Med Castelli og Gianni Moscon i Tyrol
PER BAUSAGER HAR VÆRET TIL CASTELLI RoS MEDIA CAMP I TYROL FOR AT FÅ ET FØRSTEHÅNDSINDBLIK I DE MANGE NYE OG LÆKRE VINTERPRODUKTER.
Af Per Bausager / Foto: Edoardo Civiero
Egentlig hørte jeg vel ikke til i denne sammenhæng, men Castellis Head of Marketing, Søren Jensen, ved, at jeg er en hund efter tech og efter Alperne, så han havde alligevel inviteret mig til Castelli RoS Media Camp for at se alt det Castelli cykeltøj.
Fra jeg fik invitationen, og til eventen fandt sted i tredje uge af september, skete der imidlertid en af de der ikke-planlagte hændelser, så cykling ikke kunne komme på tale til campen. Jeg styrtede på crosseren og brækkede et kraveben og et par ribben.
Heldigvis kunne min Lizette (min kone, som er teamtøjschef i Virtu Cycling) tage med, for jeg kunne hverken bakse med kufferter eller køre bil. Og bil skulle der køres fra München til Ôtztal, nærmere bestemt Langeveld ved Sölden.
I anledning af at det var hele den internationale cykelsportspresse, der deltog, havde turistkontoret sponsoreret opholdet for arrangementet. Og de havde sandelig flottet sig med indkvartering på det meget eksklusive AquaDome spa-hotel. I sandhed et imponerende sted med en imponerende beliggenhed.
Indflyvning med store tinder
Den første dag er reserveret til ankomst, og folk kommer dryssende fra alle verdensdele, med hvad det nu afstedkommer af forsinkelser og logistikudfordringer. Lizette og jeg er på vej i seng ved 22-tiden, men når ikke ud af baren, inden en forsinket Richard Mardle ankommer sammen med et par britiske journalister.
Richard er alle tiders fyr og brand manager hos Saddleback, som er britisk distributør. Men han er også en mand, der ikke vil høre tale om, at folk går i seng kl. 22 og med kun en enkelt øl indenfor vesten. Så det går, som det plejer, når man er sammen med ham. Det bliver til adskillige fadøl, og klokken bliver henad 1.
Nå, men der var jo stadig morgenmad kl. 7 og et program, der skal nås. Mens vi sidder og hænger over den første cappucio, kommer der en fyr, jeg ikke kender, og spørger, om han må sætte sig.
Jojo, det måtte han da gerne. Han ser lidt anderledes ud, end de der normalt er til sådanne arrangementer. Lidt vildmandsagtig og i Northface-antræk, men med knivskarp fysik og et blik og en attitude, der vidner om en mand, der er i indre havblikstilstand.
Efter en tids tavshed spørger jeg ham, om han er eks-cykelrytter.
”Nej jeg er professionel bjergbestiger og ski mountaineer.”
”Jeg interesserer mig rigtigt meget for bjergbestigning. Hvilken type er det, du laver?”
”De store tinder i rundt om i verden.”
”Himalaya?”
”Ja, også dem.”
”Jeg er kæmpe fan af Reinhold Messner og har læst de fleste af hans bøger.”
”Jeg kender Reinhold godt. Han er jo meget mere end verdens største bjergbestiger. Han er en eventyrer og en filosof. En meget visionær mand. Men også en mand med et vanskeligt og stridbart sind, hvis man kommer ham på tværs.”
”Undskyld, men hvad hedder du?”
”Emilio Previtali.”
”Jamen, var så det ikke dig, der havde den der crazy ekspedition i Himalaya med Moro og Göttler, hvor i besteg Naga Parbat om vinteren?”
”Jo.”
”Fantastisk. Jeg er beæret over at være i selskab med dig. Men fortæl mig, hvordan klarer man de der ekspeditioner, hvor man er ude i Himalaya i måneder med de samme få mænd?”
”Man skal brænde for det. Messner har i flere omgange solgt alt, hvad han ejede og havde i Italien for at finansiere en erobring af en tinde i Himalaya. Og man skal være ekstremt fokuseret hele tiden. Det er lang tid at holde fokus. Det er blevet sværere de sidste 10-15 år at finde de rette folk. Det er jo liv og død at kunne fokusere, at kunne stole på hinanden og leve sig tæt ind i de andres psyke og fysik. Der er ikke mange i dag, der kan holde det fokus. Så sidder de med deres mobiltelefoner og skal tage billeder og selfies og ringe til konen. Det går slet ikke. Det er en helt anden alvor. Derfor laver jeg nu helst sådanne ekspeditioner med østeuropæere. Russere og polakker. De er ikke fordærvet af teknologien, men seriøse, fokuserede og udholdende.”
