Kejseren fra Herentals

KEJSEREN FRA HERENTALS

I går vandt Van der Poel crosset i Herentals. I belgiens nationalsikons, Van Aert, hjemby. Trods sin status, nægter Van Aert at lyde navnet Kejseren fra Herantals. Det er kun én kejser, og jeg har meget langt før jeg kan måle mig med ham, siger Van Aert.

Jeg læste et interview fra forleden hvor Michel Wuyts fra HLN taler med den rigtige kejser.

Rik Van Looy fylder 90 år den 20. december. Han er enhver ældre persons drøm om, hvordan man ønsker at blive gammel: skarp, klar i hovedet og stilfuld. Michel Wuyts og resten af selskabet ved bordet er nysgerrige efter at kende hemmeligheden bag Van Looys bemærkelsesværdige tilstand. Van Looy giver en enkel forklaring: "Vores borgmester spurgte mig også for nylig. Det er simpelt: 'vores mammie' (hans kone Nini). Hun har været væk i næsten tre år nu, men hun gav mig de lykkeligste år af mit liv." Hans liv inkluderer en ekstremt succesfuld cykelkarriere, og han understreger, hvor vigtig Nini også har været i den sammenhæng. "Hun fjernede mange bekymringer for mig, plejede mig altid godt. Jeg behøvede faktisk ikke bekymre mig om noget, hun gjorde alt. Selvfølgelig var der mindre gode dage, som de forekommer i de bedste forhold. Men vi gik aldrig fra hinanden. Det siger alt."

Faktisk var det Nini, der gav ham et figurativt spark bagi som nygift far, indrømmer Van Looy. "Vi drev en café i Herentals, og hun tjente mere end mig. Jeg kørte bare lidt rundt som cykelrytter. Drak af og til en øl. Og tænkte: 'det går ikke, vi har også børn, der skal opdrages'. Så spurgte jeg doktor Claes (Dries, far til den kendte kirurg Toon, red.), om han ville vejlede mig og lave en træningsplan for mig. Efter at have presset på tre gange, gjorde han det, og så kom jeg godt i gang."

"Min første løb i Herenthout var dog en fiasko. Jeg ville stå af, men måtte ikke for min far og kom ind, hvad der føltes som et kvarter efter alle andre. Så begyndte jeg midlertidigt at spille fodbold. I Grobbendonk, som. Men jeg vendte snart tilbage til cyklingen. Jeg delte aviser ud i den tid for 25 centime stykket. Det skaffede lidt penge. Via den lokale cykelsmed Julien Vermeulen fik jeg en ordentlig 'velo', og så begyndte jeg seriøst at cykle."

Resten er historie. En rig og prestigefyldt karriere med i alt 474 sejre (367 som professionel, 107 som ungdom): de fem store klassiske monumenter, en masse semiklassikere, to verdensmesterskaber, utallige etapesejre i de tre store runder, tolv seksdagesløb og meget mere. Wuyts sprinter livligt gennem Van Looys historie, hvor der regner med historier og anekdoter. "Din VM-historie begynder hos amatørerne i Lugano i 1953," påpeger HLN’s faste klummeskribent på et tidspunkt. Van Looy retter: "Korrektion. Et år tidligere. Luxembourg. Faldt og brækkede håndleddet. Ciancola vandt, foran André Noyelle." Wuyts reagerer overrasket: "Wow, Rik. Sikke en fænomenal langtidshukommelse du har. Træner du den?" Van Looy svarer: "Åh, jeg har ikke andet at lave, makker."

Wuyt spiller endnu engang på Van Loys veltrænede udseende - når man giver dig et skulderklap, kan man mærke knoglerne under din trøje. "Mad, drikke..." siger Van Looy: "Nok, men aldrig for meget. Jeg bryder mig ikke om det, det ville føles ubehageligt. Hjemme spiser jeg næsten ikke. Hvad var det i morges? To skiver brød med syltetøj, og derefter intet før jeg sidder her."

Nu er det tid til DPG Medias fødselsdagsgave. En passende hyldest i form af fem indrammede avissider fra fortiden. Forsiden og indersiden af hans to verdensmesterskaber i 1960 på Sachsenring (i det tidligere Østtyskland) og i 1961 i Bern. Van Looy stråler. "Mange tak!"

Det, som Wuyts straks bemærker, er: "Efter hver sejr gjorde du altid det samme: hovedet tilbage, bredt smil og... ingen hænder i luften." Van Looy (griner): "Jeg var ødelagt, ved du." Wuyts mente altid, at han så et fast ritual deri. Eller måske netop ikke. "Du fejrede næsten aldrig dine sejre overdådigt, Rik. Jeg fandt kun et billede: Ronde van Vlaanderen 1959. Kort. En hånd. Ellers: ingenting." Van Looy bekræfter det. "Det er rigtigt. Jeg synes, det var så... fjollet, når jeg så de andre fyre gøre det.

Er det en arv fra Pater Van Clee, som Rik og Nini blev gift af og som stod for beskedenhed og nøjsomhed? Og der skulle også have eksisteret en regel på den tid, der pålagde ryttere at holde mindst én hånd på styret ved mållinjen. "Muligvis. Men jeg havde også simpelthen ikke behov for det."

Van Looy stopper ikke med at tale og deler ud af sine oplevelser. Om sin mere end almindelige sympati for Jacques Anquetil siger han: "Han var den eneste, jeg havde meget og let kontakt med. Og rytteren, der kunne køre hurtigst af alle de ryttere, jeg har været i feltet med. Undtagen Eddy Merckx selvfølgelig. Det var en prøvelse at sidde i hjulet på 'Maitre Jacques', det har jeg ofte måttet erfare. Jeg besøgte ham også et par gange derhjemme på hans slot i La Neuville i Normandiet. Og hans datter Annie besøgte os også. Vi har altid holdt kontakten."

