FLECHE WALLONE
"Uanset hvilken vej Skjelmose vælger, så besidder han alle de psykologiske egenskaber der skal til for at nå til tops. Han er en motherfucker, en killer, en baggårdskat og en kriger til døden, når han har et nummer på ryggen. "
Under despoterne, Fausto Coppi og Eddy Merckx, hændte det, at den rytter som blev nummer to rakte hænderne mod himlen, og fejrede andenpladsen som en sejr. Så intimiderende og massivt var overherredømmet, at langt de fleste havde den opfattelse, at der i bedste fald var andenpladsen at køre om.
Mattias Skelmose kan som sine fortidige kollegaer roligt juble på samme vis over sin formidable andenplads i dagens Fleche Wallone, der som bekendt slutter på toppen af den frygtelige Mur de Huy, der i dag tjente som tyrannens skafot hvorfra, han agtede at lade hovederne rulle.
Mange klager over, at Milano-Sanremo er begivenhedsløst, og der er kun er noget at få pulsen op over på de sidste 30 kilometer. Skal man følge denne tankegang, synes jeg, at Fleche Wallone i sin nutidige form er endnu mere problematisk, da der kun køres i 1000 meter, og sådan for alvor kun i 300. Det var noget andet på min egen tid, da det var et løb på 260 km, og det egentlig ikke adskilte sig alverden fra Liege-Bastogne-Liege.
Med den ”korte” distance på små 200 kilometer, er alt koncentreret om, at bevare så meget friskhed, at den power, som skal til for at gå i plads, er konserveret indtil man stryger under le flamme rouge. Vi har gennem de senere år set mange heroiske forsøg på sidste omgang, og det ligger fast, at man højest kan opnå et forspring på 30-40 sekunder, og så skal man køre rigtig stærkt, og gå så dybt, at der er garanteret sløje piber når man rammer muren. Men eventyrerne når ikke så langt, for de bliver gerne inhaleret på hovedvejen ned mod stigningens fod, når favoritternes folk tømmer magasinerne for at bringe deres mand frem i pole position.
En sådan eventyrer var Søren Kragh Andersen i dag. Nu blev det ikke til et resultat, men den måde han kørte dette cykelløb på, lader sig kun gøre hvis man har tårnhøj klasse, og er i top dollar form. Ærgerligt, at han fik ødelagt et par løb af sygdom, for de løb, han har kørt, har han været on par med det bedste, han nogensinde har været. Det bliver spænende at følge ham på søndag, hvor løbsstrukturen passer ham bedre.
Tadej Pogacar har ikke gode erfaringer med Fleche Wallone. Han er blevet nummer 9, 12 og 51. Godt nok har han aldrig været så glubsk som i år, men en verdensstjerne, har han alle dage været. Den relativt korte distance, og den super eksplosive afslutning passer ham ikke perfekt, for hans eksplosivitet er mere relativ end den er absolut. Der hvor han er virkelig dødbringende, er når han har haft mange kilometer i hårdt terræn, til at suge livskraften ud af sine modstandere. Som en kvælerslange der langsomt klemmer kampgejsten ud at sine ofre, inden de er modne til at blive ædt.
Pogacars træner har sagt, at hans fysiske gaver er hans restitution, som tillader ham flere hårde træningsblokke end andre, og så en usædvanlig evne til at bevare glycogenreserver når andres er sluppet op. Derfor kunne Van der Poel ikke hente ham fra Paternerg og hjem til Oudenaarde, selvom han aldrig trykkede under 400 watt, og derfor ville Healy ikke have kunnet hente ham i Amstel, uanset Van Vliets grimme nummer. Den tid man kan køre ind på en mand der træder 400 watt +, og vejer 66 kg. er meget kort.
Men i dag var der andre forudsætninger. Pogacar forsøgte at gøre løbet hårdt ved at sende sine folk frem og sætte tempo, og sjovt har det da nok ikke været at sidde dernede, men det gav ikke rigtigt nogen udskilning, og der var vel 70 mand der nåede frem til muren.
Man kunne godt have forestillet sig, at Pogacar ville have lettet anker tidligt på stigningen, men han var usædvanligt konservativ indtil halvdelen af muren var tilbagelagt. Herefter kørte han som kejseren af Mur de Huy, Alejandro Valverde, det vil sige kontrollerende fra front, og da fyrvækeriet startede var han stadig defensiv og siddende i sadlen. Og det er en anden ting ved Pogacar. Jeg har aldrig det en rytter, der kan producere så meget kraft siddende i sadlen, som han kan.
Men med 200 meter igen rejste han sig, og trykkede den af. Virkningen var øjeblikkelig. Han havde frigjort sig fra konkurrenterne, og det stod strakt klart, at løbet var afgjort.
På dette tidspunkt var det Ciccone der var Trek-manden i podiekampen, og det var lidt overraskende da Skjelmose kom drivende ude på højre fløj, og han havde momentum. Så meget at han på nul komme fem, var første mand til at jage bødlen fra Komenda. Skjelmose kørte meget stærkt – næsten lige så stærkt som Pogacar, og der var nu ingen tvivl om at løbet stod overfor en mindre sensation.
Med 50 meter til stregen kiggede Pogacar sig tilbage, og lettede på trådet, og Skjelmose, der spurtede for at holde Landa bag sig, kom næsten op på hjul på stregen, og fik noteret samme tid som vinderen.
En andenplads efter Pogacar i Fleche Wallone er en foreløbig kulmination på Skjelmoses karriere, som ellers ikke mangler succeser. Men det er første gang, han lavet sådan i præstation i et så stort løb, og i et så stærkt felt. Spørgsmålet er hvad der vil betyde for hans videre planer og udvikling, for det seneste år har han vist sig at været meget mere puncheur end de fleste, og nok inklusive ham selv, ville have troet. På samme tid har han måske haft lidt flere problemer med de lange stigninger end forventet. Med andre ord peger pilen lige nu mere på en karriere indenfor endages- og korte etapeløb, end der fra starten stod skrevet i stjernerne. Men han er 22 år, og der kan ske meget inden han finder sin rette hylde.
Uanset hvilken vej Skjelmose vælger, så besidder han alle de psykologiske egenskaber der skal til for at nå til tops. Han er en motherfucker, en killer, en baggårdskat og en kriger til døden, når han har et nummer på ryggen.
Mattias Skjelmose er en gudsbenådet cykelrytter, og allerede en af de allerbedste cykelryttere, Danmark råder over.
