Deja vu på Hautacam

Da Jonas Vingegaard, iført Tour de Frances solsikkegule førertrøje, kom ud af den sidste kurve mod målstregen oppe på Hautacam, rejste sig og trådte de sidste meter hjem, og sendte fingerkys da han passede målstregen, vat det et deja vu fra 1996. Det manglede kun Jørn Maders ikoniske ord: ”Kys til Bjarne, kys til Danmark. Ellers da det et da capo at dansk cykling mest memorable øjeblik. Og som Riis havde Vingegaard på vejen hertil sænket et uovervindeligt fænomen.

I øvrigt bemærkelsesværdigt hvordan den ignorerede Bjarne Riis, i går kom til ære og værdighed igen.

Inden det kom hertil, havde vi været vidne til en af de mest dramatiske etaper i de 54 Tour de France, jeg har fulgt indgående, og at den blev det, kan vi takke Pogacars rasende kamp for at komme tilbage i gult for. Med en underhånd, som den han sad med, ville alle andre formentlig have kørt efter etapen og for at konservere andenpladsen i klassementet.

Ud over at bekræfte Pogacars kampånd, bekræftede etapen også Vingegaards urokkelighed i stigende terræn samt Jumbo-Vismas totale kontrol over løbet. Efter udfaldet i forgårs, var de tilbage i førersædet, mens Pogacars minihær, det var genopstået dagen før, nu kun bestod af McNulty. De sidste 40 kilometer var Pogacar alene mod overmagten. Og oppe mod en overmagt, har han været siden løbet startede.

Allerede for en uge siden, skrev jeg, at den mest sandsynlige udgang på denne Tour ville være, at Pogacar ville angribe sig ihjel, og at Vingegaard herefter ville give ham dødsstødet. De kunne næsten ikke gå anderledes med man mønstre man kunne se. Men et hav at store øjeblikke, er der kommet ud af kampen på vejen hertil. 

Jonas Vingegaard har i denne Tour konfirmeret, at han er verdens p.t. bedste klatrer samt at han har en formidabel restitution. Den måde han har håndteret så mange angreb fra et uhyre som Pogacar på, er skelsættende. Det har aldrig på noget tidspunkt været en sprække i hans forsvar, ofte har det nærmest set legende let ud for ham at parere. I går var angrebene de hårdeste Pogacar har leveret i denne Tour, og de lagde landet øde bag ham og Vingegaard, hver gang de faldt. Det første faldt på Col de la Spandelles 40 kilometer fra mål, og herefter var der tale om tæppebombning af Vingegaard. Pogacar forsøgte sig også med progressiv tons, men intet rystede Vingegaard, der som en udtryksløs sfinx sad klistret til hans baghjul, som han har gjort siden Col du Granon.

På den efterfølgende nedkørsel forsøgte Pogacar at lægge pres på, og det var da også meget, meget tæt på at gå galt for Vingegaard da han begyndte at pedalere for tidligt ud af et sving, og pedalen ramte asfalten og sendte baghjulet op i luften. Det var et mirakel at han ikke endte ude i botanikken der.

Et øjeblik efter, kom Pogacar ud for langt ud i et sving og styrtede, men kom hurtigt på benene. Vingegaard ventede på ham, og det skabte historiske billeder, da Pogacar kom op at takkede ham med et håndtryk.

Her er det vigtigt at minde om, at nedkørsler er en del af cykelløbet. Og hvis man skal vente på folk der kører af vejen fordi man har presset dem, så ville det aldrig mere give mening at bruge en nedkørsel til angreb. I dette tilfælde havde Vingegaard ingen interesse i at køre. Det var klogt af ham at vente, da han bare skulle have Pogacar frem og føre igen, så han kunne mørnes så meget som muligt inden Hautacam. Vingegaard var ikke interesseret i at sidde og tonse for fuldt skrald i en dal inden den finalestigning hvor han havde planlagt sit knockout. Men ikke desto mindre et flot øjeblik.

