Mads P knockout i Saint-Etienne

Selv i Tour de France er det sjældent at man ser en rytter kæmpe så vedholdende og determineret for at skabe og opretholde et udbrud som Mads P. gjorde i går, og så meget mere bemærkelsesværdigt var det fordi, at for ham er en sådan situation blot lidt mere kompliceret end for de fleste andre udbrudskandidater, fordi han også ville være blandt favoritterne i en reduceret massespurt, så der har han det første lange stykke tid, hvor han spenderede benzin som en 12-cylindret Bentley, utvivlsomt været i overvejelser om, hvorvidt han skulle fortsætte med at investere alt i udbruddet, eller lade sig falde tilbage og samle kræfter igen. 

Med til at træffe beslutningen om at insistere har utvivlsomt været en opbygget indebrændthed over ikke at have nået de resultater, han havde ventet i løbets første uge, og der er ingen tvivl om, at han har været i krigshumør i startboksen.

At han fik et meget stærkt følgeskab i Stefan Küng, Filippo Ganna, Fred Wright, Hugo Houle, Matteo Jorgensen og holdkammeraten, Quinn Simmons, har også haft sin betydning.

Undervejs var man pessimist på udbruddets vegne. Normalt er betingelsen for, at et udbrud kan holde, at feltet på et eller andet tidspunkt slipper det, så det kan optjene tre-fire billige minutter. I går skete det aldrig, der blev kørt efter det hele dagen. Det var en benhård armlægning over 170 kilometer, som feltet endte med at tabe. 

Mads P. stred og kæmpede som en løve fra start til mål i et terræn og et vejr, der ellers ikke er hans, men vi så i Harrogate (da han blev verdensmester i 2019, red), at når han har disse dage, så kan han næsten gå på vandet.

I går var der ild i øjnene, og på stigningerne sad han ubesværet i sadlen og pedalerede med en vidunderlig souplesse. Når jeg ser ham sådan, kan man ikke tro, at han kan tabe. Det tror han vist heller ikke selv, at han selv kan.

Hans indsats som indpisker og animator belønnede ham da også allerede inden, rytterne var i mål, med det særlige røde rygnummer, som tildeles etapens mest angribende rytter.

Mange lider af den vrangforestilling, at Mads P. er sprinter. Det er han ikke. Han er en lynhurtig all-rounder, og han var helt sikkert udbruddets hurtigste mand, hvor de fleste nok havde troet, at han ville være glad for at holde udbruddet samlet.

Men på den sidste stigning lancerede han et rasende angreb, som efterlod Kúng, Ganna og Jorgensen bagude, mens Wright og Houle med møje fik lukket hullet.

Få ryttere er så løbskloge som Mads, og da feltet var uden mulighed for at komme op, var der risiko for, at de fem følgesvende ville begynde at stikke til højre og venstre, og at han som hurtigste mand, ville skulle holde styr på det hele. Så hellere reducere gruppen, så der stadig var jagtende folk bagved, der animerede følgesvendene, som nu blot var to, til at arbejde for deres podiepladser.

Afslutningen var endnu en magtdemonstration. Mads P. kørte sin 300 meter trademark-spurt fra spids og kørte Wright og Houle direkte ud af hjulet, og han havde god tid til at nyde sin overvældende sejr.

Mads Pedersen:  Det er ikke noget under at hans popularitet har taget kurs mod månen. Hans kørestil er lige så åben og kontant som hans udmeldinger. Danmark har mange sublime ryttere, men Mads er (sammen med Cort) den der altid leverer sejre uden lange tørker. Han er en født kriger, vinder og leder.

Stefan Küng: Han er altid med når Mads tager sine store sejre. De kører stærkt i samme terræner, men han har ikke Pedersen evner til at vinde. Men en kolossal kraft i udbruddet.

Fred Wright: En mand der bliver bedre og bedre, og en mand der ikke er bange for at føre. Han vidste at han var på vej hjem til oversavning, men tog alligevel sine føringer. Respekt.

Filippo Ganna: En formidabel motor at have med i udbrud, men det er som om han mangler de forgående par års sprudlen. Det ruller ikke rigtigt for ham.

Trek-Segafredo: Det var en meget nødvendig sejr. De er et af de store hold, og der er ingen tvivl om, at Luca Guerliceno har gået og gjort klar til en af sine berømte svinermails til rundsendelse. Som ofte før blev det Mads P. der reddede skærene for dem. Touren er reddet. Resten vil være flødeskum på toppen.

BikeExchange-Jayco: Holdet kørte efter Matthews metoden – at suge andres benzin inden de begyndte at bruge af deres egen. Men de kom for sent, og var heller ikke stærke nok. Ellers dytigt at de reddede Groenewegen med op over stigningen.

Lotto-Soudal: Stred sammen med Alpecin desperat for at hole Ewan inde varmen, men det endte fatalt for dem da flere af deres mænd styrtede. Og siden fik de bøde for drafting. Det går ikke godt for dem.

Het Nieuwsblad:  ”Den trettende etape var foder for de angribende mænd med lidt sovs i benene efter den tunge alpine sektion. Sejren i Saint-Étienne var et let bytte for Mads Pedersen. Han var den bedste i udbrydergruppen”.

Het Laaste Nieuws: ”Wright og Houle forsøgte begge at slippe af med den hurtige Pedersen, men den tidligere verdensmester lod sig ikke narre. I Spurten med tre var det barnemad for Pedersen at slå sine to ledsagere”. 

Michael Rasmussen i Het Nieuwsblad: Pogacar er fortsat den bedste, men selv en Ferrari kan ikke undvære brændstof”.