E3 SAXO CLASSIC ANALYSE

"Crossverdensmesterens angreb var magistralt, og flåede feltet i stumper og stykker i løbet af 15 sekunder. Kun den evige rival, i alle sæsoner og alle terræner, Van Aert, halsede efter i en afstand der kunne give håb om at svinge sig op på bagperronen hen over toppen."

Årets løb bliver et, vi vil tale om længe. Det indeholdt alt det, som gør, at der altid indfinder sig en lille depression efter målgang i Liege-Bastogne-Liege, hvis den da ikke har været der siden Paris-Roubaix.

På grund af den hårde vind, var der forudsagt, at løbet ville åbne længe inden det sædvanlige sted, Taaienberg, som tårner sig med 78 kilometer hjem. Men alt blev på den led, præcis som det plejer.

Mathias Norsgaad sad i et morgenhug, som lige akkurat overlevede indtil Van der Poel åbnede ballet på den 700 meter lange brostensstigning.

Crossverdensmesterens angreb var magistralt, og flåede feltet i stumper og stykker i løbet af 15 sekunder. Kun den evige rival, i alle sæsoner og alle terræner, Van Aert, halsede efter i en afstand der kunne give håb om at svinge sig op på bagperronen hen over toppen. Det gjorde han også, men bagved var der opløsning og kaos. Og der var kørt cýkelløb i 700 meter.

Det var i denne fase, at Asgreen og Pedersen brændte tændstikker af i en så rasende fart, at man kun sad og tænkte: gid ved hvor længe det der kan gå godt. Men eftersom de ikke er folk, der kører efter en top 20, havde de ikke noget valg. Det var klart den fase i løbet hvor det gik allerhurtigst, og begge var løbet tør for hjælperyttere på Taaienberg. Der var intet alternativ til selv at tage vinden, og det gjorde de, og de fik da også skabt samling igen, og nu dannede der sig en stærk trio med en formidabelt kørende Søren Kragh samt Mohoric og Van Hooydonck dannede sig forude. Gruppe 1 og 2 blev samlet igen, men kun indtil der manglede 57 kilometer, og Stationsberg skulle forceres. Van der Poel lod forhammeren falde igen. Der var nemlig sidevind på den åbne stigning, og nu der skulle ryddes op. Kun Van Aert kunne holde hjulet. Pogacar, som ikke havde siddet optimalt da angrebet faldt, kørte alene op til cross-og-alt-muligt-andet-mestrene, og da de tre fik tilslutning til Kragh-gruppen, var man klar over at skødet var skrevet.

14 kilometer senere var det Pogacar der optrådte i bødlens rolle. Det var da de ramte Paterberg. I sin vanlige siddende og vuggende stil, kørte han fra spids helt nede fra bunden, og Van Hooydonck, Kragh og Mohoric blev læsset. Det gjorde Van Aert også lige før toppen, men ikke med mere end at han straks igen var oppe hos de to forreste. De tre andre kom også op efter nedkørslen, men det var en stakket frist, for den slovenske stormester havde for alvor kørt sig varm, og nu kom – med 30 kilometer hjem – hans favoritstigning, Oude Kwaremont. Som en mejetærsker, der spytter agnerne bagud, jernede han op over den måske ledeste stigning i Flandern, og efterlod definitiv de tre af sine følgesvende, som han allerede havde plantet én gang. Også Van Aert måtte strække gevær, men han kom tilbage på det fladede stykke. Så angreb Pogacar igen, og Van Aert måtte atter slippe. En motorcykel, der væltede lige foran rytterne annullerede angrebet, og de tre var samlet.

På Tiegemberg undrede Holm og Mielke sig over hvorfor Van Aert nu spurtede til toppen af Tiegemberg. Det gjorde jeg også, men det viste sig, at der var en præmie på 6.000 euro i køkkenudstyr for at komme først til toppen.  De andre to var ikke klar over det, og det var det, man så dem sidde og tale om på hovedvejen lige efter.  Van Aert havde fortelt dem om præmien, og at han ville dele den med dem. Sjovt overhovedet at tænke på den slags i den situation…..

Efter et par angreb fra Pogacar endte det formidable ræs i en spurt som Van Aert som vandt. Han profiterede af at Pogacar åbnede en anstændigt lang spurt, så Van der Poel ikke kunne lave sit glansnummer med at trække farten helt ud, og køre sin kort spurt. Som Asgreen RVV, åbnede han et splitsekund før rivalen, og i et større gear, og mens Van der Poel havde travlt med at klikke sig ud på cassetten , havde Van Aert vundet løbet. Og det var meget tydeligt til kolossal lettelse for ham.

Jeg synes egentlig, at der var dejligt at se Van Aert vinde uden at det var med en stor kollektiv Jumbo-Visma dominans. Han vandt fordi han er Van Aert, og ikke fordi han har det stærkeste hold.

Van der Poel sagde efter løbet, at han havde åbnet løbet så tidligt fordi, at han ville have en hård præparation til RVV. Det er også muligt, men at gøre det indeholder nogle store muligheder for ham. Han er den der, så længe benene er friske, har størst power output af alle, og ved at åbne løbet tidligt, med et så monstrøst angreb som i går, forhindrer han alle andre hold i at komme velorganiserede ind i finalen, og dermed løbe risikoen for at blive sat taktisk skatmat.  

Trek, Jumbo og QuickStep havde ikke noget mandskab til at orkestrere noget som helst efter Taaienberg, og deres kaptajner var nu uden mulighed for at nå længere ind i finalen med opsparing på kontoen. En anden fordel er, at det er den eneste måde, han kan håbe på at eliminere sin farligste konkurrent, Pogacar.  Når benene endnu er relativt friske, har sloveneren ikke den samme power, og der er ydermere en mulighed for at han fanges i trafik, når feltet stadig er stort. Det mulighed er der ikke længere fremme i løber, hvor Pogacars usædvanlige evne til at opbevare glycongen-reserver, får balancen til at tippe, og hvor der ikke er trafikale udfordringer, der udfordrer hans mindre erfaring i disse terræner.

Pogacar fortsætter med at forbløffe. I et selskab og i et terræn der sket ikke burde være hans, ender han løbet med at have det største overskud, selvom han personligt skulle rette op det de fejl, han lavede i løbets mest hede fase. Det må være med en vis bekymring, at Van Aert og Van der Poel ser frem til at skulle møde ham på en meget længere distance næste søndag.   

Don Patrick var selvsagt ikke glad. Dårlige end dårligt, sagde han efter løber. Det eneste gode ved dagen havde været frokosten på den 2-stjernede Michelin-restaurant, han havde besøgt. Han sagde, at han stille og roligt, i bussen,  havde fortalt rytterne hvad han mente om indsatsen.

”Men hvad skal jeg sige. Asgreen gjorde hvad han kunne, Alaphillipe havde feber og Lampaert og Ballerini var stadig mærkede af De Panne.  Jeg går ikke i panik, men det er også svært for mig at juble. Det her var bare værre end dårligt. Endnu værre end sidste år. Og det kan jeg ikke lide. Det gør ondt. Det er vi ikke vant til.”     

 

Men som Patrick Lefevre altid siger: Forårets regning gøres først op i Liege.