I dalen før Hautacam kom de andre tilbageværende klassement-folk op til de to og ude foran have Van Aert siddet i et udbrud hele dagen. Til mange danskeres forbitrelse. På opstigningen førte en forrygende Sepp Kuus an, og Pogacar angreb ikke. Var han demoraliseret af sit styrt eller var tanken ved at være tom? Han blev på hjul.

Oppe foran gjorde Van Aert det af med sine følgesvende. Hvorfor helvede havde han ikke ventet på toppen af Spandelles så han kunne være der for Vingegaard på nedkørslen, spurgte folk. Endnu engang viste Van Aert at hans formåen spænder videre end nogen havde forestillet sig, og at han kan både blæse og have mel i munden. På samme tid.

Han sad derude for at være i Vingegaards tjeneste på finalestigningen. I et terræn hvor han med 1.90 m og 76 kg. intet burde have at gøre var han løbsafgørende. Alle andre der hentes af de bedste står stille som stenstøtter når de passerer, men ikke Van Aert. Han slog sømmene i Pogacars kiste med en fuldstændig fabelagtig forcering over 900 meter. Van Aert satte Pogacar fra hjul på Hautacam. Et vanvittigt syn. Wout Van Aert er denne Tours største åbenbaring. Han har kørt næsten hver etape som en mand fra en anden planet.

Da den slovenske stormester krakkede, var Vingegaard ikke sen til at lette anker, og i samme kraftfulde stil som vi så ham udfolde på Col du Granon, sejlede han mod den etapesejr der var så nødvendig for hans eftermæle i denne Tour.  Jeg mindes ikke nogensinde at have set en gul trøje køre så defensivt over så mange etaper som han har gjort. Løbets udvikling og anatomi har gjort det indlysende for ham at gøre det. Hans mandskab har været så meget bedre end alle andre, at han kun har skullet koncentrere sig om én ting: at sidde på hjul af Pogacar, og den opgave har han løst til punkt og prikke.

Pogacars nederlag var en realitet den dag på Granon. Der blev alle kort spillet over på Vingegaards hånd. Han skulle ikke længere gøre andet and at forsvare og til at hjælpe sig med det havde han verdens bedste hold.

Styrkemæssigt er de to meget tæt i denne Tour, og derfor har det været umuligt for Pogacar at finde de manglende 2:26. Hans kørsel viser også at han selv har indset problemet. Man angriber ikke på næstsidste stigning hvis man tror, man er stærkest, og da slet ikke en konkurrent der sidder med en eller to mand og som har et monster ude foran. Nej, så venter man og lavet ét stort angreb på den sidste stigning.

Det har allerede været skrevet mange gange, at Pogacar ville tabe denne Tour på grund at et ”hunger knock” på én etape, hvilket indtil i går også var sandt. Med sin kørsel i går forvandlede Vingegaard sig fra et været vinder af året Tour de France til at være en stor vinder af en stor udgave af Tour de France. Nu er er han kørt alene hjem på løbets to hårdeste bjergetaper. Det er en anden snak, og jeg er glad på hans vegne over, at han trækker sig så grandiost ud af dette Tour de France.

Som på Granon, var Vingegaards sejr også på Hautacam, kronen på et taktisk mesterstykke af Jumbo-Visma. Stort anlagt og stort udført.

Hvor Vingegaard har været bedst i bjergene, er det Pogacar der har skabt underholdningen. Den havde der ikke været meget af i klassement-løbet uden ham. Han er en formidabel, flamboyant og fantasifuld cykelrytter. Nu har han, i en alder af 23, for første gang mødt nederlaget. 23 er for tidlig en alder at abdicere, men det bliver spædende hvad han finder på til næste års Tour de France. Og mon ikke UAE skal på indkøb nu? Kan tænke mig, at de allerede er i fuld gang. En rigtig god ting ved Pogacar er, at man ikke skal vente et år på at se ham udfolde sig. Han er på færde overalt hvor der bliver kørt et godt væddeløb.

Løbet er ikke slut, men sådan føler man det hvert år, når det sidste bjerg er kørt. I teorien kan løbet stadig tabes, men det bliver det ikke. Lille Jonas Vingegaard fra Hillerslev, der døjede med at følge med det andre drenge, bliver vinder af det fantastiske Tour de France 2022.