Froomes lyserøde kup

MATTEO TOSATTO, SPORTSDIREKTØR FOR TEAM SKY, SÆTTER NU ORD PÅ DE MINUTIØSE PLANER, DER VAR KILDE TIL CHRIS FROOMES VILDE COMEBACK-TRIUMF I GIROEN OG FULDSTÆNDIG OMSTYRTEDE ÅRETS FØRST GRAND TOUR I EN HISTORISK TREDJE UGE.

Af Per Bausager / Foto: Castelli og Virtu Travel

Vi er i Castellis hovedkvarter i Fonzaso, som ligger i Dolomitterne. Der årlige globale distributørmøde er netop startet, og luften er stadig fortættet af eufori over Chris Froome, Team Skys – og dermed også Castellis – spektakulære triumf i Giro d’Italia. 
Tre storskærme kører med film fra 19. etape, som uden tvivl vil gå over i historien, efter Froome gennemførte et 80 km langt soloridt, der sikrede ham både etape og classifica generale.

På scenen står Castellis CEO, Steve Smith. Manden, der kom fra Nike, førte Maurizio Castellis visionære tanker videre og sikrede, at salgskurven drønede op gennem taget.  
Ved hans side står den tidligere cykelstjerne, italienske Matteo Tosatto, en af de mest driftssikre og barske vejkaptajner i nyere tid, og som har orkestreret store triumfer for folk som Cancellara, Petacchi, Contador og Sagan. For ikke at tale om hans bedrifter på det italienske landshold, inden han for at par år siden satte cyklen i stald for at blive sportsdirektør på Team Sky.

Steve Smith stiller Matteo Tosatto de spørgsmål, vi alle gerne vil have svar på.

“Matteo, fortæl om Giroen, som sluttede i sidste uge.”

“Uha, det bliver en lang historie, hvis det hele skal med. Men jeg skal gøre mit bedste med den tid, vi har til rådighed.”

“Løbet startede ikke godt for Chris?”

“Nej, Chris styrtede to gange og slog sig ret meget. Specielt det ene ben var medtaget, og han sov dårligt om natten. Og så er der det mærkelige ved hans fysik, som vi har set før, at når han udsættes for slag i forbindelse med styr, så øges hans kropsvægt. I den første uge af løbet gik den halvandet kilo op, og det gik meget ud over hans moral. Han er jo fanatisk med sin vægt.”

“Var det på tale at opgive?”

“Ja, det var det. Efter etapen til Gran Sasso, hvor han tabte tid og kom til mål helt tom, var han tæt på at rejse hjem. Men vi tog et møde om aftenen, og Dave (Brailsford) skar igennem og sagde, at Giroen stadig var lang, og at der stadig var muligheder for at vinde etaper, og ikke mindst at få gode løbskilometer.”

“Hvornår begyndte bøtten at vende?”

“Det gjorde den på Zoncolan. Nogle uger inden Giroen havde jeg hentet Chris i Venedig lufthavn, og vi var oppe og køre finalen på Zoncolan igennem. Chris var meget opstemt og sagde til mig, da vi stod på toppen: “Det er ikke sikkert, jeg kan vinde Giroen, men denne etape vil jeg vinde.”

“Hvordan forløb etapen?”

“Vi havde den under kontrol, og Wout Poels satte et hårdt tempo, som mærkede feltet. Da der manglede små fem kilometer, og alle var i rødt felt, satte Chris et meget hårdt angreb ind og kom fri. Som I alle så, blev det meget tæt til sidst, da Simon Yates kom meget stærkt bagfra. Men Chris udviste meget stor courage og vilje til at insistere, selvom Yates næsten var kommet op på hjul. Det afgjorde etapen.”

“Begyndte I så at tro på, at I kunne vinde løbet?”

“Nej, overhovedet ikke. Vi tænkte kun frem mod enkeltstarten på det tidspunkt.”

“Men dagen efter tabte han tid igen.”

“Ja, han havde en off day. Han frøs og kunne ikke få varmen, så vi gav ham en regnjakke på det næstsidste bjerg.  Han ramte stigningen op til Sappada langt tilbage og kunne ikke få sine ben til at fungere. Så han måtte se de andre favoritter køre væk. Herfra forsøgte han bare at begrænse sit tab.”

