LIEGE-BASTOGNE-LIEGE

"Remco Evenepoel er ikke bare et fysisk – og mentalt - vidunder, han er også en gigantisk rouleur. Han formår som få at administrere sin energi i forhold til terræn og vind. Som en maskine tilpasser han, selv over lang tid, kraft og kadence til at udgøre en lineær indsats."

Som en gammeltestamentlig frelser steg Remco Evenepoel ned fra sit bjerg, og med sin tryllestav forvandlede han Lefevresk og belgisk fortvivlelse til forløsning og endeløs jubel. Og der var tydeligt, at den rolle bekom ham vel, men også, at han betragter den som det selvfølgeligste i verden.

Allerede med det billede, Remco lod dele fra Soudal-QuickStep bussen i morges, satte han scenen. Iført hvide bukser, forsynet med VM-striber. Som da Muhammed Ali i kampen mod Joe Frazier, gik i ringen med hvide støvler med kvaster på.  Sådan fortæller man, at man er kommet for at dominere.

Som ejer af Liege-Bastoge-Liege kørte Evenepoel så sandelig også hele dagen. Efter et forår med en sørgelig udgave af det fordums stolte QuickStep-mandskab, var det nyt at se hvordan de gik til opgaven, animeret af den garanti deres kaptajn er for et positivt udkomme af ofre og anstrengelser.

Men at ”duellen” udeblev,  var en mavepuster der slog mig omkuld. Virkelig. Jeg er i disse dage i Sydtyrol, og havde været ude på en fire timers trekkingtur i bjergene med fru Bausager. Alt var planlagt. Kl. 13 fik jeg tilranet mig bordet foran TV på det pizzeria, hvor vi skulle have frokost inden de sidste to timer, skulle ses på hotellet.

Jeg havde netop bænket mig, og åbnet min telefon, da der tikkede en rystende besked ind fra Brian Nygaard. ”Pogacar er styrtet og udgået.”  Det er løgn, tænkte jeg. Men på den anden siden: intet menneske er ondt nok til at spøge med sådan noget.

Den duel er der blevet set frem til, og alle mulige scenarier er blevet endevendt, på træningsturene hele vinteren, og nu var det slut, endnu inden det var begyndt. Tjeneren må have kunnet se, at det ikke stod godt til med mig, for da jeg efter maden bestilte en espresso og en grappa, kom med i bæger der ved målestregerne angav at der var 6 cl. i glasset.       

Men tilbage til sagen. Pogacars exit har selvsagt ændret på løbets dynamik, men vi får aldrig at vide hvordan det var blevet kørt med ham ombord. Evenepoel log sig tydeligvis ikke anfægte af noget, og sad altid, som en romersk feltherre, foran, og dirigerede sine tropper. Det vil sige: de fik bare besked på, at det var fuld kraft frem. Fra Stockeu kørte hver tilbageværende QuickStep-mand sig i bund. Løbet skulle være hårdt, og Remco skulle ikke have noget maseri og skubberi, der hvor han sad.

På La Redoute kørte sidste blå mand sig i hegnet, og det var noget der gjorde nas ned gennem geledderne. Remco sad med lukket mund og foretog sig ikke noget. Man troede, han ville vente. Men han ville vist bare være sikker på, at mælkesyren havde akkumuleret sig i konkurrenternes ben inden han tog, for tæt på toppen trak han skalpellen. Det var et kort og præcist indgreb, der eliminerede samtlige konkurrenter på mindre end 10 sekunder.

På den våde nedkørsel af den nye vej, kom en satsende Pidcock op, og selvom Remco lod ham sidde på hjul en tid, skulle han ikke nyde noget, da han omsider blev inviteret til at tage en føring. Og Pidcock er ikke en mand der springer føringer over med sin gode vilje. Der gik også kun et par minutter, så blev han pebet af fra hjul af en verdensmester, der var i kontrolleret tons. Så vidste man hvad klokken havde slået.

Bag de to var en hårdt kæmpende duo, bestående af Ciccone og Skjelmose på jagt, men selvom, da lagde tilrådighedstående kraft i hver føring, tabte de for hver meter yderligere terræn til fronten. De hentede Pidcock på Côte des Forges, men blev kort efter selv hentet af en mindre gruppe bagfra.

Remco Evenepoel er ikke bare et fysisk – og mentalt - vidunder, han er også en gigantisk rouleur. Han formår som få at administrere sin energi i forhold til terræn og vind. Som en maskine tilpasser han, selv over lang tid, kraft og kadence til at udgøre en lineær indsats. Det som først of fremmest afstedkommer sammenligningen med Merckx er de næsten uudtømmelige reserver af power. At han kan blive ved at trykke med en kraft, som andre kun kan bruge, når de skal lukke et hul, eller stikker en kilometer fra mål. Det samme kan siges om Pogacar.

Selv efter 20 km solo med en sådan indsats, kørte han stadig hurtige op ad Roche-aux-Faucons end gruppen bagved, som lancerede det ene all out angreb efter det andet. Her imponerede Healy igen. Lirens er han ikke at skue, men der er noget charmerende over hans Duracell-agtige kørestil. Han kan ikke køre så stærkt som de bedste når det går hårdest til, men når de har gravet i bund et par gange og er møre, så er han bedre end dem. Altså bortset fra to som ikke behøver at nævnes.

At lave sådan en opvisning foran sit hjemmepublikum, og iført VM-trøjen, er selvsagt en ubeskrivelig triumf, og er opfyldelsen af Remco Evepoels eget drømmesyn. Det har erklæret flere gange. Endnu engang har han demonstreret at være en cykelrytter uden for almindelig målestok. Ærgerligt for ham, for Pogacar og for os at vi ikke fik den duel. Som jeg skrev inden løbet, kunne jeg ikke se for mig, at den ene kunne læsse den anden. Det tror jeg heller ikke vat sket i dag. Men intet kan stille Evenepoels præstation i et diskutabelt lys. Den var magistral.

Som sagt, en kæmpe forløsning for Lefevres mandskab at blive reddet på målstregen. Men er det mon godt for helheden, at det igen er Remco der er frelseren. Er der ikke en risiko for at klassikergruppen bliver endnu mere marginaliseret, og at hullet, når det gælder holdets historiske domæne, bliver endnu dybere?

Anyway, næste stop: Evenepoel vs. Roglic i Giro d’Italia. Det bliver også stort.