Kasper Asgreen
Af: Per Bausager
DAGEN FØR
Det er tirsdag, og jeg er i Italien. Jeg er holdt ind i Soave – den kendte vinby – for at indtage en frokost, på vej til lufthavnen i Bergamo, da Kasper Asgreen ringer. Vi har aftalt, at jeg skal interviewe ham dagen efter i Kolding.
“Tager du ikke din cykel med, så kan vi træde en tur, og snakke undervejs, og så kan vi gøre interviewet færdigt hjemme hos mig bagefter?”siger han.
Jeg har godt hørt historierne om, at Asgreen smadrer alt på sin vej, men jeg siger alligevel ja. Så kigger jeg på vejrudsigten for Kolding dagen efter. Den siger torden og skybrud. Jeg sender en besked til Asgreen.
“De lover torden og skybrud i morgen. Træder du under alle omstændigheder?”
“Altid,” er det korte svar.
ANKOMMER I KOLDING
Dagen efter ankommer jeg kl. 10.30 på Asgreens nye matrikel. Han har lige købt hus, som han har overtaget for 10 dage siden. Han kommer ud for at modtage mig og hjælper mig med at samle min cykel, som han så anbringer i sit værksted, hvor der i forvejen er to sorte Specialized. En racer og en TT-maskine.
Asgreen er næsten lige så berømt for sin kaffekundskaber som for sin cykling, og ude i køkkenet står et imponerende sortiment af udstyr.
“Vil du have kaffe?” er det første han spørger om. Og da jeg beder om en espresso, ser han tilfreds ud.
“Det var en god start,” siger han, som om dette valg var afgørende for, at man er OK.
Da jeg har klædt om til cykeltøj, kommer jeg igen ud i køkkenet, og her har Asgreens professionelle kollega Asbjørn Kragh Andersen indfundet sig. Han sidder på køkkenbordet i fuld Sunweb-kampuniform. Jeg fornemmer, at det godt kan blive en problematisk dag.
CYKELTUREN – KAFFESTOP
Allerede 100 meter henne i passet står det klart, at jeg har begået en fatal brøler ved at tro, at Asgreen og jeg forstår det samme ved en ”lille nem tur.” Første dårlige tegn er den måde, han kyler sin Specialized rundt om det første hjørne på, og så at han farer derudad, da han er kommet rundt. Kragh, som har sovet i timen og sat sig bag mig, og jeg selv, er nu i samme båd og har 50 meter at lukke på en mand, der allerede har godt swung i sine 175 mm pedalarme.
Vi får lukket hullet, men jeg er nu allerede efter to minutter med for høj puls. Kragh glider op på siden af Asgreen, og vi forlader Koldings udkant med nålen på over 40 km/t. Det her varsler ilde.
I ca. 15 minutter glider vi gennem smukt og grønt østjysk sommerlandskab som et eksprestog. Jeg er ude i nogle gear, som jeg normalt kun bruger ned ad stejle bakker. Jeg er presset.
Efter et kvarter slår Kragh ud: “Du må godt føre så I kan snakke”.
“Nej, jeg skal sgu ikke føre her.”
“Fandme jo, du kan ikke komme som gæst og køre på nas”, siger Asgreen.
Så sidder jeg der ved siden af ham. Og de næste fem minutter er den eneste gang, han viser bare en smule medmenneskelighed.
“Kommer du med i Touren”, spørger jeg?
“Det er jo det, jeg har trænet som et svin for, men jeg tror det ikke.”
“De kan sgu da ikke undvære dig, sådan som du er kørende.”
“Det er jo Deceuninck-Quick Step. Der er 13 mand, der er skarpe, og udbruddene skal nok blive hentet, uanset om jeg er der eller ej.”
“Men er det ikke bittert, hvis du ikke kommer med?”
“Altså jeg vil jo mega gerne køre, men jeg har også forståelse for, at de prioriterer belgierne, når nu løbet starter i Belgien. Jeg ville også blive skuffet, hvis ikke jeg bliver prioriteret, når der er start i Danmark. Jeg ved, at holdet ikke forbigår mig, fordi de ikke tror på mig. De ved, at jeg er en af de stærkeste i feltet, når jeg melder mig klar.”
