Med Posten Rundt i Danmark

POSTNORD DANMARK RUNDT ER OGSÅ EN REJSE I VORES NATIONALFØLELSE OG FÆDRELANDS-KÆRLIGHED, OG JEG GÅR ALTID OPLØFTET DERFRA.” PER BAUSAGER HAR FULGT TEAM WAOO OG DEN FORSAMLEDE KARAVANE RUNDT I LANDET TIL DANMARKS STØRSTE SPORTSBEGIVENHED.

Af Per Bausager / Foto: Nanna Ryttersgaard

Postvæsenet er godt nok ikke, hvad det har været. I min barndom var postmanden én, der kom hver dag og som tit fik en kop kaffe, mens han berettede om stort og småt i sognet. Han kom på cykel og havde uniform og kasket med stiv skygge på. Man så, at her var en embedsmand.

”Her er brev fra din svigerinde,” eller ”her er en regning fra maleren,” kunne han sige. Der var en tæt kontakt mellem post-etaten og borgerne.

Selvom det ikke længere er sådan, synes jeg, at det er en både passende og smuk idé, at postvæsenet muliggør, at cykelløbet Danmark Rundt, eller Post Nord Danmark Rundt, som det rettelig hedder, kan finde sted år efter år. 

Som det er tilfældet med postvæsenets daglige arbejde, binder cykelløbet landet sammen. En stor national logistisk øvelse og en færden gennem landets forskellige egne. Her forenes postvæsenet og folket. 

Jeg har aldrig rejst rundt med cykelløbet – og det har jeg gjort mange gange – uden på ny at bevæges af nationalfølelse og fædrelandskærlighed. Hver gang, når jeg kører langs ruten, tænker jeg, at hvor er her smukt og skønt, og hvor er det et dejligt folk.

 

 

Base Camp I Herning

Op til et stort cykelløb er der ting, der ikke er kommet på plads og som skal ordnes i sidste øjeblik. Dagen før løbet starter, skal jeg bringe nogle Sportful Fiandre-jakker til Hotel Scandic i Herning. Team Waoo har slået lejr her for den jyske del af løbet. Rytterne fra Team Waoo cykler i Sportful cykeltøj både til træning og til løb.

Jeg kan godt lide at komme til sådan et hotel, der er overtaget af cykelsporten. Med stor virak og minestrimmel, trucks og servicebiler, cykler og hjul og grej. Mekanikere, der ordner cykler og vasker biler. Og en lobby fuld af mennesker, som alle har logoer på tøjet og har noget at gøre.

Hotelpersonalet må hoppe og springe for at opfylde alle de ukendte og underlige krav og ønsker om rum til ditten og datten, speciel mad, særlige tidspunkter og usædvanlige værelseskonfigurationer. Et hotel, der huser et cykelhold, er i undtagelsestilstand og må opleve os som den græshoppeplage, der ramte egypterne i Det Gamle Testamente og fortærede alt.   

Det må være en ulykke at være et sagesløs og intetanende ægtepar, der har planlagt et hyggeligt og stille hotelophold med levende lys på bordet, sagte loungemusik og opmærksomhed fra tjeneren – for så at opdage, at de er havnet midt i en krigszone.

Team Manager, Cristian Poulsen sidder i lobbyen. Han får jakkerne, som skal bruges, hvis det bliver regn. 

”Skal vi ikke gå op og se nogle cykelrytterben?” spørger han så.

Vi kører op og banker på hos Rasmus Guldhammer og Jesper Schultz. 

”Kom ind”, råber Guldhammer. 

Rytterne ligger på sengen i underhylere. Det har godt nok tynde piber. Og tidens fordring med lange sokker og lange bukseben efterlader vel kun 40 cm til solbruning. Det stykke er til gengæld meget brunt.

Jeg spørger Guldhammer, hvordan det går med ryggen, efter han brækkede den sidste vinter, og han siger, at han stadig døjer med stråler af smerter ud i det ene ben ved høj belastning, og at han har måtte nedsætte sit output i træningsintervallerne. Han er i behandling, men lyder bekymret for fremtiden.