”Jamen, hvad laver du så her?”
”Jeg udgiver et cykelmagasin der hedder Al Vento, hvor vi laver dybdegående artikler. Jeg er meget fascineret af landevejscykling.”
Her bliver vi desværre afbrudt af, at programmet starter. Jeg kunne ellers godt have snakket med Emilio i flere timer. Lizette ved godt, at jeg overgår til en verden hinsides alt andet, når sådanne samtaler tilbyder sig, og hun er tjekket ud af morgenmaden for længst.
Præsentation af nye vintervarer
Nu er der produkter på programmet i hotellets store mødelokale. Hele eventen koncentrerer sig om de nye vinterprodukter, som er fremstillet af Gore-Tex Infinium tekstil. I en variant som W.L Gore har udviklet efter Castellis specifikationer og ideer.
Det er de nye varianter af Gabba-, Perfetto- og Alpha-jakkerne, som nu har tilnavnet RoS og som står for ”Rain or Shine”. Altså vinterjakker, som man bruger i al slags vejr. Gore-Tex Infinium er et helt vandtæt tekstil, som oven i købet er mere komfortabelt at have på end det hidtidige Gore Windstopper tekstil.
Castellis CEO, Steve Smith, starter med en gennemgang af de sidste 10 års Gabba-historie og nævner alle de konkurrerende tøjmærkers hold, der gennem tiden har været til lommerne for at købe Gabba-jakker til deres ryttere, når vejrudsigterne var ilde.
Så er det W.L. Gores marketingsdirektørs tur. Han viser en masse plancher, der demonstrerer hvilken teknik, der ligger i deres Infinium produkt, som gør det muligt, at det er vandtæt og super åndbart på samme tid og samtidig meget komfortabelt at have på. Han priser Castelli for at være en af W.L. Gores vigtigste samarbejdspartnere, når det gælder nye ideer til, hvordan et tekstil kan tænkes af fungere.
Så er der telefonkonference med professor Oggiano, som er chef for Norwegian University of Science and Technology. Han er verdens førende ekspert indenfor tekstiler og aerodynamik, og universitetet er ligeledes det førende i verden på dette felt. Det er her Castelli og Team Ineos afprøver og udvikler alle de nye hurtige produkter.
Oggiani viser en masse modeller for, hvordan man arbejder med aerodynamik og cykelryttere. Det er mere kompliceret, end man kunne tro. Det varer op til halvandet år at få et aerosuit i produktion – fra det tidspunkt, hvor man begynder at afprøve nye ideer og tekstiler. Det er unægtelig meget interessant det her, og han viser, hvordan man deroppe – som de eneste i verden – kan 3D-printe avancerede tekstiler. Når man ser og hører det her, er det tydeligt, at en lille cykeltøjsfabrik er helt uden mulighed for at være med her. Det er noget, der kræver videnskabeligt knowhow og mange økonomiske midler.
Ud på rammerne
Efter frokost skal der cykles. Så er alle kåde. Der er en af de nye Castelli Rainbags til alle. Og den er fuld af godter. Perfetto, Gabba, Alpha, Idro, Flanders, Sorpasso, skoovertræk og handsker.
Cervelo og Colnago er der til at udlåne topcykler. I sidste øjeblik organiseres en lækker Colnago til Lizette, som bliver ene høne i kurven på cykelturene.
Denne dag er det sommervejr, trods højden og det sene tidspunkt på året. 25 grader og sol, så den planlagte brug af Gabba og Perfetto må skydes til hjørne, og i stedet får folk næste års Climber’s jersey – den som Team Ineos bruger på de varmeste sommerdage.
Som det er skik og brug for folk, der ikke til dagligt kører med nummer på ryggen, går det bananas på dagens stigning, og jeg kan stå sammen med Berhard Plainer fra Castelli og med armen i slynge og se folk komme til toppen en og en, helt ude i hegnet.
Om aftenen skal vi spise i en tyrolerhytte, langt helvede i vold, oppe i bjergene. Men det er turen værd. Det er igen Ötztals turistkontor, der er vært, og det er en forrygende aften, som gør det klart, hvorfor Tyrols kultur er så højt elsket, trods dens banale folklore.
Søren har overtalt sin gode ven, Gianni Moscon fra Team Ineos, til at komme og køre med næste dag. Det er en stor gestus, kun 10 dage før VM, hvor Moscon er delt italiensk kaptajn (med Trentin). Han kommer sent og går direkte på værelset. Alt imens sørger Richard Mardle atter for, at fadølsanlægget kører for fuld skrue til efter midnat – og at ingen forlader barområdet, før han siger til.
