Massif Central viste os en ny side af Michael Matthews
Etapen til Mende er lige så led som den er klassisk. Centralmassivet i juli er måske den mest frygtede udfordring i cyklingen. Ingen kommer nemt igennem her. På de rigtige bjergetaper vil man hurtigt ende i en gruppe af ligemænd, men i Massif Central bliver man pint og plaget hele dagen. Og det er ligesom der er noget med asfalten. Cyklen ruller slet ikke. Det er samme følelse som når der ligger det der tjære på en vej lige inden de lægger ny asfalt på.
Hvem i hele den vide verden ville have troet, at Michael ”Bling” Matthews skulle køre alene hjem under sådanne omstændigheder?
Michael Matthews: Han er - med rette – kritiseret for at være en profiteur, der altid kan lukke et hul, og derefter ikke at ville føre. Han siger gerne, at det er fordi, han ikke kan, men der er vist ikke rigtigt nogen der tror på det.
I går viste han hvilken klasserytter han er, og hvor god grund der er til at være irriteret på ham når vanligvis ikke vil deltage i arbejdet i andre løb. For Matthews er en rigtig, rigtig god cykelrytter og hans præstation i går var formidabel. Han skabte selv den finale, og han kørsel på målstigningen var ekstraordinær.
Jeg forstod aldrig, hvorfor, de på TV2 var så sikre på, at Kron ville vinde i en gruppe med Matthews. Jeg følte mig sikker på, at han ville vinde hvis han var med til foden af stigningen. Men jeg havde ikke drømt om at han ville køre alene hjem. Men stor kørsel og en meget fortjent sejr.
Alberto Bettiol: Det var en imponerende aktion han lavede på stigningen, og meget hurtigt og effektivt, at han lukkede det relativt store hul til Matthews. Han var mere kraftfuld og determineret at se på end sin modstander, og man troede flere gange, at Matthews var læsset. Men forceringen har haft sin pris for kort før toppen kunne han ikke helt holde sit momentum, og den bravt kæmpende Matthews kom ikke bare op, men kørte kontra på ham, og da havde han tømt posen. En bitter afslutning på en flot aktion for ham.
Jonas Vingegaard: Han virker urokkelig når terrænet stiger. Pogacar kører meget stærkt, men Vingegaards vakler ikke på nogen måde. Men i går var han uden hold allerede i bunden af stigningen. Det må give Pogacar optimisme.
Jeg synes det er lidt fesent at nægte at føre. Jeg forstår godt, han ikke gør det på stigningen når han er under angreb, men når man er over toppen, kan man godt føre 100 meter for at ære trøjen, løbet, modstanderen og sig selv. En næsten helt gratis æresakt.
Tadej Pogacar: Det er mere Vingegaards styrke som grimpeur end Pogacars mangel på samme, der er skyld i, at han endnu ikke er kørt alene væk. Når han trækker fra, er det vildt så hurtigt alle andre end Vingegaard forsvinder bagud.
Det er ikke Pogacar der fører løbet, men det er ham der kører som en konge. Fra front, uden at se sig tilbage og uden at spørge om føringer. For løbet er det ærgerligt at de næste er så meget dårligere, for vi får nok aldrig en mano a mano i dette løb, da Vingegaard formentlig vil køre som i går resten af løbet. Ud fra et regnskabsmæssigt synspunkt er der ikke grund til andet.
Geraint Thomas: Løbets tredjebedste mand. Han har for længst forstået. At han ikke spiller en rolle når de to bedste lukker op for gassen. Han kører sin pace og stoler på, at den og hans regularitet 1er nok til en podieplads.
CITATER
Het Laaste Nieuws: ”Pogacar og Vingegaard i rekordtid og forbliver som limet sammen. Men på et tidspunkt går lim i opløsning”.
Het Nieuwsblad: ”Pogacars jabs er klare: Touren er ikke slut endnu”.
Pogacar: ”Når Wout fører opstår der altid forskelle. Det var fordi, jeg kørte med ham da han ville i udbrud, at vi kom foran”.
Matthews: ”Jeg ville vise, at jeg er mere end en almindelig sprinter”.
Vingegaard: ”Han kørte stærkt og det var hårdt, men jeg synes ikke, at jeg var på limit”.
