Macs og den flyvende Alan-Racer
BRIAN NYGAARD HAR PÅ SIN EGEN SNEDIGE MÅDE – UDE PÅ MIN FACEBOOK-VÆG – OPSLÅET DETTE BILLEDE OG LADET DET LEDSAGE AF ET SPØRGSMÅL: OM JEG IKKE KAN FORTÆLLE EN HISTORIE, SOM KNYTTER SIG TIL SKILTET. BRIAN VED, AT INTET VILLE KUNNE GØRE MIT HJERTE TUNGERE END AT SKULLE SKUFFE HANS FORVENTNINGER.
Af: Per Bausager
Nu kan jeg jo ikke se om skiltet er fra 1977 eller 1978, men Brians iver efter at få en ganske bestemt historie frem (har jeg en mistanke om), gør, at jeg antager, at vi taler om 1977. Og der var jeg ikke involveret og var slet ikke i Italien på det tidspunkt, hvor Grand Prix des Nations kørtes. Jeg ved bare, at Macs – Jørgen Marcussens kaldenavn – havde forberedt sig godt til løbet efter en ellers skuffende sæson, og at han, frisk og frejdig røg afsted mod Cannes sammen med Pierluigi “Bimbo” Poli, indehaver af den legedariske Cicli Poli på Piazza Santa Maria i Lucca, i S.C. Luccheses servicevogn.
Nu har jeg kun historien fra Macs selv, og det er vel 35 år siden, jeg fik den, men som jeg husker det, var de lige kommet ud til kysten ved Viareggio og havde vendt køleren mod La Spezia, da Macs’ racer røg af bilen og slog kolbøtter henad autostradaen.
Macs kunne i spejlet se en tysk indregistreret Mercedes pløje hen over den. Det er, hvad jeg husker, og så mener jeg, at de kørte tilbage til Cicli Poli og fik lavet en ny cykel. Det gode ved historien er, at Macs blev en meget imponerende nummer tre efter Bernard Hinault og Joop Zoetemelk. Jeg synes, at der var noget om, at den cykel, han havde kørt på, ikke passede rigtigt, og at han havde døjet med frygtelige rygsmerter.
Til gengæld var jeg med ham til Grand Prix des Nations i 1978. Her kørte vi for AVIA i Belgien, og Macs havde lige fået bronze til VM. Løbet foregik altid i Cannes i de år, og man boede fint på Hotel Carlton. Ruten var benhård. To omgange á 45 km. Op til Juan les Pins og så ind i baglandet på de lede stigninger. Jeg var med bare for selskabets skyld og for at give tider. Men Macs var kold det år. Husker ikke, hvad han blev. Hvad, jeg til gengæld meget tydeligt husker, er, at jeg stod på rutens højeste punkt, hvor det vel var gået opad i fem-seks km. på en stigning, der kom i trappeform, og jeg så, hvordan den ene efter den anden asede forbi i rødt felt.
Moser kom farende som den næstsidste, og det gik altså tjept – troede jeg. For minuttet efter kunne jeg langt nede ad etagerne se Grævlingen komme nærmest flyvende opad stigningen. En danseuse, i sin karateristiske rytmiske aktion. Et kæmpegear blev flyttet med overlegen effektivitet. Blikket var flammende. Og så kæben. Denne fremskudte kæbe og den blottede række af undertænder. En mand fra en anden planet. Hvilket også skulle til, hvis man skulle slå den guddommeligt smukke italienske campionissimo med et minut.
VIGTIG TILFØJELSE!
HJEMSØGT AF TVIVL OM MIN HUKOMMELSES KRAFT, HAR JEG MÅTTE FORETAGE ET TELEFONOPKALD. JEG HAR FOR LIDT SIDEN RINGET TIL MACS FOR AT HØRE, HVORDAN DET VAR MED DEN HISTORIE OM CYKLEN.
Det viser sig, som jeg frygtede, at den sande historie på visse punkter afviger fra den, jeg netop har slået op. For Bimbo og Macs kørte ikke den skæbnesvangre tur i S. C. Luccheses sikre og velafprøvede ammiraglia, men derimod i Macs’ egen prægtige sølvgrå Alfa Romeo Millesettecinquanta med rat og gearknop i valnøddetræ. Til den forestående rejse havde han lånt en tagbagagebærer af Gammel-Macs, den brave vognmand fra Gadevang, der netop i sidste måned gik bort i en alder af 94.
Med tanke for de senere begivenheder slutter jeg af egen drift, at det nok har været Macs, og ikke den håndværksmæssigt stærkere funderede Bimbo, der har monteret tagbagagebæreren, hvorpå anbragtes Macs’ toptunede ALAN enkeltstartsmaskine. Macs bekræftede i dag, at uheldet – ja, vel nærmere ulykken – indtraf, netop som han havde sat kursen mod nord ved Pietrasanta. Da Alfaen havde arbejdet sig op på marchhastighed, mistede tagbagagebæreren og dermed ALAN-maskinen grebet i Alfaens tagrende. Macs beretter, at han i bakspejlet kunne konstatere, at bagagebærer og cykel stadig var forenede, da de ramte autostradaen og tillige i sekunderne efter. Til gengæld var det tyske fartøj ikke en Mercedes personbil, men et bagvedkørende LASTVOGNSTOG – der på en splitsekund, for øjnene af en forfærdet Jørgen Marcussen – var årsag til, at begge dele forvandledes til atomer på et splitsekund.
Da jeg ved, at det er videbegærlige aficionados, der læser med her, huskede jeg at spørge hvilken nødcykel, der så herefter blev samlet hos Cicli Poli i den katastrofale situation. Macs oplyser, at det var en Galmozzi, hvilket jeg burde have gættet, da Galmozzi var Gammel-Polis – altså Antonio Poli – favoritmærke.”Galmozzi beve la strada”, sagde han altid. “Galmozzi drikker vejen”.
Men det var så Galmozzien, der uanset sine mange fortræffelige egenskaber var årsag til, at Macs led de frygteligste rygsmerter undervejs i løbet, men som han heroisk trodsede og hjembragte en podieplads i verdens største enkeltstart.