Asgreen skal køre er serie hurtige intervaller “for at åbne benene”. Så hurtige, at jeg kan glemme alt om at gå med på hjul – og jeg kan imens føre med Kragh (som skal køre østtyskertræning i dag) – med beskedne 35 km/t. Han er mere gentleman end sin træningskammerat, tager hensyn og hyggesnakker om, hvor stor forskel der er fra Continental til WorldTour.
Men så venter skærsilden lige om hjørnet. Hullerne havde Asgreens mentor, Christian Poulsen, kaldt dem. Blue Horse-bakken er den første. Kragh lægger pres på pedalerne nede fra bunden og er på stort blad. Min puls katapulteres op i rødt felt. Halvvejs oppe foreslår jeg Asgreen, at han bare kører op og venter på toppen, men svinet svarer iskoldt og med hvilepuls, at han skam bliver hos sin gæst. Satans.
Så farer vi op og ned ad de skide “huller”, til jeg ikke ved, hvad jeg selv hedder, og indtil Asgreen kigger overbærende på mig og siger, at nu må jeg lige stramme mig an, for det er den sidste bakke inden kaffen.
Da vi runder sidste bakketop, får jeg lyst til at banke Kragh, da han siger til Asgreen: “Tænk hvor heldige vi er at have verdens bedste job og kunne køre her og nyde sådan en tur.”
Det er Kragh, der kender Bindeballe Købmandsgård. Der er meget hyggeligt. Et stort bord er der derinde, med mange forskellige kager, ostemadder og smørrebrød. Og der er også mange slags kaffe og forskellige varianter af madam Blå. Men ingen betjening. Man tager, hvad man skal bruge og betaler med MobilePay. Det er jysk tillid til medmennesker. Konceptet ville aldrig se dagens lys på Sjælland.
Det er turens højdepunkt at sidde der med ostemad og kaffe og de to Worldtour-ryttere, som er par dejlige knægte, altså når de ikke sidder på cyklen. De sidder og taler om deres tid under Riis på Virtu. Kragh viser endnu engang omsorg for pensionisten og betaler gildet.
Hvor langt er der hjem?, spørger jeg. “Vi skal sgu ikke hjem. Der mangler halvanden time”, svarer Asgreen. Humøret falder. Havde håbet, de værste pinsler var ovre.
Klik, klik, klik. 16…15,…14…13. Bødlernes elektroniske Dura Ace-bagskiftere flytter med ca. tre sekunders mellemrum kæden en tand mere ud mod konussen, hver gang vi har rundet en bakketop eller et skarpt sving. Det er næsten det værste, denne hårde progressive acceleration lige på de steder, hvor jeg i forvejen er i rødt felt. De kyler cyklen rundt i alle sving på de halvvåde veje, og jeg indser, hvor rusten jeg er blevet. Jeg må kompensere med kræfter, jeg ikke har.
Højre, venstre, op, ned. Det går edderbroderme stærkt. Min hals er tør som Atacama-ørkenen, og mine briller er så tilsaltede, at jeg ikke kan se vejen tydeligt, men jeg kan ikke slippe rattet uden at blive læsset. Det ligger fast. På en smal vej gennem et stykke skov kommer et lastvogntog hensynsløst brølende mod os. Der er næsten ikke plads, og Kragh må ind bag Asgreen. Med mit ringe udsyn sigter jeg efter Renson-logoet på Sunweb-bukserne foran mig og håber, at jeg kan finde den smalle korridor mellem toget og asfaltkanten. Den kunne være gået galt.
