.  Men Merckx var en perfektionist, og han var en smuk mand. Disse to ting alene bringer ham godt på vej i denne sammenhæng. Han valgte kun de bedste leverandører af tøj og materiel. Hans kasketter fra den bedste producent,  Apis, var kridhvide, forsynet med det ultralirens Molteni-logo og ofte med et bånd med VM-striber. Han bar selvsagt kun helt nye kasketter, som var stivede og sad formidabelt. Eddy Merckx’ fineste øjeblikke i kasketbæringens kunst er nok på podiet. Når han stod der, svedig, solbrændt, med et lag støv over sine høje kindben og med sine sorte bakkenbarter – og så den stivede og kridhvide Molteni-kasket på hovedet. Ikke for højt på hovedet, ikke for langt nede over ørerne, men lige som det skulle være. Med skyggen slået op i panden. Og så ud som enhver cykelrytter, dreng, junior eller voksen ville ønske, at han selv så ud.

JØRGEN MARCUSSEN

Det påvirker måske min vurdering, at jeg i årevis har været krigskammerat og roomie med  ”Macs”. En vigtig grund for mig ift. at anbringe ham foran uomtvisteligt meget store kasketbærere som Anquetil, Moser og Thurau er hans genuine kærlighed til kasketten. Jeg har aldrig mødt en rytter, hvis hjerte kasketten stod nærmere. Jeg vil meget betvivle, at nogen vil kunne fremvise et billede, taget af Macs, hvor han er uden kasket – medmindre det er på bane, hvor han kørte med hjelm. Hans repertoire indenfor anbringelse af kasketten er det mest omfattende, jeg har set i min tid. Ligesom hans kasketudvalg. Han medbragte kasketter af forskellig stand. Nogle der var ret meget brugte – så meget, at andre nok ville have kylet dem ud –  andre spritnye. Og så dem midt imellem. Så blev der taget stilling til vejrlig og cykelpassets vigtighed. Til en træningsdag i skidt vejr på egnen ved Oudenaarde ville han bruge en af de tarveligste, men til hans yndlingsløb, VM, ville alt andet end fabriksny være utænkelig. Selv i styrtende regn. Her må jeg indskyde, at en meget vigtig regel er, at en kasket aldrig vaskes. ALDRIG! Ud med den, når den har udtjent sin værnepligt. For os, der var daglige træningsmakkere med Macs – her tænkes primært Rolf Sørensen (der overtog min plads) og mig selv – var hans mest karakteristiske kasketbæring den, der udøvedes hver morgen, når træningsdagen startede fra Locanda Melecchi på Via Romana i Lucca. Når Macs svingede ud derfra, havde han anbragt sin kasket i en inklination, der gjorde, at den nedslåede skygge, som han brugte fra morgenstunden, dækkede hans øjne helt. Under skyggen sås kun en tandstik, der sad i den ene mundvig. Af uransagelige årsager anbragte han den der, før han besteg sin ganger. Så sad han der med nedslået skygge og tandstik, på lille klinge, mens han tavs pedalerede ad bagvejen hen mod Capannori. Jeg vidste, at de første 3-4 km, dem holdt han af at køre i tavshed, i det lave gear og tempo, så jeg sagde ikke noget, før vi havde passeret svinget hen mod Lunata. Farligst var han, når han vendte kasketten om, så skyggen sad i nakken – opslået. Når han anbragte den sådan, så vidste man, at der var lagt i kakkelovnen.