Magiske Evenepoel suveræn verdensmester

Jasper Stuyven sagde det allerede i tirsdag, at franskmændene nok ville bruge Mount Keira til at lancere en første offensiv, men at det skulle blive så voldsomt, at folk som Van Aert og Pogacar sad og førte i udbrud allerede i løbets anden time, var der nok ikke mange, der havde ventet.

Nu blev der samling igen, og det forudsigelige morgenhug kunne køre langt væk, men den franske linje var lagt. De blå havde i sinde at tage kommandoen over løbet, og at gøre det hårdt.

Allerede inden start havde et drama af gigantiske dimensioner ellers udspillet sig. Medier kunne fortælle, at en af løbets allerstørste favoritter, Mathieu Van der Poel, havde været en tur i kachotten om natten. Nogle 14-årige piger havde leget knock and run på hans værelsesdør efter at han var gået i seng klokken 9. Ved midnat var han blevet tosset, og havde angiveligt taget fat i armen på den ene, hvorved hun fik en hudafskrabning på albuen, og der blev ringet til politiet, som hentede Van der Poel og kom ham i en celle. Han blev løsladt klokken 4 om morgenen, og fik ikke sovet. Nu skal han i retten på tirsdag. Han startede i løbet, men udgik efter 30 km.

Ude på ruten, var det Holland og Spanien der tog ansvar for at jage udbruddet – indtil franskmændene ca. 80 km ude, lagde hårdt pres på stigningen for at få gang i udskilningen.

Det blev dog den nykårede Vuelta-vinder, Remco Evenepoel, der var først til at anrette et alvorligt attentat på løbet, da han angreb hen over toppen af Mount Pleasant efter det franske forarbejde. En stærk gruppe på 19 mand – heriblandt Mattias Skjelmose – kom fri, og da de nåede stigningen næste gang, havde de hentet udbruddet. Feltet var pludselig 1:30 bagude.

Evenepoel leverede ny en byge af angreb, nedad og på flad vej. Det virkede helt irrationelt med 60 km hjem, med Serry og Hermans hos sig og med tre franskmænd til at lukke ham ned. Da han ikke kunne komme væk, besindede han sig, og sugede luft ind en omgang tid. En god og klog beslutning.

Med 34 km hjem kunne Evenepoel ikke længere styre sig, på flad vej angreb han all out, og kun Lutsenko kunne komme med ham. Det var tydeligt at der var rød alarm i førergruppen. Der blev reageret prompte, men som det er set mange gange: når Evenepoel har fået 20 meter, er han næsten umulig at hente, og ham og Lutsenko lagde kun yderligere afstand til forfølgerne.

Det var en gruppe bestående af Skjelmose, Eenkhorn, Rota og Schmidt, der kom til at udgøre anden gruppe, som trods enighed om at føre igennem stadig tabte sekunder til fronten.

Det var tappert af Lutsenko at føre igennem med Evenepoel, men der var ingen belønning for det. Da de ramte Mount Pleasant næstsidste gang plantede det belgiske vidunder ham nede i bunden, og resten af vejen til mål kørte Remco som vi kender ham. Som et lavtgående og dråbeformet missil, skabt til at bryde vinden, og med metronomisk coupe de pedale.

På det tidspunkt vidste Remco Evenepoel, at han ville blive ny verdensmester, selvom der manglede halvanden omgang af løbet.

Den næste omgang var status quo, bortset fra at Evenepoel altid øgede afstanden til forfølgerne. Dog tillod han sig at tabe fem sekunder på det flade stykke inden sidste opstigning, for at gøre benene klar til en sidste prøvelse. Den har uden tvivl været led, men man kunne ikke se det på ham. Derefter kunne han cruise hjem til målstregen og med vanlig indebrændt gestik, som helt sikkert udspringer af den megen kritik han får, fejre sin fænomenale triumf.

