Frankieboys tro væbner
UD AF DE MANGE UTROLIGE PERSONLIGHEDER, JEG HAR MØDT I MINE 47 ÅR I CYCLING, ER JØRGEN HARMS DEN MEST UTROLIGE. AT BERETTE OM ALLE HANS MERITTER VIL FYLDE EN BOG, OG JEG HÅBER AT FÅ LEJLIGHED TIL, I ET ANDET FORMAT, AT VIDEREBRINGE NOGLE AF DEM.
Af: Per Bausager
Gert havde arvet Harms af Ritter. Harms var en betingelsesløs tjener for Ritter, eller ”Guruen” som Harms altid kaldte ham. Gert hed så Frankieboy, og de to andre danskere, der formastede sig til at bejle til Frankieboys trone, Kim G. og HH Ørsted, kaldtes aldrig andet en ”Vor ven Kem”, og ”Mister Ørtstej”. Både ”vor ven” og ”Mister” skulle forstås på den rette måde, og Harms havde knive i ærmerne. Han tålte ikke, at hans chef blev antastet. Fordi Jørgens Marcussen og jeg havde vores primære virke, samt vores forhåbninger, på landevejen, fik vi lov at blive tiltalt ved vores navne, slet og ret, Marcussen og Bausager. Aldrig fornavne.
“HARMS VAR ALTID – SOM I ALTID – IFØRT AKAI-TRØJE. OG PÅ 6-DAGESAFTENERNE RUNDT OM I EUROPA VAR HAN KONSTANT BEVÆBNET MED EN BLÅ TUBORG SPORT DRIKKEDUNK, HVORI DER INGENLUNDE VAR SPORTSDRIK, MEN DERIMOD ILDVAND”.
Per Bausager
Det var godt set af Ritter, da han sørgede for, at Gert blev professionel med hans egen sponsor AKAI som finansiel støtte. Den altid snu Ritter var godt klar over, at det ville give bonus med et rent dansk par nr. 7, og så kunne han også høste lidt ære af at optræde som læremesteren, samtidig med at få en makker, der kørte stærkt. Et nummer, han jo også havde optrådt med – godt nok mest i Danmark – på Filotex-holdet og Francesco Moser. Som Moser, kørte også Gert ikke så lidt stærkere end Ritter – i hvert fald på en vinterbane, og Ritter var jo også i sit abolutte efterår og stoppede helt kort efter. Men logikken tilsagde, at Ritters væbner gik med den mand, som hans guru personligt havde udpeget som sin efterfølger – som Danmarks cykelstjerne nr. 1.
Harms var altid – som i altid – iført AKAI-trøje. Og på 6-dagesaftenerne rundt om i Europa var han konstant bevæbnet med en blå Tuborg Sport drikkedunk, hvori der ingenlunde var sportsdrik, men derimod ildvand. En drik, der tillige med piller af forskellig art holdt ham oppe i en konstant psykedelisk tilstand, som gjorde ham I stand til at skabe de mest absurde situationer, der nogensinde er set i banesporten. Og formentlig også landevejssporten. Det gjorde ikke det hele bedre, at han i sin animerede tilstand altid var bevæbnet med en skarpladt revolver.
Anekdoterne om Harms er utallige og utrolige. Her vil jeg nøjes med en enkelt. Den hidrører fra den tid, hvor Frankieboy efter at være stoppet drev Gert Frank Cykler på Kongevejen. En dag, jeg kørte forbi, tænkte jeg , at jeg ville køre ind og se, om Gert gav en kop mokka, men det var kun Harms, der var der. Han passede butikken. Han stod bag disken og var i færd med at inhalere en leverpostejsmad med rødbede. Da var det, at der ind i butikken kom en mand, som jeg skønnede at være af mellemøstlig herkomst. Harms, som konsekvent indledte alle sætninger med et ”nåh-men-altså” sagde så: ”Nåh-men-altså, er der noget jeg kan hælpe med”?
”Jeg skal lige kigge”, svarede kunden.
Harms og jeg talte videre en halv snes minutter, mens Harms fulgte ham med øjnene. Og så gik han ellers – nu med leverpostejsmad nr. to i hånden – ned til kunden og sagde: ”Nåh-men-altså , var der så noget jeg kunne hjælpe med”?
”Jeg kigger”, svarede den anden.
”Nåh-men-altså, synes du ikke, at du har kigget nu”, ville Harms vide.
”Jeg vil gerne kigge mere”
”Nåh-men-altså, skal du købe eller hvad? Du kan jo heller ikke bare sætte dig ind bag i en taxa og så blive siddende inde på bagsædet, for så spørger chaufføren, om du skal køre eller hvad, og så starter han taxameteret”.
Harms blev med tiden mere og mere syg, men var, så længe han var nogenlunde rask, var han Frankieboys væbner. En rolle, han var stolt af at bestride.
