Optakt til Milano-Sanremo
Milano-Sanremo - løbet hvor de bedste ben giver den mindste garanti for sejr.
La Classicissima og dens betydning i italiensk cykling og kultur
Milano–Sanremo er en af de mest ikoniske éndagsklassikere i cykelsporten. Løbet kaldes ofte "La Primavera" (foråret) eller "La Classicissima" (den største klassiker) og markerer traditionelt åbningen af den europæiske klassikersæson. Det er det længste professionelle cykelløb på WorldTour-kalenderen med en distance på omkring 290 kilometer, hvilket gør det til en unik fysisk og taktisk udfordring.
Løbets historiske og sportslige betydning
Milano–Sanremo blev afholdt første gang i 1907, og siden da er det blevet en af de fem monumenter i cykelsporten (de andre er Flandern Rundt, Paris–Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt). Den er kendt som en af de mest uforudsigelige klassikere, da den ikke afgøres af hårde brosten eller stigninger, men i stedet af en kombination af distance, fart og – især – taktisk timing.
Tre nøgletegn ved Milano–Sanremo:
- Det længste af de store klassikere – Det kræver stor udholdenhed, da rytterne ofte tilbringer over syv timer i sadlen.
- En usædvanligt taktisk finale – I modsætning til de mere brutale klassikere som Paris–Roubaix eller Flandern Rundt er Milano–Sanremo kendt for sin kontrollerede og eksplosive afslutning i løbets sidste halve time.
- Stigningerne Cipressa og Poggio – Disse bakker er langt fra de hårdeste i professionel cykling, men deres placering sent i løbet gør dem afgørende. Poggio-stigningen, kun få kilometer før målstregen, er ofte stedet, hvor løbets afgørende angreb sker. Her har de allerstørste ryttere i 285 km ventet på at kunne koncentrere al kraft i én brutal aktion, som er nøglen til at vinde La Primaveras kulturelle betydning i Italien
Milano–Sanremo er ikke kun en sportslig begivenhed – det er en italiensk kulturel institution. Løbet er vævet ind i den nationale identitet, især i Norditalien, hvor cykling traditionelt har haft en stærk folkelig opbakning. Det symboliserer forårets komme og er en af de første store sportsbegivenheder, der trækker folk ud på gaderne efter vinterens dvale.
Hvorfor betyder Milano–Sanremo så meget i Italien?
- Italienske helte: Løbet har været en scene for mange italienske cykellegender såsom Fausto Coppi, Gino Bartali, Felice Gimondi, Giuseppe Saronni, Francesco Moser og Paolo Bettini. For italienerne er det en national stolthed, når en landsmand vinder – hvilket dog ikke har været så ofte i de senere år.
- Forbindelsen mellem storbyen og kysten: Milano er Italiens finansielle og industrielle hjerte, mens Sanremo er en charmerende kystby med en helt anden atmosfære. Løbet repræsenterer en rejse fra det hektiske indland til den solrige riviera. En rejse fra den endnu vinterklædte Po-slette mod sol, forår, palmer og azurblåt hav.
- Forårsstemningen: Milano–Sanremo er et af de første store sportslige samlingspunkter for italienerne i foråret, og folk fejrer det som en årlig tradition.
Eddy Merckx og Milano–Sanremo
Ingen rytter har domineret Milano–Sanremo som Eddy Merckx, der vandt løbet syv gange (1966, 1967, 1969, 1971, 1972, 1975 og 1976). Hans sejre bekræfter, hvor alsidigt et løb det er – det kræver både styrke, udholdenhed og taktisk kløgt.
Han er blevet spurgt, hvorfor alle venter så længe i dag:
"Måske tror de, at de alle kan vinde den i en sprint. I stedet vinder kun én rytter, så man bør prøve på afstand. Der er ingen mangel på terræn, men angreb skal være godt orkestreret, med fantasi og forberedelse – aldrig som en isoleret handling. Hvis vejret er dårligt, er Turchino allerede meget nyttig, både opad og nedad. Langs havet er der masser af faldgruber – du skal bare holde øjnene åbne og altid huske, at i en sprint vinder kun én. Det nytter ikke, at alle venter på den sidste kilometer."
Han siger videre:
"Hver sejr bragte fantastiske øjeblikke med sig, for Sanremo har altid været svær at opnå – selvom det, sagt af mig, som vandt syv, kan virke som en joke. Men ofte var det et spørgsmål om at opfinde løbet, om at køre det med fantasi. Det var ikke let."
Nutidens Milano–Sanremo
I dag er Milano–Sanremo stadig en af de mest prestigefyldte sejre, en rytter kan opnå. Den store distance, den uforudsigelige afslutning og historien bag løbet gør det til en klassiker, der aldrig mister sin status.
Hvis man er til italiensk cykelhistorie, så er Milano–Sanremo det ultimative løb – ikke fordi det er det hårdeste, men fordi det rummer skønhed, strategi og historie i én episk, tilbagevendende forårsbegivenhed.
Hvem vinder i år?
