Fra Pinarello til Politistationen
DENGANG I STARTEN AF 80’ERNE, DA JØRGEN “MACS” MARCUSSEN OG JEG VAR EN SLAGS DANSK SVAR PÅ THE PERSUADERS, SOM HAVDE DEN LIDT MINDRE FLATTERENDE (MEN FOR SAMMENLIGNINGEN MÅSKE MERE PASSENDE) DANSKE TITEL, DE UHELDIGE HELTE, OG VI KØRTE PÅ PINARELLO CYKLER, HÆNDTE DET, AT VI AF LUTTER PIETET FOR MÆRKETS GRUNDLÆGGER, DEN TIDLIGERE “MAGLIA NERA”, GIOVANNI PINARELLO, AFLAGDE FABRIKKEN ET BESØG. DENGANG LÅ DEN INDE BAG BYMUREN I TREVISOS CENTRUM.
Af: Per Bausager
Så logerede vi gerne på et locanda uden for byen og aflagde besøget som afslutning på træningsturen. Selvom den allerede dengang aldersstegne “Nani” havde en virksomhed, der virkede globalt, så kunne han ikke se vores cykler blive stillet op ad muren inde i gården, uden at han hev en klud op af lommen på sin sorte kittel med broderet Pinarello-logo på brystlommen og begyndte at pudse på dem. Og herefter at hente oliekanden og smøre. En Pinarello skulle stå som en kattelort i måneskin. Altid!
Så skulle han høre, hvordan vi var kørende, om vi passede vores træning og “gjorde livet” (munkelivet forstås), og hvilken rute vi havde kørt den pågældende dag. Den rute, vi så havde kørt, passede ham som regel ikke, og han formanede os så om, hvad vi burde have gjort i stedet, og hvad vi i hvert fald skulle gøre næste gang.
“DER VAR OGSÅ DENGANG VI BLEV ARRESTERET PÅ HANS FABRIK. VI VAR KOMMET DERTIL I BIL MED 2 PINARELLOER BAGPÅ MIN FIAT MIRAFIORI RACING. JEG HAVDE GODT SET, AT DER STOD EN BETJENT MED STIV KASKET, SKRÅREM OG SKAFTESTØVLER MED SLIKKEPIND I DET ENE STØVLESKAFT”.
Per Bausager
Så kom det uundgåelige spørgsmål, hvor vi skulle spise i aften. Det vidste vi aldrig så tidligt på dagen. Og så gik han i gang. Gerne med tre-fire forslag, hvor han forklarede om småveje og under en bro, over en å, henad en markvej, og op over en collina og så efter et stykke med nogle gange, man skulle dreje, der var der et hul i en hæk, som man skulle ind ad. Der serverede de en risi e bisi, der var god ud over enhver forstand. At forklare sådanne tre eller fire steder kunne godt tage en halv times tid, og for hvert sted indprentede han os, hvad vi skulle spise som primo og som secondo præcis på det sted.
Når det var gjort, så var det stensikkert, at han afsluttede med: “Ma fatte come volete” (men gør som I vil). Vi var aldrig i tvivl om, at det ikke ville være godt at komme næste dag, uden at havde fulgt et af hans forslag – både mht. lokation og menu.
Der var også dengang vi blev arresteret på hans fabrik. Vi var kommet dertil i bil med 2 Pinarelloer bagpå min Fiat Mirafiori Racing. Jeg havde godt set, at der stod en betjent med stiv kasket, skrårem og skaftestøvler med slikkepind i det ene støvleskaft. Og jeg havde også godt hørt, at han fløjtede, da jeg rev Racingen den gale vej rundt om en rundkørsel for at lave et shortcut. Men jeg lod, som om jeg var både døv og blind og trådte på pedalen.
Mens Nani var i gang med kluden på en af vores maskiner, ankom de to strissere, der arresterede os og tog os med på stationen, hvor vi blev låst inde. Efter nogen tid blev vi låst ud igen, og Nani stod og kiggede misfornøjet på os. Har var ikke glad for, at hans to danske protegéer havde gjort en så skændig figur i hans by, og at han måtte trække på sin (betydelige) goodwill for at lægge sagen bi uden retslige efterspil. Vi var godt klar over, at her var tale om en virkelig “vergogno” (skam/skændsel), og at der var trukket op til max. på kreditten hos Nani. Men han omtalte det aldrig yderligere.
I årene, efter jeg var stoppet og drev forretning, havde jeg i 10-11 år agenturet på Pinarello og havde meget med ham at gøre. Sønnen Fausto havde overtaget den daglige styring, men Nani var der altid trods sin høje alder – og blev der omtrent indtil sin død i 2016. Et mantra var: “mai smettere di lavorare” (man må aldrig holde op med at arbejde).
Efter 40 år i branchen står han ud som en sjælden og enestående gentleman og hædersmand. Og det ved jeg, at der er mange andre end mig, der synes.