Vi rejser gennem Ronde Van Vlaanderen-agtige veje med +45 km/t. Mit åndedræt er tungt som udslippet fra en skorsten med åbent spjæld på en John Deere-traktor i en våd pløjemark. Kragh er gået ned i æggestilling og sidder i 13’eren. Asgreen sidder i grebene, men nu med god inklination i albuerne, som når han skal lukke et udbrud for Viviani. Hans aktion er vidunderligt smuk og flydende. Det kan jeg se – og endda nyde. Jeg holder fast med det sorte af neglene og kommer i tåger til at tænke på den lange stykke betonhovedvej i E3 Harelbeke i 1978, da jeg sad inde i gruset i 20 km på nippet til at blive sat, mens Sean Kelly vred gashåndtaget i bund på sin røde Flandria oppe foran.
Så kommer der endnu en stigning. Halvvejs oppe råber jeg “gruppetto”.
“Tag dig nu sammen, det er den sidste. Vi er i Kolding,” siger Asgreen.
Jeg zig-zagger og er ligeglad med, hvad han siger. Og også ligeglad med alt andet.
Da vi ankommer til Casa Asgreen, kan jeg se i køkkenvinduet, at min hjelm og mine briller sidder skævt, og at mine løse ærmer hænger nede om underarmene. Jeg tror, jeg skal kaste op.
De næste fem minutter drikker jeg to liter af Kolding Kommunes karske kildevand – tappet fra hanen i Asgreens køkken.
“Skal jeg ikke lave os en omelet”, spørger han. Jeg har kvalme, men siger alligevel ja tak, inden jeg tager et brusebad.
FROKOST
Asgreen er en god vært, der ikke alene sørger for at smadre sine gæster, men også for at genopbygge dem. Han laver to gode omeletter, og vi sidder på barstole i køkkenet og spiser. Og så han laver to cappuccini med et flot hjerte i skummet. Jeg begynder så småt at føle mig som menneske igen og tænker, at Asgreen måske alligevel på bunden er et sympatisk gemyt. Min interviewblok, som jeg tog hul på, da jeg besøgte Valgren hjemme i Monaco sidste år, kommer frem.
INTERVIEWET
Hvordan gik det egentlig til, at du kom i kontakt med Quick-Step?
“Jeg havde snakket med Patrick Lefevere i 2017, men der kom ikke rigtigt noget ud af det, så jeg lavede kontrakt med Virtu, og så i januar fik Brian Holm Patrick overbevist om, at jeg skulle med på deres træningslejr. Det kom der ingen kontrakt ud af, så jeg tog tilbage til Virtu, hvor jeg blev nummer seks i Trofeo Laigueglia. Men så blev Jungels kørt ned, én fik en diskusprolaps og Gaviria brækkede hånden, og så var de pludselig i ryttermangel og skulle ansætte en ny mand. Og det blev så mig.”
Hvordan foregik det?
“Jeg kørte Normandiet Rundt med Virtu, da jeg efter tredje etape fik besked fra Patrick, at vi havde en aftale, hvis jeg ville. Så lånte jeg en af vores servicebiler og kørte op til Service Course i Belgien og skrev under og fik udleveret tøj og cykler og kufferter og så videre. Dagen efter var jeg hos Vermarck og blev målt op i hoved og røv til det rigtige tøj og så tilbage til Virtu. For dem var mit sidste løb så Tour de Limburg. Og så om onsdagen debuterede jeg for Quick-Step i Scheldepreis.”
Er Lefevre egentlig med ude til løbene?
“Nej, kun til de store løb. Klassikere, Paris-Nice, Giroen, Touren og sådan noget. Så kører han rundt med nogle VIP’er og snakker med folk. Han går ikke ind over sportsdirektørerne arbejde.”
Når man sidder og ser dig på TV, så synes jeg, at du træder nogle monsterveksler (Asgreen griner). Er det med gear noget, du tænker eller har en plan med?”
“Nej, overhovedet ikke. Jeg kører bare i det gear, jeg synes falder mig mest naturligt.”
Du tænker aldrig, at nu må jeg sgu lige spare benene lidt?
“Jeg kan da godt sidde og skifte lidt rundt i det, men jeg synes jo, at jeg sidder og spoler med 95 omdrejninger. Det er der andre, der synes, er en lav kadence. Andre gange sidder jeg med 70 i kadence. Men det er ikke noget, jeg går op i. Jeg træder bare.”
