Mano a mano

På den store klassiske Pyrenæ-etape med fire pas udfoldede cykelløbet sig i fuldt flor, og inden opstigningen til den spektakulære rampe, Runway 007, som lagde beton til James Bond filmen, Tomorrow Never Dies, var der cykelryttere spredt ud over der meste af Haute-Pyrénées.

Dagen var startet skidt for UAE og Pogacar. I går aftes mistede han den fremragende Marc Soler til tidsgrænsen og i morges måtte hans løjtnant, Rafal Majka, strække gevær med en læderet knæ. UAE var nu nede på fire mand, og efter den store opvisning fra Jumbo-Visma dagen før var der udsigt til en nem og regulær nedslagtning af Pogacars tropper.

Men i krig er der ikke altid den største hær der vinder, og Mikkel Bjerg havde virket indebrændt og trodsig ved interviewet i skolegården. De tilbage værende havde besluttet at dø med støvlerne på.

Mikkel Bjerg, som ellers har været lidt halvkold, de seneste dage, kørte formentlig sit livs største cykelløb, da han med en monsterføring over halvandet bjerg reducerede feltet ned til omkring 20 mand. Det var absurd at se enkeltstartsmanden, Bjerg fare op ad bjergene med en fart så bjergryttere som Adam Yates peb ud ad bagdøren. Så overvættes grum var hans galop i front, at han kørte fænomenet Wout Van Aert i sænk.

Da Bjerg slog ud, tog Brandon McNulty over, og også han havde sit livs dag. Det varede ikke mange kilometer før han havde tappet benzinen af alle andre end Vingegaard og Pogacar. Man var vantro, da man  så Sepp Kuss sejle agterud som drivtømmer.

Pogacar angreb hen over toppen af næstsidste stigning, men blev uden blinken blokeret af Vingegaard.

På den sidste grimme stigning op til flyvepladsen, Peyragudes, første McNulty i et hårdt tempo og man ventede hvert sekund på, at Pogacar skulle sætte sit afgørende angreb ind. Det skete bare ikke, og det er utvivlsomt et vidnesbyrd om, at han ikke havde ben til at gøre det. På den anden side angreb Vingegaard heller ikke, så han har vel heller ikke ligefrem siddet med de berømte to fingre i næsen under McNultys tunge tons.

Da trioen drev under den røde flamme, var man klar over, at det var etapen der blev kørt om, og på den grusomme rampe lod Pogacar ingen tvivl tilbage om hvem der er den bedste afslutter af de to hovedpersoner.

Ingen cykelrytter, hvor stor han end er, kan gøre mere end benene rækker til, og hvad de rækker til er der ikke andre end ham selv der ved når han sidder i en finale. Når man ser på etapens resultat tabte Geraint Thomas 2:07 på 4. pladsen og Dylan Teuns 8:30 på 20. pladsen. Det var en episk bjergetape, orkestret af en determineret og kamplysten minihær.

Der er ikke noget at sige til at Tadej Pogacar er så populær som han er. Der er selvfølgelig hans lette og imødekommende sind, men han kører cykelløb som en konge. Der er aldrig noget fedtspilleri og aldrig nogle undskyldninger. Hver dag går han ud of tager tyren ved hornene og skaber cykelløbet – selv når det er ham selv der fører, og den indstilling smitter af på hans soldater.

Jonas Vingegaard besidder ikke den samme karisma og farverighed, men han besidder nogle ukristeligt gode bjergben, og det har i denne Tour vist sig, at han også besidder et godt nervesystem. Han virker ikke til at være til at ryste og han begår ingen fejl. Det viste han i dag, da han for første gang var uden hold i finalen. Han måtte meget gerne forsøge med et rigtigt angreb op Hautacam i dag, når sejren på det nærmeste er i hus. Man fornemmer, at han kan, og trøjen fortjener det. I øvrigt: efter etapen sagde han, at han ikke synes det gik så stærkt på det sidste bjerg og at hans chancer for at vinde etapen ville være bedre med et hårdere tempo. Det kunne han have afhjulpet ved selv at øge pacen. Det virker om, han har meget respekt for risikoen for at få Pogacar i nakken hvis han selv angriber. Jeg synes også han forspildte en mulighed i forgårs da han havde Van Aert ventende på sidste bjergtop. Det havde fortjent at forsøg på at komme frem til ham uden Pogacar. Men Vingegaard kører tydeligvis sikkert, og tror at hans marginal er nok.  

