ØRNEN FRA TOLEDO ER DØD
Federico Bahamontes døde i går. Mange betragter ham som den største klatrer nogensinde. Det er ikke fordi hans samlede palmares er overvældende, men det var hans aktioner i bjergene.
Sammenligninger på tværs af epoker er vanskelige, men det burde sige en del om hans kvalitet, at han, da som som første spanier, vandt Tour de France i 1959, kørte Puy de Dome (enkeltstart) hurtigere end Michael Woods, som vandt i 2023. På en 11 kg. cykel og i gear 47X21.
Bahamontes, som bar det smukkeste af alle cykelsportshistoriens tilnavne; "Ørnen fra Toledo", var livet igennem regnet for at være en mystiker, og denne artikel, som Het Niewsblad lavede om/med ham i 2014, fortæller meget godt hvorfor.
Den lyder således:
Det eneste, der er mere eller mindre normalt ved interviewet nedenfor, er, at det startede og sluttede med et håndtryk. Imellem håndtrykkene var der gået seks timer, uden at tolken, fotografen, journalisten eller Federico Bahamontes selv rigtig havde bemærket det. Bortset fra de sidste tredive minutter, hvor håbet begyndte at rinde ud, og det meldte sig et relevant spørgsmål: "Hvornår kunne interviewet endelig begynde?"
Bahamontes, seks gange vinder af King of the Mountains-klassificeringen og den første spanske Tour-vinder nogensinde, elskede at leve livet intenst. "Du er nødt til at angribe dagene," siger han. "At angribe på ny hver dag. Det er derfor, jeg er rask på seksogfirs. Jeg står op klokken syv og har travlt til aften. Jeg er nervøs af natur, sover lidt. Ved du, at der næsten ikke er nogen ryttere fra min generation tilbage i live?"
Implikationen er, at Bahamontes bogstaveligt talt aldrig stopper op. Da han foreslår at få noget at spise i restauranten rundt om hjørnet, henvender han sig til en dame på vej for at spørge, om hun synes, journalisten fra Belgien er smuk. Nej, han kender hende ikke.
Ved middagen fortæller Bahamontes løbende beskidte vittigheder. Og inviter en amatør-triatlet-ven, som han synes også fortjener at blive interviewet. Kun meget lejlighedsvis fortæller han noget om sig selv. Da tjeneren kommer med vinflasken, husker han: ”Da vi spiste aftensmad med holdet, angav Evaristo Murtra (træner og spirituel far i Bahamontes, red.) med en streg, hvor meget vi kunne drikke. (griner) Vi ville så drikke en halv flaske og fylde den op med vand."
Forsøg på hovedretten for at styre samtalen mod hans Tour-sejr i 1959 forgæves. Bahamontes vurderer dog spontant de andre mange vindere i bjergklassifikationen af Touren. “Virenque har vundet den mange gange, men han er ikke en rigtig klatrer. Van Impe var god. Jeg tror, han så op til mig, ja.”
Der er spørgsmål om den klatring. Hvor kom hans talent fra? Kunne han virkelig lide det? Ud over Bahamontes' excentriske karakter er der dog et nyt problem, der forhindrer os i at komme til sagen: Værten er skiftet til fransk, et sprog han ikke helt forstår. Traditionen tro råbte han under Touren i tilfælde af et fladt dæk – une crevaison – Je clavais, je clavais! , en sammentrækning af spansk og fransk.
Det er i det skyggesprog, han fortæller – igen spontant – om isen, den mest berømte anekdote i hans liv. Den lyder sådan her: I Touren i 1954 stoppede han, iført den gule trøje, på syttende etape på toppen af Col de Romeyere for at spise en is og vente på feltet. En undergravende trodshandling. "Jeg var i et udbrud med to franskmænd, en lille og en stor," siger Bahamontes, "og der var også en belgier med et glasøje. Det belgiske holds bil havde revet sten op, der havde brækket to eger i mit hjul. Jeg måtte vente på toppen, og bestilte en is (legenden siger, at han ikke betalte, red.) . Jeg gik for at fylde min drikkeflaske i springvandet og da feltet (Bahamontes siger: 'le pacquet')kom, kastede jeg vandet over dem. Bare for sjov."
Bahamontes griner, tørrer sig om munden med en serviet og beder om regningen. Han beder tjeneren om en tjeneste: »Gør maden ti euro dyrere, men opkræv kun én flaske vin. Så kommer journalisten ikke i problemer, når han viser sin kvittering til sin chef, okay?"