Hvordan på enkeltstarter?
“Tjah, det ligger den på 95, måske 100. I holdløb er den lidt højere, og så skifter jeg lidt ned, når jeg sidder på hjul”
Eksperimenterer du med pedalarmslængder?
“Jeg har kørt 175 mm, siden jeg var andenårs U17.”
Hvad med position?
“Jo, der har jeg eksperimenteret, især på enkeltstartscyklen, men ikke så meget på landevejscyklen, hvor der kun har været lidt med sadelvinkel og klamper, ellers har den været det samme i mange, mange år. På enkeltstartscyklen er der jo noget mere at lege med, ik.”
Hvad har du gjort?
“Altså, da jeg kom til Quick-Step, havde de fået udviklet et rigtig godt test set-up. Men det viste sig, at det jeg kom med fra før, og som aldrig var blevet testet i vindtunnel eller på en bane, det var der ikke meget, der kunne forbedres ved. Jeg havde selv fundet en rigtig, rigtig hurtig position, og det er minimalt, hvad vi har kunnet forbedre. Nærmest ingenting. Lidt på komfort. Men det er jo sjovt, at jeg har kunnet lytte mig til en så hurtig position.”
Lytte?
“Ja, når du sidder og lytter efter vinden. Det har jeg altid gjort. Hvis der er vindstøj, så er det fordi, der er noget turbulens. Hvis der er stille, når du kører 50 km/t, så er det fordi, du har et rent airflow. Sådan har jeg selv arbejdet mig frem til at være hurtig. Man kan komme langt med at lytte, ha ha ha.”
Hvad med træningslejre. Er det noget du kan lide?
“Ja, jeg kan godt lide at være afsted med holdet, både til træningslejre og løb. Jeg ville sgu kede mig, hvis jeg skulle sidde for meget herhjemme i Kolding. At rejse og at komme rundt, det kan jeg godt lide. Jeg glæder mig altid til at komme i træningslejr. Det gør jeg sgu.”
Nu har du jo lige købt det her dejlige hus. Har du haft i overvejelse at købe noget i udlandet?
“Ja, efter sidste sæson overvejede jeg det kraftigt. Belgien og Girona. Mest Belgien. Jeg snakkede meget med Brian Holm om det. Han sagde, at jeg skulle tage en sæson og prøve at blive tæsket i seks uger på brosten, og så se hvor meget Belgien ville hænge mig ud af halsen bagefter.”
Men det er jo ikke sket?
“Nej, men jeg endte med at lytte til ham og at holde fast i nogle af de ting, jeg kender, og som har virket og har skabt en god udvikling hos mig. Hvorfor ændre en masse, når jeg bare bliver bedre og bedre ved at gøre det, jeg plejer?”
Der er mange, der gør en masse nye ting, når de begynder at få succes?
“Ja, netop. Men når jeg nu er blevet bedre og bedre og stadig bliver det ved at træne 25-27 timer om ugen i Danmark, hvorfor så begynde at træne 30 timer et andet sted. Forskellen mellem de bedste og de dårligste ryttere på WorldTour er marginal. At begynde at lægge 5-10% på din træning og ændre bopæl, det er ikke marginaler. Du mister hurtigt kontrollen med det, du laver. Alle kører tæt på grænsen, og jeg tænker at ved bare at skrue op for tingene, der går du bare over grænsen. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er min filosofi, at så længe jeg forbedrer mig, så fortsætter jeg med at gøre det samme. Og en af tingene er at bo i Danmark. Da jeg endelig tog den beslutning at købe huset her, så kunne jeg mærke, at det blev jeg glad for. Og så har det hele tiden været et must for mig, at der både økonomisk og organisatorisk skal være plads til, at jeg kan rejse hvorhen jeg vil, når det passer mig. Hvis det er dårligt vejr, eller hvis jeg vil træne i bjerge.”
Regner du så med at blive boende her?