UAE: En helt fantastisk præstation af det stærkt decimerede mandskab. Det var meget stort cykelløb, de foldede ud. Kæmpe courage og kæmpe dedikation til deres kaptajn som de i dag gik i den billedlige død for. Det de udrettede med de midler, de havde til rådighed, burde ikke kunne lade sig gøre. Det var virkelig stort og smukt. Bjergs og McNultys præstationer var historisk store. 

Jumbo-Visma: Det må have fået et chok over at der pludselig, bedst som de troede de kunne gøre som de ville, var nogen der hev rattet ud af hænderne på dem, og overtog styringen. De blev regulært sænket af undermagten. Det er første gang i årets løb, de har smagt den medicin, og den er bestemt ikke bekommet dem vel. Nu får Van Aert nok tørt på af sine haters, som vil påstå, at han havde siddet med trioen i finalen hvis ikke han havde ført sig frem i 17 dage. Spændende om de kan gøre det bedre på 18. etape.

Jonas Vingegaard: Igen totalt urokkelig. Det virker så ubesværet for ham at afværge Pogacars angreb, at man hele tiden venter, at han selv vil angribe. Men det er ikke til at vide hvordan han har det. Med den form han har lige nu, virker det helt usandsynligt at nogen skulle kunne få skovlen under ham når det går opad. Og for den sags skyld nedad. For det mestrer han også. Vingegaard er i sit element i de høje bjerge.

Tadej Pogacar: En vidunderlig og majestætisk cykelrytter. Trods hans klasse og hans løvehjerte, virker det som om det er gået ud over hans selvtillid, at han ikke har kunnet slippe af med Vingegaard. Hans angreb er ikke så vedholdende som de plejer at være, synes jeg. Rykket er, men progressionen er ikke lang som den plejer at være. Det er som om han ikke selv tror på det. Som Het Laaste Nieuws skrev i går: ”Pogacar må leve med den smerte, at indse, at én dårlig dag kostede ham Tour-sejren”.

Geraint Thomas: Igen en solid diesel-præstation. Han kender sit game og for hver dag der går kommer hans podieplads nærmere. En tredieplads efter to fænomener er heller ikke dårligt for en gammel banerytter.

Mikkel Bjerg: At køre cykelløb på højeste niveau, kræver lige så meget hoved som ben. Mikkel har klaget over trætte ben de seneste dage, og derfor er jeg sikker på, at det er hovedet der har hjulpet ham til dagens formidable præstation. Han er nær ven med Pogacar og han vidste at det her var næstsidste mulighed for at vende tingene. Hans vilde blik sagde det hele. Det var en mand på den ultimative mission. En ustoppelig kamikaze. Chapeau!

Brandon MacNulty: Det er ikke godt at vide hvor han fik det fra. Men hans steady føring kørte altså Thomas, Quintana og Kuss ud af hjulet, og havde så megen tyngde at ikke engang hans egen kaptajn havde overskud til et angreb. En fabelagtig præstation.  

CITATER

Tadej Pogacar: ” I morgen er der en ny mulighed. Jeg gav alt i dag, fordi jeg var nødt til at vinde. Der var ingen anden mulighed. I morgen er der endnu en mulighed, og jeg ser allerede frem til det. Jeg er fortsat optimistisk: Jeg kan stadig vinde Tour de France”.

Jonas Vingegaard: - ”Det var en god dag for mig, selvom jeg tabte fire sekunder med bonusserne. Jeg ville gerne have vundet, men på den slags korte, stejle afslutninger er Tadej bare bedre. Det var selvfølgelig ikke rart at være isoleret, men til sidst skulle jeg bare følge Tadej. Så det var ikke så slemt. Er sejren næsten vundet? Sådan ser jeg det ikke. Jeg ser på det dag for dag”.

Geraint Thomas: "Jeg ville ikke risikere at gå i rødt for at prøve at følge dem. Bjergs tempo knækkede mig. Jeg besluttede bare at køre op i mit eget tempo. Hvem vandt? Pogacar? Smukt, det fortjener han”.

Het Laaste Nieuws: ”Pogacar havde ikke tillid til sine klatreevner i dag”.