Bahamontes foreslår at køre bilen ind til centrum af Toledo, byen som han er den mest berømte indbygger i. Bag rattet på sin hvide Mercedes peger han på en af de statelige byporte: "Jeg kom ind i byen her igennem, lige efter jeg vandt Touren."
Et alvorligt spørgsmål kommer fra bagsædet – det passerer selvfølgelig først gennem tolken. Bahamontes vandt Touren den 18. juli, som også var "årsdagen" for Francos kup. Var han ikke irriteret over, at hans sejr blev kapret af politik? Bahamontes' svar lyder således: "Hvorfor lader du altid en anden stille spørgsmålene? (tolken, ndvr.) Skal han gøre det samme, når du henvender dig til en pige? Du er ikke frygtsom, vel? Det er jeg også selv, men kun når jeg sover.”
Politik har påvirket Bahamontes' karriere. Det andet slag mod hans store rival Lorono var en ideologisk debat: Bahamontes stod for den centrale frankistiske autoritet i Madrid, Lorono repræsenterede den baskiske modstand. Var den politiske dimension ikke en byrde? "Ja," siger Bahamontes til sidst. "Det var virkelig meget irriterende."
Det er blevet taget billeder, og vi går herefter en tur, der har fået episke proportioner, tilbage til 'Casa de Bahamontes'.
Det er først på hans skrivebord, at du indser den betydning, han har haft i sit lands historie. Der er en træørn på hans skrivebord, men også et foto, hvor han bliver hyldet af den spanske konge Juan Carlos som 'den største spanske sportsmand nogensinde.' Den skelnen er ikke let, fordi hans palmares er ret mager for en rytter med hans talent. At han ikke vandt Touren oftere hænger sammen med, at han skulle kørte i en æra med landshold.
Lige så ofte saboterede hans stædighed hans egne chancer for at vinde. I 1957 Tour satte han sig pludselig ned på jorden og nægtede at fortsætte 'på grund af en hævet arm'. I Vueltaen fra 1960 kørte han bevidst så langsomt, at han kom i mål uden for tidsgrænsen. Bahamontes ville se, om organisationen ville have modet til at sparke en så stor stjerne som ham ud af deres løb.
Det faktum, at han er en så betydningsfuld skikkelse i spansk sport og samfund, har at gøre med den tidsånd, hvor han vandt Touren. Før 1959 var Spanien internationalt isoleret på grund af Franco-regimet. Men Bahamontes sejr i Touren, Nobelprisen i medicin til Severo Ochoa og besøget af den amerikanske præsident Dwight Eisenhower gav landet et helt nyt skub.
Bahamontes oplevede årene med hungersnød på egen hånd. Hans urolige barndom er det eneste emne, han nemt vil tale om. "Vi var ekstremt fattige," siger han. "Vi havde næsten ikke noget at spise. Om dagen gik jeg for at hugge sten sammen med min far, et arbejde, som vi knap fik løn for. Og om aftenen gik vi på jagt efter katte, for at få noget at spise. Min mor skar deres hoveder af og kogte dem i en gryde.”
”Ved du, at jeg brugte min første cykel til at smugle brød og grøntsager? De rester, som bageren smed ud, og de grøntsager, der ikke var gode nok til salg, kørte jeg fra landsby til landsby. Engang fik Guardia Civil næsten mig. Jeg måtte søge ly i bunden af et vandløb med iskoldt vand. Jeg fik lungebetændelse, tabte mig indtil jeg knap vejede 54 kilo. Jeg kom meget tæt på døden der.”
Bahamontes er på vej, og svarer nu virkelig på vores spørgsmål. Det ser ud til at tiden er inde til at komme videre, men lige så pludseligt som mødet startede, er det forbi. Da Bahamontes bliver spurgt om hans forhold til Fausto Coppi, manden der overbeviste ham om at køre klassment før starten af 1959 Touren, svarer Bahamontes: "Du har en meget grim håndskrift. Jeg tror ikke, du var opmærksom i klassen." Han vil ikke svare selv det trivielle spørgsmål om, hvorvidt han ser efter nogen favorit til det kommende Tour de France. "I min alder kigger du kun efter kvinderne."
Konklusionen, vi tager afsted med er, at Bahamontes har været et mysterium gennem hele sit liv og karriere.
(Atriklen bragtes i Het Niewsblad i 2014, da Bahamontes var 86.)