 

 

1. etape: Silkeborg-Silkeborg

Her er stort ståhej på Torvet i Silkeborg, som der altid er ved et etapeløbs start. Jeg møder en masse jyske ex-ryttere, men kigger mest på ryttere, cykeltøj og cykler. Team Waoo bliver coachet af Bjarne Riis. Der er nogle stykker med sidevind undervejs, og her skal der siddes fremme.

Jeg spørger nogle af rytterne om, hvad de synes om Sportful-tøjet. De er glade for det, men Guldhammer fortæller mig, at han godt kunne tænke sig samme pude i speed-suit og i bukser. Og at de godt kunne bruge en trøje til de særligt varme dage. Martin Mortensen siger, at han er holdt op med at bruge buksefedt, efter han har fået disse bukser. 

Da rytterne starter, kører jeg ud på ruten. Jeg har streamers på min bil, så jeg kan køre uden at blive jaget væk. Når jeg kører der, fem min. foran feltet på trafikfri vej, kan jeg nyde synet af alle dem, der er ude for at se cykelløb. Det er ren Morten Korch. Der er danske flag overalt, og folk, der sidder med picnicborde og øl eller kaffe og kringle. Nogle steder er det en hel byfest. Som i den lille flække Ans, som i øvrigt deler navn med den mangeårige målby i Liege-Bastogne-Liege.

Senere passerer jeg flere hundrede børn, der går på geled. Det er en skole, der har lukket, så elever og lærere kan gå de par kilometer, der er hen til ruten. Det er tydeligt, at det er en festdag for dem.

Lidt efter holder der på en skråning en far og hans to sønner på hver sin ATW. De har nok også et klassement og et regnskab at gøre op, men lige nu er kampen indstillet, og de har slukket motorerne, mens de spejder sydover – efter cykelryttere.

Jeg holder ind for se feltet på et sidevindsstykke, og Mortensen har dirigeret hele Tem Waoo frem i top-20. Foreløbig er der kontrol over tingene.

Inde i Silkeborg skal de køre tre omgange over den samme bakke, som der kørtes til DM i 1996, hvor Riis vandt. Mikkel Bjerg forsøger at gøre ham kunsten efter med en smuk aktion, men bliver hentet på stigningen sidste gang. En lille gruppe river sig løs, og Lotto-Soudal sætter tingene på plads, da Tiesj Benoot træde alene hjem, og De Buyst vinder spurten foran Amoury Capiot og den imponerende Niklas Larsen. Folk, der er vant til at køre finaler på WorldTour-niveau, spøger man ikke med.

 

 

2. etape: Enkeltstart i Grindsted

Der er en egen stemning over en enkeltstart i et etapeløb. Der er dem, der er sat op og er koncentrerede. Og så er der dem, hvor det er et onde, der skal overstås. Riis vil ikke have, at folk bader sig igennem. Hans filosofi er, at man skal gøre sig umage og træde alt, hvad man kan. Ellers bliver man aldrig bedre, siger han.

Vores ryttere kører i den Bodyfit Evo speed suit, som Sportful brugte tre mio. kroner på at udvikle til Alberto Contador, inden han stoppede. Og i dag kører de med Kask Bambino TT-hjelmen, som også Team Ineos bruger.

Rasmus Guldhammer skal køre efter Martin Mortensen. Jeg spørger, om jeg kan køre med. Det kan jeg godt. Jeg sidder på bagsædet med et hjulsæt. Der er 30 sek. til start, da vores hovedsponsor, Jørgen Stensgaard kommer løbende. Han vil med og kaster sig ind. Hans blå jakkesæt og hvide skjorte er ikke velegnede til mødet med cassetten, som peger i hans retning. Men han er kold. Han vil se væddeløb. Så må renseriet tage sig af olie og stads.

Mortensen kører godt. Det blæser kraftigt, men han holder den på over 50 km/t i sidemodvinden. Efter seks-syv kilometer kan jeg se, at Martin Toft nærmer sig. Når man starter foran ham, kan man være pænt sikker på at se ham før eller siden, hvis man ikke er en sand specialist. 

Efter ca. 12 km. kommer han. Han kører edderbroderme stærkt. Jeg skal se ham rigtigt, så jeg ruller vinduet ned og hovedet ud af bilen for at nærstudere bagud.

