DWARS DOOR VLAANDEREN
"Måske er det ikke tilfældigt, at det netop er i disse dage, hvor Jumbo-Visma skriver historie, at Jumbo melder ud, at de ikke fortsætter som hovedsponsor efter 2024. Eller det er måske snarere Richard Plugge, der har ønsket, at det skal frem, at han snart er single, lige nu, hvor han er allermest lækker"
I søndags måtte Van Aert vente på ham. I går kørte han, tilsyneladende helt ubesværet, væk fra en gruppe af verdensklasseryttere med 60 timen, mens han sad og rodede lidt med øresneglen. Det tidligere mountainbiker, Christophe Laporte, var på vej mod sin anden flamske klassikersejr på tre dage, og Jumbos femte brostensklassikker-sejr i år. Det første nummer har kun Walter Godefroot gjort før, det andet har intet hold formået, før det allestedsnærværende Jumbo-Visma i dette forår, som ingenlunde er slut, har hærget som en steppebrand.
Resignationen er stor, og man kan læse flere store stjerner udtale, at man skal være glad for andenpladsen når Jumbo-Visma er med. En holdning der heldigvis ikke deles af Pogacar og Vn der Poel, men de var der så ikke i går.
Trek-Segafredo forsøgte ellers at ryste posen ved at blokere fronten på to tidligere stigninger, for så at angribe hen over toppen. Det giver selvsagt en kæmpe elastik-effekt nede i rækkerne, men de tyve mand der var deres største konkurrenter sad så langt fremme, at de ikke kom i problemer. Senere i løbet stod det klart, at Mads Pedersen ikke havde sin bedste dag – i hvert fald ikke på bakkerne, hvor han firede sig fra front til bund af den reducerede gruppe for at overleve.
Benoot er en grusom mand for konkurrenterne når der er stigninger. Han progressioner er dødbringende. Når han udfører dem, er der gerne bare en håndfuld, eller færre, der kan følge ham. Han tog fat på Berg Ten Houte, og det var her det stod klart, at Alaphilippe heller ikke på denne dag havde fundet sine ben. Måske var der derfor, han trænede to timer efter løbet. Kun Laporte, Philipsen og Hermans kunne følge Benoot, og den gruppe var nok en demonstration af styrkeforholdet på dagen.
Kristoff havde også forsøgt sig med en ny taktik, og var gået i morgenudbrud med en mindre gruppe mænd. I finalen vat der kun ham og Movistar-rytteren, Lazkano, tilbage. Bagved havde Benoots offensiv ført til dannelsen af en stærk gruppe, der talte folk som, Küng, Honoré, Hermans, Benoot, Laporte. Powless, Madouas og Navaez, som igen forfulgtes af hvad der var tilbage af feltet – med Lotto som indpiskere.
De sidste 20 kilometer skete det, som man nok skal have kørt lange og hårde cykelløb for at forstå: at alle på det nærmeste kan køre lige stærkt. Et syndrom der sagtens kan være forstærket af det benhårde og våde Gent-Wevelgem tre dage før. Alle har mistet deres peak power, og det bliver dieselkørsel – eller måske snarere turbodiesel - i alle grupper. Pludselig kunne en, på papiret, skræmmende forfølgergruppe ikke køre ind på Kristoff og Lazkano, der havde suget vind hele dagen, og feltet kørte tilsvarende ikke ind på forfølgergruppen. Det skete først da der var folk, der ofrede sig totalt, og kørte hver føring som var det den sidste.
Da de to lykkederiddere omsider blev hentet 6 kilometer fra mål, var den virkelig godt kørende Honoré meget aktiv, og leverede nogle hårde angreb, men da Laporte kørte kontra, var det med det samme klart, at ham ville de ikke se igen. Det så ufatteligt let ud, og man spørger sig selv, hvordan konkurrenterne kan se frem til de næste to weekender, når sådan en rytter bare er hjælper for en mand der er endnu bedre.
Gudhjælpemig om ikke Lazkano kunne køre med igen, da Powless stak tæt på mål. De to kørte hjem til podiepladser, mens resten af gruppen blev hentet af feltet i spurten, hvor Mads Pedersen åbnede langt ude, men blev passeret af Philipsen på stregen. Igen et bevis på hvor farlig Pedersen er, selv når ham har en dårlig dag. Han har som kattene ni liv.
Måske er det ikke tilfældigt, at det netop er i disse dage, hvor Jumbo-Visma skriver historie, at Jumbo melder ud, at de ikke fortsætter som hovedsponsor efter 2024. Eller det er måske snarere Richard Plugge, der gerne vil gøre opmærksom på at han snart er single, lige nu, hvor han er allermest lækker.
Samme Plugge vender med stor selvtillid noget, der kunne forekomme negativt, til noget positivt, og peger på, at cykelholdet med de globale ambitioner, måske er vokset fra en supermarkedskæde, der kun har interesser i Holland og Belgien. Og han har noget at have selvtilliden i.
Next stop, Ronde Van Vlaanderen.