Det er også morsomt. Wuyts siger: "Er det sandt, at du på et tidspunkt havde 25 hunde, Rik?" Van Looy svarer: "32 endda. I stalden. Jeg tog mig af de dyr. Hvis en af dem sad udenfor og skrabede på hegnet... kom herind, kom så. Jeg ringede til dyrlægen, brusebad, vask, sprøjte og så sætter du dig sammen med de andre. Da 'mammie' lå på klinikken i Leuven, tog jeg en greyhound med hjem. Og en dag løb der en lille hund rundt omkring Ringen om Herentals. Jeg åbnede bildøren og... hop, ind. Jeg havde det sjovt med dem, gav dem alle et navn og gik ture med dem i skoven. 'Er du gal?' sagde vores 'mammie' så. Pas på, jeg tog ikke alle 32 med, okay. Men halvdelen i det mindste. Når folk så mig komme, trådte de et skridt til siden. Man ville selv gøre det samme, hvis man så femten hunde komme imod sig. 'Du behøver ikke være bange,' sagde jeg så. Jeg ville aldrig lave en kennel ud af det. Til sidst var der kun to tilbage."

Uundgåeligt kommer den nuværende generation også på tale. Her henviser Van Looy til et nyligt møde med Tom Boonen. "Vi gik ud og spiste sammen, for Sporza. Og vi viste os enige om mange ting. Om det triste faktum, at Wout van Aert er på det forkerte hold, for eksempel. Og at han burde skifte hold. Jeg nævnte det for fem år siden i et interview med 'Gazet van Antwerpen'. Men dengang lo de af det. 'Den gamle nar vil komme her og fortælle os hvordan der er.' Men Tom nævnte det også. 'Hvis han for eksempel havde kørt for Soudal Quick-Step, havde han allerede vundet mindst fem store klassikere.' Det tror jeg også. Jumbo-Visma er mere orienteret mod etapeløb, ikke? Han vil køre Giroen i 2024. Men det bliver en øjenåbner. Jeg ville ikke gøre det. Giroen er meget sværere end Tour de France, det har altid været sådan. Bare kig på etapeløbsplanen."

For nylig fik Van Looy mulighed for at udveksle nogle ord med Van Aert selv. Hvad han har rådet ham til, spørger Wuyts. (smiler) "At han skal betale de rigtige mennesker omkring sig for at blive verdensmester. Jeg specificerer ikke hvem. Bare: alle dem, han har brug for for at nå sit mål."

Van Looy påpeger også, at der var en grundlæggende uenighed mellem ham og Boonen om en ting. "Tom ser stadig Evenepoel vinde Tour de France. Jeg er absolut ikke anti-Remco og håber inderligt, at han opnår det, men... jeg tvivler. Okay, han vandt Vuelta a España sidste år. Men hans primære konkurrent, Primoz Roglic, trak sig tidligt ud. I årets Vuelta betalte han en pris. Jeg er lidt bange for, at de franske bjerge vil være for hårde for ham. Igen, det har ikke noget at gøre med hans evner, for de er ubestridelige. Men jeg har selv oplevet det. Jeg kunne også klatre ret godt, og på et tidspunkt var jeg endda i top fire i bjergene i store rundeløb i tre dage i træk. Jeg følte mig godt tilpas og kunne følge med. 'Åh, det går godt', tænkte jeg. Indtil de rigtige bjergryttere øgede tempoet. Og jeg forstod straks, hvad klokken var slået."

Tre eller fire træningslejre om året som Evenepoel og de andre gør i dag? Den yngre udgave af Van Looy ser ikke sig selv, tilbage i tiden, kopiere det. "Med en kone, to børn... Nej tak. I starten af året tog jeg bare ti dage til Gardasøen med min 'Røde Garde'. Som forberedelse til Giro di Sardegna. Det var det. Vi kørte hele året rundt. Det skete endda, at jeg gik direkte fra Giro di Sardegna til Zesdaagse i Antwerpen, selvom jeg ikke følte mig for godt tilpas med det. Og efter Zesdaagse tog jeg bilen, kørte til Frankrig og startede i Paris-Nice næste dag. Og sæsonen skulle egentlig kun lige begynde, ikke?"

Wuyts bringer til sidst en klichéspørgsmål frem, men det er et spørgsmål, vi absolut gerne vil have svaret på. "Hvad er og forbliver din smukkeste erindring, Rik?" Han er nysgerrige efter at høre hans svar blandt de mange muligheder. Svaret kommer dog øjeblikkeligt - pang - lige i hjertet. Van Looy, uden tøven: "Mine 65 års ægteskab med 'mammie'.

Wuyts protesterer lidt. "Ja, men lad os nu holde det rent sportsligt." Van Looy ryster på hovedet. "Det kan ikke måle sig med det, Michel. Se, groft sagt: hvis jeg nogensinde havde haft valget mellem at vinde fem Paris-Roubaix', Milano-Sanremo'er eller Ronde van Vlaanderen i min karriere og at miste Nini tidligt... glem det første. Der er intet, der kan sammenlignes med 'mammie'. Alt er forgængeligt i forhold til hende. Da jeg dengang krydsede målstregen som første mand i Roubaix, gav det mig nogle sekunders glæde og fornøjelse. Og så: væk, videre med livet. Hun er stadig her, dybt i mit hjerte. Og det vil hun være for evigt.

Foto, Jan De Meuleneir