“Var han nedtrykt efter den etape?”

“Nej, egentlig ikke. Han havde trods den dårlige dag følelsen af at være i fremgang – at være sig selv igen – og var optimistisk for resten af løbet.

“Og enkeltstarten?” 

“Vi var godt tilfredse med det, Chris præsterede. Men da vi lavede vores analyser om aftenen, kunne vi se, at Tom Dumoulin var gået ned mod slutningen. Tom plejer altid at slutte hurtigere, end han starter, og vi begyndte at spørge os selv, om han var ved at være træt. Det havde været en meget hård Giro, og Tom havde ikke det stærkeste hold. Det var her, vi begyndte at tænke på en plan for Finestre.”

“Fortæl os, hvordan den etape blev planlagt og udført.”

“Aftenen inden etapen, holdt vi et fire timer langt møde med hele teamet. Vi lavede en række analyser af vores modstandere og af terrænet. Blandt andet analyserede vi Colle delle Finestre grundigt. Det er en af verdens hårdeste stigninger, og vi begyndte at regne på, hvor meget energi – eller watt – man kunne spare, ved det tempo, vi planlagde at sætte, hvis man kørte uden flaske og med tomme lommer. Herefter beregnede vi, hvor Chris skulle angribe og kom frem til hans energiforbrug. Vi fandt frem til, at vi skulle have en mand på stigningen for hver 2½ km med en flaske til Chris. Flasken skulle kun være halvt fuld, samt skulle han have en gel. Vi kunne selvfølgelig ikke vide, om planen ville lykkes. Men vi besluttede at gå all-in og se, om vi kunne vinde etapen og komme på podiet samlet. På det tidspunkt havde vi ikke drømt om, at det ville komme til at gå, som det nu gik.”

“Og selve etapen?”

“Vi kørte Finestre i den fart og den rækkefølge, vi havde planlagt, og allerede i bunden skete der store reduktioner af feltet. Eneste ting, der ikke gik som planlagt, var, at Poels havde dårlige ben. Men Chris kom alene væk, og Tom tøvede lidt med at køre fuld gas, fordi han formentlig var nervøs, da der var så langt hjem. Vi havde aftalt, at Chris ikke skulle have tider før toppen, og her fortalte vi ham, at han havde 40 sek. Tim Kerrison (Team Skys coach, red.) sagde over radioen, at Chris skulle satse alt på nedkørslen og derefter køre stærkt, men ikke over grænsen, på Sestriere. På toppen af Sestriere fortalte vi ham, at nu havde han to minutters forspring. Han svarede, at nu gik han mod mål for fuld gas. Herefter var det jo mest en mand-mod-mand-duel mellem ham og Tom. Det var begrænset, hvad de andre bidrog med til at holde farten oppe hos forfølgerne, og på den sidste stigning kørte de omtrent lige hurtigt. Det var vanvittigt. Vi havde håbet på en podieplacering og en etape, og nu havde vi pludselig la maglia rosa.”

“Hvad sagde Chris?”

“Han var helt rundt på gulvet og kunne ikke tro på det, der var sket. Alle på holdet var euforiske og begyndte allerede at fejre Giro-sejren. Men Chris manede til ro og bad os om ikke at fejre, før næste etape var ovre. Han sagde, at så længe der var bjerge, var løbet ikke slut, og at alt ville kunne ske.”

“Men alt gik godt, og sejren kom i hus.”

“Ja, det var en utrolig triumf. Særligt når man tænker på, hvordan det hele var startet, og så selvfølgelig på grund af Zoncolan og den utrolige præstation på Finestre-etapen. Alle os, der har været i cykelsporten, har lært, at man aldrig må give op, før man er kørt over stregen, og det blev til fulde bevist igen i denne Giro.”

Chris Froome sluttede øverst på Giro-podiet 46 sekunder foran 2017-vinderen Tom Dumoulin og næsten fem minutter foran nummer tre, Astanas Miguel Angel Lopez.