“Det er jo ikke fordi, jeg går og tænker, at nu skal jeg bo her de næste 30 år. Men det er også en investering at købe et hus. Når man nu er begyndt at tjene nogle penge, så kan man jo ligeså godt bruge dem med omtanke. Man ved jo aldrig, hvor længe sådan noget som at køre stærkt på cykel holder. Og så er det jo meget rart, hvis man ikke skal ned og stå på jobcentret dagen efter, men har tid til at tænke over, hvad man nu skal finde på.”
Tror du, at du bliver i cykling efter karrieren?
“Ja, det føler jeg mig sikker på. Hvis jeg kan finde en plads, der passer mig. Og jeg vil altid blive ved med at cykle og nok også at konkurrere. H40, H60, og det hele. Og så stå i teltet og få en bajer og evaluere løbet. Det er sgu da hyggeligt.”
Har du et bud på, hvorfor Deceuninck-Quick Step vinder så meget?
“Mentaliteten. Alle, der kører på det hold, ved, at man kører for hinanden. Og at hvis man hjælper, så får man også selv sin chance, så alle vil gerne ofre sig for hinanden. Bare se i Milano-Sanremo, hvor Gilbert og Stybar sidder og hamrer op ad Poggio for at køre for Alaphilippe. Et løb, som det er Gilbert største drøm at vinde. Han gør det alligevel.
Sidste år sad jeg og talte med Holm om det samme, og jeg fremlagde min egen teori om, at en del af forklaringen på holdets kultur er, at Lefevere hyrer cykelryttere, altså gammeldags cykelryttere, som gerne vil køre væddeløb. Ikke som andre, der hyrer folk med visse tal, som de så mener, man kan gøre det det ene eller det andet ved. Kan du godtage den teori?
“Ja, det kan jeg godt. Nu hørte jeg f.eks., at Team Ineos vil have Campenaerts. Jeg kunne ikke forestille med, at Patrick ville skrive med sådan en ryttertype. Han er en pissegod cykelrytter, men ikke væddeløber på dén måde. Se på Jungels, som nærmest regnes for bjergrytter, men han kan altså godt rette den ud på brostene og i sidevinden, så folk bliver sat fra hjul.”
Bruger i radioen meget på holdet?
“Ja, der er meget snak over radioen, men det meste af det er bare oplysninger. Og sjældent ordrer. Vi aftaler planen på taktikmødet, og så holder vi os til den. Jeg kan ikke komme i tanke om et løb i foråret, hvor vi ikke holdt os til planen.”
Ser du det som en styrke, Quick-Step har?
“Ja. Men de andre giver os jo også lov til at følge vores egen plan, for som regel sidder de jo og venter på, hvad vi gør i de løb. Deres taktik er er at være klar, når vi kører.”
Har rytterne indflydelse på taktikken?
“Ja, kaptajnerne har. Inden taktikmøder har sportsdirektøren været rundt og snakke med kaptajnerne om, hvordan der skal køres. De snakker ikke med mig om det. Jeg får bare at vide, hvad jeg skal. Men de kommer da rundt på værelserne, afleverer løbsbogen og rygnummeret og hører, hvordan man har det, og hvad man tænker. Tag nu min første klassiker i Kuurne. Der var opskriften, at vi skulle køre der, hvor vi har kørt de sidste 15 år. Og det gjorde vi så igen i år. Alle ved det, men alligevel er det der, vi kører, ha ha ha….”
Hvis vi kigger to-tre år tilbage, troede du så, at du ville blive en god klassikerrytter?
“Jeg har i hvert fald altid vidst, at jeg ikke skulle være bjergrytter, ha ha ha. Jeg har altid gerne villet være klassikerrytter.”
Du har ikke set dig primært som enkeltstartsrytter?
“Nej, det har jeg ikke. Jeg har altid syntes, det sjoveste er at køre væddeløb og angribe hinanden. Det er jo det, cykling går ud på. Jeg kan godt lide at køre enkeltstart, men det er absolut det andet, jeg brænder mest for. Nej, udelukkende at være enkeltstartsrytter, det har jeg sgu aldrig haft nogle ambitioner om.”
