Jonas Vingegaard skriver historie

At det skulle blive en historisk etape, stod klart allerede på Col du Télégraphe, hvor Jumbo-Vismas skræmmende kollektiv, som den russiske hær i Mariupol, sønderbombede feltet fra alle sider indtil kun Pogacar var tilbage. Det var dramatisk og man sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på hvordan det ville kunne ende. Der manglede ikke bare 80 kilometer til mål, der manglede også to decideret grusomme stigninger: Col du Galibier og Col du Granon. Det var svært at se for sig hvordan Pogacar alene skulle kunne håndtere denne situation selvom resten af etapen kun havde meget lidt dal.

Med vanlig ubekymret hed, med vanligt mod og med vanlige gode ben, gik indehaveren af den gule trøje frisk til opgaven på Galibier, og da han var blevet træt af at parere de byger af skiftevise og hårde angreb fra Vingegaard og Roglic, satte han sig frem og tonsede så kun Vingegaard kunne holde jul. Han lignede en mand i kontrol og en mand der var oven på pedalerne.

Halvvejs oppe af Col du Granon indtraf den store jordrystelse, som kommer til at indgå i cyklingens historiebøger. Som da Riis detroniserede Indurain på Hautacam i 1996, da LeMond detroniserede Hinault på selvsamme Col du Granon i 1986, og da Thevenet detroniserede Merckx på Praloup i 1975, tilføjede Vingegaard, med sit angreb fem kilometer fra mål, Pogacar et nakkeskud der efterlod ham hjælpeløs, som en flue på et fluepapir, med evigheder af tid til at stopuret kunne og ville tikke i hans disfavør.

Der var en af de sjældne dage, hvor den ene af to duellanter har sit livs bedste dag, og den anden sit livs dårligste. Det faktum ses nu i klassementet.

Årets udgave af Tour de France havde skiftet hersker. Eller med Jumbo-Vismas kollektiv in mente, er det måske mere rigtigt at sige, at her er tale om et systemskifte.   

Vingegaard: For 1 måned siden kaldte jeg ham selv, ”verdens p.t. bedste grimpeur”. I går beviste han at han er det. Han er en moderne Tour de France-rytter, som tilsidesætter alt andet for at fokusere på dette ene løb, og han er støttet af verdens stærkeste cykelhold i sine bestræbelser på at vinde det. Selv sætter han ikke en fod forkert. Han dirigerer ikke holdet, men han glider sømløst ind i kollektivets formidable arbejde som orkestreres fra kontorerne og ikke på landevejen. I går kørtes en fuldstændig fejlfri etape, og han havde dynamit i benene indtil den sidste meter. Vingegaard var ikke kun bedre end den nedsmeltede Pogacar, men i særklasse etapens bedste mand. Det var en præstation, der matcher den Riis leverede på Hautacam i sin tid. 

Pogacar: Han blev ramt af sin karrieres første totale sammenbrud på en af de få dage hvor det ikke måtte ske, og udkommet af gårsdagens brutale ridt skal ses lige så meget i hans manglende niveau på finalestigningen som på Vingegaards fremragende performance. Jeg var lidt bekymret på hans vegne over den kækhed han lagde for dagen på Galibier, men han virkede jo meget frisk. Det gjorde han også i bunden af Granon. Han smil og gestik til kameraet viste i hvert fald at han ikke var en træt mand. Ti minutter senere slukkede lyset, og det tyder mest på at han gik sukkerkold. Det rammer fra det ene øjeblik til det andet. Mens Vingegaard fløj foran, stod Pogacar stille og blev, ensom og nødstedt, efterladt af den ene efter den anden – af folk han til dagligt fejer gulv med. Beregninger foretaget af Kärliz Ozols fortæller da også, at han de sidste 5 kilometer trådte (for ham) latterlige 5,3 watt pr. kg.  

Jumbo-Visma: Der er ingen over og ingen ved siden af de sort/gule krigsherrer. De gør som det passer dem. Deres samlede ildkraft overgår vel det bedste Team Sky, men de er ikke så lidt mere opfindsomme. Etapen i går var efter mesterværk fra deres side – det bedste vi nogensinde har set dem. Et symfoniorkester og en krigsmaskine på samme tid. Alene fordi opponenten hedder Pogacar, giver det mening at følge med i den krig de udkæmper.

UAE: Jumbo-Visma ville under alle omstændigheder være en næsten umulig modstander at besejre og så meget mere med et coronaramt mandskab. Dem der er der kæmper uendeligt tappert, men i tilspidsede situationer var der 5 Jumbo-Visma mænd mod Pogacar. Det siger alt om hvor vanskelig opgaven er. Og der er ikke lys for enden af tunnelen i denne Tour. Eneste håb er kaptajnens ekstraordinære klasse.    

Ineos: Thomas viser den bedste udgave af sig selv i årevis og er ikke farligt langt fra løbets bedste folk. Yates var også god i går. Men kollektivet smuldrer og de udgør ikke en samlet slagkraftig enhed der kan påvirke løbets overordnede forløb.     

Hvad nu?: En genkomst for Pogacar vil kræve at Vingegaard løber ind i en dag lige så sort som den han selv havde i går. Med Roglic, Van Aert, Laporte, Benoot mfl. som lokomotiver kan han ubekymret sætte sig på hjul langt den største del af resten af Touren. Pogacar skal både isolere ham og have ham i tovene og det er med Vingegaards og Jumbo-Vismas nuværende form næsten et utænkeligt scenarie. Dalene er Pogacars fjende. Her vil have kunne finde sig selv alene mod 3-5 Jumbo-Visma folk og deres overtal umuliggør næsten aktioner udefra. Derfor er det meget svært at få øje på, hvor han skulle kunne fremtvinge en situation, der kan gøre en nødvendig forskel. Hans problem er, at han decideret nedsmeltede i går, så tidstabet blev så kolossalt. Havde der været i et minut, havde der været anderledes gode muligheder for ham.

I dag vil vi finde ud af om det var en enlig sort dag. Men Pogacar er ikke hvem som helst, så han vil helt sikkert angribe. Måske med alt på ét dristigt bræt, som i sidste ende vil føre til et nyt kollaps.

Het Nieuwsblad: ”Denne masterplan for Vingegaard blev udtænkt i juni. Jumbo-Visma bragte Tadej Pogacar i knæ. Med en offensiv, der startede fra første meter med Wout van Aert, og som endte med et mesterligt angreb af Jonas Vingegaard. Er Touren slut? Vi håber det ikke, men frygter det”.

Pogacar: "Jeg ved virkelig ikke, hvad der skete. Vi må se i morgen, om jeg kan gøre det bedre. I dag tabte jeg tre minutter. Måske vinder jeg tre i morgen”.

Thomas: ”Pogacar vil angribe nu. Touren er ikke nødvendigvis afgjort”.  

Vingegaard:  "Jeg vidste det ikke før Granon. På Galibier var Pogacar meget stærk. Han droppede alle bortset fra mig. Jeg var ikke sikker på, om han var all out eller ej. Og på den sidste stigning tænkte jeg: Hvis jeg ikke prøver, kan jeg ikke vinde. Selvfølgelig er en andenplads en fin placering, men det prøvede jeg allerede sidste år. Nu vil jeg forsøge at gå efter sejren.

Het Laaste Nieuws: Hvis Pogacar ikke har et hold til at forsvare trøjen, kan det også være en velsignelse at miste den”.