Favoritterne i bookmakernes rangorden. Det er lovende for løbet, at vi her taler om – sammen med den fraværende Remco Evenepoel – cykelsportens tre største gunslingers, der topper listen. Deres fysiske styrke, deres mod, deres kampånd og deres vilje til at sætte alt på spil er en garanti for, at løbets lærred bliver fyldt helt ud til rammens kanter.
Tadej Pogačar
Indiskutabelt verdens bedste cykelrytter og den rytter, der i alle løb, han kører, er alle andres referencepunkt. Særdeles sikker både teknisk og i positionskamp og vanvittigt eksplosiv for sin, for en klassikerrytter, lave vægt. Kører med stor fantasi og en uhørt vilje til at bære løbets vægt på sine skuldre. I dette løb er hans handicap, at både Cipressa og Poggio er for flade og for korte til, at han kan bringe de 3-4 bedste klassikerryttere så langt op i rødt felt, at han kan læsse dem – og at han, selvom han er hurtig, på papiret er mindre hurtig end de er.
Det lovede regnvejr vil øge hans chancer for at vinde betydeligt, da løbet vil blive hårdere, og finalen vil starte tidligere.
Mathieu van der Poel
Klassikernes konge. Han er den af alle, der kan producere det mest ødelæggende angreb på en stigning som Poggio, hvor selve rykket og progressionen ikke varer meget mere end et minut. Han er uberegnelig, da han både kan finde på at køre meget offensivt tidligt i løbet, men nogle gange kører han så nonchalant – nærmest fraværende – at han næsten er glemt, inden han pludselig dukker op og sætter kniven ind til allersidst.
Han er i det taktiske spil hjulpet af at have den lynhurtige Jasper Philipsen ved sin side. Sidste år gav det ham et alibi for ikke at føre med Pogačar efter Poggio. Men måske fortryder han i dag, at han ikke gjorde det. En blændende endagsrytter med et gigantisk register, som sjældent misser sine bedste ben på det vigtiste dage.
Mads Pedersen
På mange måder kan man sammenligne ham med hans rival fra juniordagene, Van der Poel, men han er mere en kampvogn – en tank. Han har tæt på, men ikke helt, det samme frygtelige max power output i 30–60 sekunder som hollænderen, men ellers ligner deres register langt henad vejen hinandens.
Men Pedersen er vildere end Van der Poel. Han går ofte løs på sit cykelløb som en rasende tyr med sænkede horn, og nogle gange får han måske stanget for meget ud i luften i forsøget på at såre modstanderne.
Men han er en hård nød at knække for enhver, for han mestrer alle endagsløbets facetter på allerhøjeste niveau: topfart, acceleration, udholdenhed, løbsintelligens, fantasi, mod og courage. Og han er uhørt konsistent, når det gælder om at levere toppræstationer over hele året – også mere end Van der Poel.
Han ville kunne vinde både i spurt og udbrud, og som Van der Poel (i forhold til Philipsen) er hans status så høj, at han kan tillade sig et angreb på Via Roma, selvom han har Milan med i frontgruppen. Regnvejr er absolut til hans fordel.
Jasper Philipsen
Har set stærkere ud end nogensinde i dette forår, og det er næsten svært at forestille sig, at et angreb på de sidste 1000 meter af Poggio vil skabe hul nok til at holde ham væk indtil målstregen. Han er klog, hård og lynhurtig. Milan vil på papiret være hans eneste ligemand i en spurt.
Filippo Ganna
Også Ganna har været bedre end nogensinde i dette forår. Især hans klatreevner har imponeret, og de var i forvejen mere end gode for en mand på 86 kg. Han har før vist, at han kan følge de bedste 3–4 mand på Poggio, og han står heller ikke stille i en spurt.
Hans bedste mulighed for at vinde vil dog være et angreb efter Poggio à la Cancellara. Men hvem ved – med det genfødte Team Ineos kunne han måske have en plan om at bruge kollektivet til en aktion længere ude fra.
Tom Pidcock
Endnu en rytter, der har blomstret i dette forår. Man kan ikke udelukke, at han kunne vinde løbet. Han kan det hele – også spurte. Sidste år var det kun den omstændighed, at Van der Poel ofrede sig for Philipsen, der forhindrede ham i det. Han kunne spytte til stregen, da han blev halet hjem.
Jonathan Milan
På papiret er han feltets hurtigste rytter, men formentlig er det på hans absolutte grænse – om ikke over – at kunne komme hjem til en spurt med de forreste. Og vil han i givet fald så stadig have sin overdådige spurt i behold? Det er langt fra sikkert.
Men er han der, er det næsten utænkeligt, at ikke også Pedersen og Stuyven er der, og det er tæt på at kunne kaldes en guldkaret at køre hjem i, hvis de ofrer sig for hans spurt.
Andre navne, der er bygget til dette løb, er Mohorič, Matthews, Girmay, Kooij, Cort og Van Gils.
Men alt afhænger af, hvordan finalen bliver kørt. Det ved vi ikke før i morgen ved 17-tiden.