Shit, han fylder ikke meget, ham Toft. Lav og meget smal er han. Hovedet er som en fodbold nede mellem skuldrene. Det rokker lidt frem og tilbage mens han moser det store gear rundt med over 50 km/t med en stiv kuling lige i trompeten. Det er et imponerende syn at se sådan en ekspert i total udfoldelse.

Lige da han passerer, en halv meter fra mit hoved, kan jeg høre hans åndedræt og se lidelsen i hans ansigt. Jeg kan også se, hvordan han formår at hente al den kraft, der bor i hans spinkle krop, ud i hver pedalomdrejning og transformere den ud til at virke i perfekt symbiose med hans enestående aerodynamik. Det er et stærkt øjeblik at betragte. Og så forsvinder han forud og overhaler Mortensen, der heroisk kæmper for at holde de 25 meter på manden, der kommer til at vinde dagens etape.

Det er en sort dag for vores Jesper Schultz. Han var vores klassementsmand, men kører langt under standard, og han er dybt skuffet over sin præstation. Riis og sportsdirektør Daniel Foder prøver at booste ham lidt og bygge ham op til næste dags kongeetape.

 

3. etape: Holstebro-Vejle

Kiddesvej er noget helt specielt. Det tætteste vi kommer på et monument i Danmark. I dag har Virtu Cycling et stort kundearrangement, eget stortelt og område ca. 300 meter fra stregen. Her er sydlandsk cykelstemning.

Her man spise og drikke godt, mens man følger krigerne ude på landevejen. Det er en pragtfuld sommerdag, og man kan ikke ønske sig mere. 

Kasper Asgreen er gæst, og han holder et improviseret foredrag om sine efterhånden mange meritter. Det gør han godt, og folk har slået ørerne ud. Det var en uventet bonus. Da han er færdig, spørger jeg ham om ikke, vi efter sæsonen kan træde den samme tur omkring Kolding, som den han mishandlede mig så grusomt på en uge før Touren, men med 30 km/t i snit og kaffe og kage på Bindeballe Købmandsgård. 

”Jo, det skal vi, men kun med 28 km/t i snit.” Det er en stærkt opmuntrende udmelding, men kan man stole på ham?

Tv-billederne er fantastiske, og de viser Danmark fra den allerbedste side. Kulisserne gennem Grejsdalen er også taknemmelige at arbejde med. 

Der er bataljer inde på omgangene, og vores plads er fantastisk, der lige efter s-svinget. Rytterne passerer på række, med stærkt forpinte ansigter. Jeg står ved barrieren sammen med Kongen af Kiddesvej, Matti Breschel, og han tror på Alexander Kamp. Men Kamp punkterer med to omgange igen, og det er game over.

En meget stærk kvartet, bestående af Rasmus Quaade, Jonas Vingegaard, Lasse Norman Hansen og Niklas Larsen er stukket afsted. Man skal ikke være meget cykelprofessor for at forstå, at de bliver mere end vanskelige at hente tilbage, og det bliver de heller ikke. Og Norman trækker det længste strå i et tæt opgør med Vingegaard og Larsen, og selvsamme Larsen er nu i førertrøjen. Han er også i pointtrøjen og i ungdomstrøjen. 

Team Waoo får ikke alverden ud af det. Schultz kommer ind som nr. 23 og bliver bedste mand.

 

 

4. etape: Korsør-Asnæs Indelukke

Etapen starter inde fra flådebasen i Korsør. Det er et flot syn med teambusser og servicebiler med vand og krigsskibe som baggrund.Vores ryttere gør sig klar. Krænger deres Sportful raod speed suit på og kommer i lommerne. Næsten alle kører i Kasks Protone-model. Det er varmt, og et hardcore aerohjelm er der ikke megen ventilation i.

Jeg beslutter at køre frem til forplejningen for at se klargøring af rytternes slynger og flaske. Da jeg når frem, ser jeg, at en appelsin er faldet ned i min turban. På den anden side af vejen ligger Bromølle Kro, som jeg af og til passerer under træning, men som jeg ikke har spist på, siden jeg som dreng var der med en klassekammerats forældre. Der er god tid, så jeg nyder en pariserbøf og en øl under bøgetræerne, inden jeg går over til vores servicebiler.