Nu har du jo prøvet at køre lidt af hvert. Hvilke er dine favoritløb?
“Klassikerne. Helt klart. Brostensklassikerne. Alle sammen, som er i de der seks uger.”
Tror du, at dine karakteristika er mest til Flandern eller Roubaix?
“Hmm, det ved jeg sgu ikke. Hvis du kan vinde den ene, kan du vel også vinde den anden.”
Her holder Asgreen en længere pause, og det er tydeligt, han tænker. Så siger han: “Eller hvis du kan vinde Flandern, kan du også vinde Roubaix. Omvendt er der nok nogle, der er for tunge til Flandern. Stannard f.eks. Han er nok for tung til bakkerne i Flandern.”
Men skulle man ikke tro, at Roubaix næsten var mere ideelt for en tonser som dig?
“Jamen, jeg kan sgu godt lide de bakker i Flandern. Du ved, et par minutter stejlt opad. Det kan jeg godt lide. Det kan jeg sgu.”
Godt lide, ligefrem?
“Jamen altså, det kan jeg. Det er sjovt. Det synes jeg sgu. Da vi kørte recon til Roubaix, lå vi og tonsede på de sværeste stykker med sten, og cyklerne hoppede og dansede. Jeg sad og havde en fest. Stybar kiggede på mig og spurgte, hvad der var så sjovt. Jeg svarede, at jeg syntes, det var skidesjovt at køre på de sten, og at cyklen ikke var til at styre og sådan noget. “Gu’ er det da ej sjovt, det gør jo ondt alle steder” sagde han. ”Nej, det er da mega sjovt.” Så kiggede han på mig, og rystede på hovedet.”
Er din motivation at vinde eller at køre væddeløb?
”Jeg kører, for at det skal være sjovt. For væddeløbet. Tag sådan en etape, som den jeg vinder i Californien. Da jeg angriber, havde jeg jo regnet med at have været sat længe inden. Men det var jeg så ikke. Og så tænkte jeg, at nu ryger jeg nok snart, men så lad os da have det lidt sjovt indtil da. Og så ender det med at jeg alligevel sidder og kører om sejren og endda vinder.”
Er det vigtigere at lave noget spektakulært end at vinde?
“Det ved jeg sgu ikke. Men lad os blive i Californien. Etapen, jeg vinder, der laver jeg ballade, men den sidste etape med det store bjerg i finalen, der har jeg jo siddet og kørt klassement hele ugen, og holdet har hjulpet mig. På næstsidste stigning kører Schachmann op på siden af mig og spørger, om vi skal angribe sammen, og det kribler i mig, og hjernen tænker “ja, for helvede, lad os komme ud og køre noget cykelløb, ikke.” Men jeg ved jo også, at den bedste måde for mig at forsvare min pointtrøje og min tredjeplads, det er at komme til foden af sidste stigning sammen med favoritterne og så køre alt, hvad jeg kan – som en enkeltstart – i de 25 min. til toppen. I den situation kan jeg jo ikke bare sige “jo for helvede, nu kører vi.” Så havde der nok været nogle bitre holdkammerater. Der kan jeg ikke bare køre og more mig, men må tænke professionelt, så det er lidt situationen, der bestemmer, selvom det havde været meget sjovere at køre udefra.”
Med den indstilling er det jo logisk nok, at du foretrækker klassikerne. Touren er jo ikke en garanti for risikobetonet væddeløb?
“Nej, præcis. Jeg synes sådan en bjergetape godt kan være kedelig. Folk kører for at komme op så hurtigt som muligt for at holde fast i et resultat. Den sidste uge sidder folk og kører defensivt for top 10-placeringer. Det kommer der ikke meget væddeløb ud at. Det sker aldrig i klassikerne. Team Sky har prøvet at styre dem, men det har de ikke haft succes med, ha ha ha.”
Hvad med VM?