Jeg har noget vigtigt at tale med Steven Smith om, og vi har derfor aftalt at mødes til morgenmad en halv time før. Vi har kun sidder der i 15 minutter, så kommer Gianni Moscon og sætter sig. Som altid præsenterer Steven mig med historien om dengang, da jeg var hjælperytter for Battaglin i 1981, og vi kørte Vuelta og Giro lige ud i én køre på seks uger, og Battaglin vandt begge løb. Steven elsker den historie, og Moscon måler mig med øjnene og ser oprigtigt imponeret ud.
Så begynder han at snakke om moderne tider kontra gamle dage, da jeg kørte.
”I dag kan du ikke stille op i noget løb uden at være på toppen. Det er meget nemt at komme til at se dum ud, hvis man kommer på 90%,” siger han.
Han siger også, at han er tilhænger af old school, og at han hader alle den nye tiltag, som han mener alene findes for kommercielle motiver.
”Jeg hader Hammer Series mere end noget andet. Det har intet med mit job som landevejsrytter at gøre. Alle hader det.”
”Hvorfor boykotter i det så ikke,” vil jeg vide.
”Fordi cykelryttere er dumme. Jeg er nok også selv dum, for ellers var jeg jo ikke cykelrytter,” svarer han og ser træt ud, mens han skovler æbletærte ind.
Jeg glemmer at få bekræftet en aftale, som Søren har lavet for mig, om at jeg skal lave et stort interview med ham til Virtu Musette i december. Men Søren siger senere, at Moscon er klar til det, og vi skal besøge ham oppe i Val di Non i Dolomitterne.
Tid til kongeetapen
Så er det tid til arrangementets kongeetape. Op til toppen af Timmerjoch, som skiller Østrig og Italien. Passet hedder Passo Rombo på italiensk, og der er hele 2509 meter højt. En alvorlig sag.
Og i dag er det vejr til Perfetto og Gabba. Temperaturen er faldet 10 grader siden i går, og det betyder selvfølgelig noget nær 0 grader i 2500 meter.
Jeg kører med Søren, som har en travl dag. Han skal nemlig bagefter op på gletcheren og lave billeder til det næste katalog. 5 km. oppe ad Timmerjoch kan Søren se, at Lizette er ved at koge over i sin Alpha-jakke, og han får hende i en let vest til opkørslen, som endnu mangler 21 km. Så kører vi frem til fronten, og her ser vi forskellen på de mest toptunede af motionisterne og en WorldTour-rytter. Moscon har drejet gashåndtaget og leverer nu 450 watt i 20 minutter. Nogle af de andre kører ellers også stærkt, men det her er voldsomt. Kun ved at kigge på dem længere nede kan man se, hvor led en stigning, det er. Moscon flyver, og som altid når jeg ser stormestre i fuld udfoldelse, er jeg en begejstret og næsegrus beundrer.
Oppe på toppen er problemet, at det er 1 grad, og at der er mindst en times forskel på Moscons og sidste mands ankomsttid. Moscon kører 5-6 km ned på den italienske side for at træne og for at holde varmen. Så kommer han op, og må køre tilsvarende ned i Østrig igen.
Lizettes konservative kørestil kommer hende altid til gode på sådanne stigninger. Hun kører, så hun har det godt nede i bunden, men mange af mændene starter, som om det er en 500 meter bakke med stor klinge og en danseuse. Siden må de betale med blod og oveni lide den tort at se en dame pedalere forbi.
Omsider kan der drikkes kaffe eller øl i cafeen i passet, og mange har ikke kunnet finde ud af at klæde sig på, og nu klaprer de tænder. Søren har himmelvendte øjne over så megen uforstand, mens han må udlevere endnu 20 Idro-jakker til 2.000 kr. stykket.
Men nu kan man bevæge sig nedad og hjemad. Som altid er der nogle, der skal se, om de kan gøre det bedre end Nibali, og andre der har trukket begge bremser hele vejen ned. Atter store tidsforskelle, men man venter i bunden, og Moscon piloterer en samlet gruppe til Hotel AquaDome.
Frokosten slutter den officielle del af det fremragende arrangement. Lizette bemærker, at Moscon kun spiser en lille portion pasta, men fem stykker kage. Hun skrider dog ikke verbalt ind overfor Ineos-manden, som hun ville have gjort, hvis det var mig, og han slipper afsted med udåden.
En del rejser afsted umiddelbart herefter, og vi er nogle stykker der bliver en nat mere.
For første gang må Richard Mardle inkassere end begmand om aftenen, da vi går i seng kl. 22. Vi skal op kl. 4 næste morgen for at nå vores fly i München.
Det har som altid været en skøn blanding af faglighed og fornøjelse at være gæst hos Castelli. Og jeg tror godt, de ved, hvor stor pris vi sætter på samarbejdet med dem.