Rytternes slynger indeholder fire forskellige gels/bars fra Secret Training, en riskage og en slags småkage med chokolade. Den gider de nok ikke spise i denne varme. Så er der to flasker – én med isotonisk drik fra Secret Training og en med vand. Og en lille dåsecola. Det hele afleveres let og elegant, da feltet passerer.

Det er en fantastisk kulisse oppe ved mål på Asnæs Indelukke. Der er et hav af mennesker, og der er udsigt over Høve Strand og Sejerøbugten. Igen formidles der fantastiske billeder fra helikopteren, når den panorerer ind over Lammefjorden og kyststrækningerne og de gule kornmarker og grønne skrænter.  

Mads Würtz laver et stort nummer i finalen, men indhentes fem kilometer før mål, og alle venter nu på, at Kamp skal lette anker nede fra bunden af målstigningen.

Det gør han også, med en imponerende progression, der river feltet i stumper og stykker. Men der er meget langt – eller rettere mange sekunder – op til stregen, og Kamp løber tør for strøm 100 meter fra mål, og De Buyst sejler overbevisende forbi. 

 

5. etape: Roskilde-Frederiksberg

Stændertorvet i Roskilde indtager en prominent plads i dansk cykling. Det er her klassikeren, Stjerneløbet har fundet sted i flere menneskealdre. Men nutidens format med store busser og trucks og farverige servicebiler har ikke meget til fælles med dengang, jeg var til mit første Stjerneløb samme sted. Det var i 1965, hvor Ole Ritter vandt, og jeg tabte mit hjerte til cykelsporten.

Team Waoo er tryllet over i Sankt Olsgade. Stemningen er lidt anspændt, for det er sidste chance for at lave et topresultat. Carbel ser indebrændt ud, og har trods de 36 grader taget sin Kask Utopia aerohjelm på. Det bliver nok en massespurt, og så hænger ansvaret på ham.

Jeg møder Asbjørn Kragh fra Sunweb. Han er sur på sig selv over ikke at have levet op til egne forventninger dagen før på bakken ved Høve. Jeg siger til ham, at jeg har talt med Asgreen om en kaffetur i oktober, og at det bliver med 28 i snit.

”27,” svarer han.

Virtu Cycling har igen et kundearrangement på Frederiksberg Alle. Her kan ma nyde et glas hvidvin og følge med i løbet på storskærme. Man kan også møde den gamle OL- og verdensmester, Niels Fredborg, der som altid er i strålende humør. Han vil have et billede med Riis, Tom Lund og mig. Riis og jeg bliver enige om, at 73 år ikke er noget at frygte, hvis man har Fredborgs fysiske og mentale overskud.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er der også. ”Han ser godt nok smadret ud”, siger jeg til Riis. Med den viden, man har nu, forstår man ham godt. Jeg har været sammen med ham et par gange i privat regi og kan godt lide ham. Og han vil i hvert fald cyklingen det bedste.

Som altid er der et udbrud. Vi har Martin Mortensen med. Han har en af sine gode dage og kører stærkt, men som det er sædvane, bliver udbruddet hentet. Det er sprinternes dag. Julius Johansen tager en monster dinger frem mod de sidste to sving, og lige før opløbssvinget ser jeg at Carbel sidder godt fremme, men er alene. Jeg ved ikke, hvad der siden sker, bortset fra at jeg ser den belgiske mester hæve armene over hovedet. Det var ikke uventet.

Nu er det tid at defilere ned ad Pile Alle og op af Valby Bakke for at kigge på cykelryttere og grej og mekanikere, der pakker sammen. Og at høre hvad de forskellige har at sige. Jeg snakker lidt med Frederik Svendsen, der er mekaniker hos Sunweb. Han fortæller, at alle cykler skal gøres klar til næste start, inden de kommer i trucken. Og alt skal monteres tilbage til standard. Det er 25 mm ringe, 53/29 og 11/28. Han har travlt, men er imponerende effektiv, imens han taler med mig.

Den sidste jeg møder, inden jeg forlader området, er Asbjørn Kragh.

”Vi ses til kaffetur i oktober. Med 27 i timen”, siger jeg.

”26,5,” svarer han.