Giro d'Italias forvandling
Hvor det for Tour de France er storheden, der definerer løbet, er det for Giro d’Italia skønheden. ”La corsa piu bella del mondo”, ”La corsa rosa”, ”amore infinito” er nogle af løbets kælenavne. Når det gælder Giroen, er vi altid i det sanselige gebet.
Men et smukt og et stort løb, hvad er det? Defineres det ved de ryttere, der kører det, eller ved etapernes skønhed. Her skal vi huske på, at i cykling, er skønhed lig med hårdhed.
I 2024 udgaven, som præsenteredes forleden, er hårdheden trådt i baggrunden efter mange års optrapning på den front. Hele 20% er højdemeterne reduceret med i forhold til dette års udgave. Det er en massiv forandring af løbets præmisser.
Giroens arrangører ved naturligvis godt, at med Tour de France kan de ikke konkurrere, når det gælder om at afholde årets vigtigste og største grand tour, så jeg tror, at den nye strategi skal ses som et tegn på, at det ikke er Touren, men Vuelta a Espana, de efterhånden ser som den konkurrent, der skal bekæmpes, for eftersom alle tre grand tours i de senere år har skruet op for hårdhed og bjergetaper, er de store Tour-navne blevet mere betænkelige ved at binde an med Giroen. Man ser det faktisk ikke mere. Derimod kan man godt, hvis man er kommet godt ud af Touren køre Vuelta. Enten for at jage det resultat, man ikke fik i Touren, eller for at skovle mere til sig nu hvor det går så godt.
Det er vigtigt for Giroen at indgå i den historiske parring med Touren. Coppi, Anquetil, Merckx, Hinault, Indurain og Pantani lavede den vigtigste double, og der er med garanti flere nutidige ryttere, der går og slikker sig om munden ved tanken og at indgå i denne kæde af stormestre. Men med de strabadser løbet har indeholdt de senere år, er de bange for ikke at være restitueret til Touren. Det er det, Vegni nu lægger lokkemad ud for at lave om på. Sikkert animeret dertil af Pogacars og Van Aert gentagne ytringer om, at de ville elske at køre Giroen, såfremt det på et tidspunkt kan passe ind i deres planer.
Nu er det jo ikke sådan, at jo hårdere en grand tour er i form af bjerge, desto bedre cykelløb giver den fra sig. 2023 udgaven af Giro d’Italia var monstrøs i en grad, så frygten for det der ventede forhindrede de store udspil. Det kunne nok have været bedre, hvis ikke Evenepoel var røget ud med corona midtvejs, men summa summarum, blev det en tam affære. Det var som om de mange og grumme stigninger, der ventede de sidste dage, kyste livet af klassementsfolkene. Det blev kun til Thomas og Almeidas angreb på Monte Bondone, som vist kun fandt sted fordi det åbenbaredes at Roglic var kold den dag, og så Roglic sene, og ikke helhjertede, angreb tæt på toppen af Tre Cime di Lavaredo på kongeetapen. Det var en afsluttende enkeltstart i Roglic-land der reddede spetaccolo’et og løbet.
I 2024 udgaven er det eneste store etape-vartegn næstsidste dags dobbelte passage af bæstet Monte Grappa, som nok skal sikre en spektakulær finale, men selv her er Vegni kompromissøgende og lægger målet nede i Bassano del Grappa, hvilket giver, selv denne etape, flere udfaldsmuligheder.
Skulle Pogacar komme, så vil han stadig være storfavorit. Der mangler ikke ligefrem terræn til, at en mand med hans velassorterede værktøjskasse kan operere. Der er stadig den hidsige start i Piemonte, murene i Marche, 68 km TT og etape på le strade bianche. Der er masser at tage fat på for en foretagsom mand.
Når Tour de France præsenterer næste års rute i næste uge, vil det ikke være længe før vi ved hvem der inkluderer Giro d’Italia i næste års sæsonplan. Jeg håber at Vegnis frierfødder belønnes af nogle af de store navne – løbet fortjener det.
Og til syvende og sidst huskes et løb langt mindre for sine totale højdemeter, end for sine bataljer og sine kombattanter – og disses evne og fantasi til at udnytte det landskab, der stilles til deres rådighed. I Italien er det altid smukt og generøst.