Med 4 km tilbage havde grafikken vist at Skjelmosegruppen var 1:30 efter Remco, og det reducerede hovedfelt 2:21 efter. Det burde have været en walkover at nå hjem og køre om de to sidste medaljer, men Italieneren Rota valgte, under flamme rouge, at sænke farten til noget der lignede 25 km/t, og der opstod en sur place tilstand, hvor enhver burde kunne regne ud, at 50 sekunder hurtigt ville slippe op. Ingen ville køre forbi Rota. Så kom først Eenkhorn, som var blevet læsset tidligere, op bagfra, og rykkede forbi, da Schmidt havde lukket hans forkølede forsøg ned, kom også Tratnik farende bagfra, og fortsatte i et ryk forbi. Der manglede her ca. 500 m, men ikke engang her havde nogen af de fire lyst til helhjertet at træde efter ham.

Inde de havde talt til én var hele feltet kommet op, og hamrede forbi med Laporte, Matthews og Van Aert forrest, og Skjelmose byttede en sølvmedalje til en 10. plads. 

Altså, det var kun 24 timer siden, vi så damefronten forære en lige dele resolut og vantro Van Vleuten en VM-titel. En skødesløshed der har været genstand for latterliggørelse, vrede og hån. Og så fandme om ikke mændene gør dem nummeret efter inden latteren er forstummet.

Når man ser på det fra sofaen, er det jo det rene vanvid at kæmpe så hårdt hele dagen for at komme først til mål, og så smide det hele væk på en så latterlig måde som det er helt at holde op med at køre, bare fordi der er en kilometerport.

Man har taget et kollektivt ansvar for at nå dertil, og det er derfor også et kollektivt ansvar at sikre den fælles investering. Men den menneskelige psyke er lumsk, og når der lugtes guld (og sølv), overtager begærligheden fornuftens plads. Man bliver meget bange for at give en krone ud uden at have garanti for at få halvanden igen.  

Det er først og fremmest ham der har spidsen og sætter farten så urimeligt langt ned, der bærer et ansvar. For det koster jo ikke noget at køre 37 i stedet for 25.  Men det er ham der starter nervekrigen ved at demonstrere, at han er parat til at sætte det hele over styr. Det underlige i disse situationer er, at de andre så også pludselig er parat til det. Der er ingen som helst fornuft i det, men jeg synes ikke man skal dømme for hårdt, for det er en psykologi, som virker helt anderledes på aktørerne, end på os der sidder i sofaen og har lyst til at skyde dem. Og der sker igen og igen og igen.

Ret beset, Skjelmose kunne have kørt forbi Rota med de omtalte 37, og håbet at en anden ville køre en lang spurt, eller selv vente til 200 m, og træde en sølv eller minimum en bronze hjem. Efter den slags løb er det kun godt at åbne spurten, da ingen har eksplosivetettilbage i benene. Så havde Danmark kæmpe VM-fiasko været reddet.

Bortset fra denne master-brøler, kørte Skjelmose et formidabelt VM, som man ikke kan andet end tage hatten af for. Når man kan det, han gjorde i dag i en alder af 21, så venter en stor fremtid.

Det gør der også for dagens vinder, Remco Evenepoel, som lavede en præstation, der skriver sig ind som en af de mest enestående i hele VM-historien. At være i angreb de sidste 80 km, og at køre alene hjem med 2:20 i nutidens cykling er over grænsen for hvad man troede muligt.

Evenepoel deler vandene og mange bryder sig ikke om ham, men det gør jeg. Ikke fordi jeg kender ham, men fordi han kører cykelløb som han gør. Hans courage og panache er allerede legendarisk og ingen er så frygtet i angreb som ham. Mange siger: ”Ja, men han ville ikke have haft så let spil, hvis de andre store var kørt med ham”. Det er en falsk præmis. Når han angriber falder hammeren så hårdt, at det er meget dyrt at køre med, og den sum tør de spendere ikke så tidligt, og hans modige strategi er netop at tage kontrol over slagmarken inden andre drømmer om at gøre det, og fra den position køre opponenterne igennem kødhakkeren indtil der ikke er flere overlevende.

Det er en køremåde, der kræver en ufattelig fysik og en lige så ufattelig psyke. Evenepoel er en ultraspektakulær krigsmaskine, og derfor kan VM-trøjen ikke sidde et bedre sted end på hans skuldre.

Per