“Ja, VM er også godt. Alle de spektakulære løb. Både når jeg kører dem, og når jeg ser dem på TV. jeg elsker det. Det er mega fedt. F.eks. i Kuurne-Brussel-Kuurne, mit første brostensløb, kom Terpstra op på siden af mig og spurgte, hvad jeg syntes om at køre brostensklassikere. Så grinede jeg over hele hovedet og sagde, at det var det sjoveste, jeg nogensinde havde prøvet. Han gloede på mig, som om jeg var idiot. Det var fucking sjovt, ha ha ha….”
Jamen vi kommer jo ikke udenom at skulle snakke om den der kaffe, som du er så berømt i pelotonen for. Hvordan startede sådan en lidenskab?
“Det var, da jeg var i Lucca med Brøchner, der i vinteren 15/16. Der begyndte jeg at drikke espresso. Og da jeg så kom hjem, begyndte jeg at købe noget kaffeudstyr, Og så vinteren efter købte jeg min første espressomaskine. Den der står der, købte jeg sidste år.”
Hvad skal der til for at lave en rigtig god kop kaffe?
“Se den kande, der står der. Den afkalker vandet. Kalk gør kaffen bitter. Og så skal du selvfølgelig have noget god kaffe, som skal kværnes rigtigt, så den hverken bliver over- eller underekstraheret. Hvis den er for fin udskiller den for mange kaffepartikler, og kaffen bliver sur. Hvis den er for groft kværnet, bliver den bitter, Og så skal man jo brygge ved den rette temperatur. Det gælder ikke mindst, når man brygger filterkaffe.”
Er der også noget at lege med, når man laver filterkaffe?
“Ja, det er der bestemt. Den kværn der, den er til, når jeg laver filterkaffe. Der er masser at tænke på. En espresso er ca. et bryggeforhold på 1:2, mens filterkaffe er 1:16 ca.
Hvad når du rejser?
“Der har jeg mit rejsekit med. Min termokop, bryggeren og kværnen. Vand får jeg på hotellet. Så temperaturen kan jeg ikke styre. Men man må jo tage nogle valg, Jeg kan jo fandme ikke bruge det halve af pladsen i min kuffert på kaffemaskiner. Til morgenmaden er der jo varmt vand til te-drikkerne.”
Hvad siger de andre til det menageri?
“I starten gloede de lidt, men nu har de vænnet sig til det.”
Kommer de så og spørger, om de må få en kop?
“Jaja, de fleste har været oppe og få en kop.”
Er der bønnepræferencer?
“Ja, jeg har en kammerat, der har et kafferisteri her i Kolding. Det er ham, jeg handler hos. Det sker også, at jeg finder noget spændende i udlandet.”
Hvad er dit bedste sted at stoppe for kaffe på træningsturen?
“Uha, der er mange. Men mit bedste sted må nok være Billund Bageren. Det kan jeg sgu godt lide. Ikke så meget på grund af kaffen, som på grund af kagen, ha ha ha… Rigtig god kaffe, det får jeg herhjemme.”
Stopper I altid?
“Ja, hvis det er mere end 3½ time, så stopper vi næsten altid lige og får noget.”
Det er ved at være seks timer siden, at jeg kom, og det har været en god og lang snak. Jeg siger, at jeg har det, jeg skal bruge og takker for tid og værtskab. Asgreen henter en flaske af sin favoritvin, som han synes jeg skal have med hjem, og han hjælper mig med at skille min cykel ad og få den ned i bagagerummet. Han er nidkær med at arrangere tæppet, så der ikke er noget, der bliver ridset.
”Det var sgu en fornøjelse. Tak for i dag, vi ses snart,” siger han, inden døren lukkes bag ham.
Nu da jeg næsten er kommet mig, forekommer det mig, at han er en rigtig guttermand og et godt selskab.
Næste dag får jeg en SMS fra Kragh: “Tak for i går, Bausager. Det var hyggeligt at have dig med. Du er altid velkommen en anden gang.”
Ja tak, velkommen i helvede. Men jeg er sikker på, at tanken er god nok.
