Paris-Nice 2025

Da Paris-Nice sluttede i går, blev der vist et potpourri over løbet, og jeg syntes, det var en evighed siden, det startede. Tim Merliers sejre, holdløbet, Vingegaards gode og dårlige momenter, Skjelmoses sortie – og de sidste dage, Mads Pedersens show. Der var begivenheder og omskiftelighed til langt mere end en uge.

Mange undrede sig over Vismas holdopsætning. Det var mildt sagt meget lidt bjergstærkt i forhold til at støtte Vingegaard og Jorgenson, især når Paris-Nice næsten altid afgøres i bjergene, og når vi efterhånden flere gange har set en eller flere af vinterfavoritterne blive isoleret – især på den lunefulde sidste etape til Nice.

Men det skulle vise sig, at den hollandske formation vidste, hvad de gjorde. Med et formidabelt holdløb satte de deres to spydspidser på løbets første- og andenplads, og nogle dage senere brugte de deres tonserhold klogt og dristigt til at angribe i sidevinden og køre ærkerivalerne fra UAE ud af ligningen. Herefter kunne Jorgenson klare paragrafferne selv, omend han på sidste etape var isoleret, og vel lige så meget som egen styrke blev hjulpet af, at der ingen klassementsfolk var til stede i finalen med store ben. Men summa summarum – Jorgenson havde overordnet set været feltets bedste og mest konsistente klassementsrytter. Dog ville det have været usandsynligt, at det ikke havde været Vingegaard, der havde vundet løbet uden sit styrt.

Der er meget, der tyder på, at Ineos er et transformeret hold, og det indtryk blev kun forstærket her – gennem hele ugen. Man har undret sig over, hvor lidt de har haft at sige de senere år, for få hold kan matche dem på papiret. Men når man kører Nokere Koerse på samme måde, som man forsvarer en top 5 i en Grand Tour...

Skeen er taget i den anden hånd, og der er nu en helt anden beslutsomhed, opportunisme og optimisme over deres kørsel. Kort sagt: Ineos er igen et storhold, og Tarling viser, at han bliver en giftig klient i klassikerne.

For en gangs skyld skuffede UAE i denne uge. Efter Almeidas brillante sejr over Vingegaard havde de ikke meget mere at byde på. Selv i holdløbet levede de ikke op til forventningerne. Det er muligt, at dem, der skulle have leveret, ikke befandt sig godt i det ekstreme vejr, der prægede ugen, men der var ikke meget at fejre for verdens bedste cykelhold.

For ekstremt var vejret. Det er meget sjældent, at et etapeløb afvikles under så konsekvent våde og kolde forhold, og det har været en prøvelse for de fleste blot at komme igennem. Det er slet ikke godt for alle at køre så mange dage under de betingelser, og hvis ellers Vingegaard umiddelbart kan genoptage træningen, så er det slet ikke sikkert, at det har været en ulempe at slippe for den franske dybfryser de sidste 3-4 dage.

Men ærgerligt, at vi ikke fik set Skjelmose gøre arbejdet færdigt, for der kunne – hvis benene havde været der – være blevet et stort spettacolo ud af sidste etape med Mads Pedersens orkestrering. Men så havde Mads selvfølgelig ikke vundet den grønne trøje.

Og Mads Pedersen endte med at stjæle showet. De sidste tre dage af løbet var han den internationale presses mest omtalte rytter. Journalister, ryttere og ex-ryttere var himmelhenrykte over hans køremåde og især hans nyvundne klatreevner – som dog nok, i hvert fald delvist, må tilskrives, at han er en af de få, der kan håndtere kulden over mange dage. Men hans præstation på sidste etape, som blev kørt i det skønneste solrige forårsvejr, var monumental for en rytter af hans type – ikke kun fysisk, men også når det gælder vilje og modet til at presse sig selv til det yderste for at nå et mål.

Hvis nogen før start havde spået, at Mads Pedersen ville runde Col d'Eze som første mand i selskab med klassementsrytterne, ville han være blevet afskrevet som sindssyg.

Når det kommer til panache, er der efter min mening ingen, der overgår Mads Pedersen. Han er måske begavet med lidt mindre talent end Van der Poel, Pogacar og Evenepoel, men når det gælder om at udtrykke sig med mod, vilje, fantasi og storslået løbsstrategi, er han deres ligemand. Derfor er han elsket af tilskuere og beundret af sine konkurrenter. Der findes ikke en rytter så stor, at han ikke letter på hatten for Pedersen, og den måde, han greb opgaven an – at vinde den grønne trøje – siger alt om ham.

Det var jo en umulig opgave på en etape med tre bjerge af 1. kategori og pointspurten placeret så djævelsk, at den i princippet var uden for en pointjægers rækkevidde, men derimod lå perfekt for Jorgensons fødder.

Meget betegnende for Mads Pedersen som menneske og rytter, indgik alle ingredienser, midler og metoder i at få projektet til at lykkes: dristighed, lidelse, evig tro på det umulige, forhandling og overtalelse. Det var mageløst at se.

Mads Pedersens rækkevidde som atlet og figur viser også, hvor tåbelig en beslutning Lidl-Trek har taget ved at satse på Milan og ikke ham i Tour de France i år. Vel kan Milan nok vinde en etape eller to mere, men hele Pedersens karisma og format som cykelrytter er en helt anden snak. Han ville give de kuglerammeglade tyske købmænd meget mere valuta, end de kan tælle sig frem til i Excel-arket.

Matteo Jorgenson bekræftede sig som en af verdens bedste allroundere. Jeg tror dog aldrig, han kommer til at vinde en Grand Tour. Dertil lever han som cykelrytter i en for kompliceret tid. Men han vil være en uvurderlig støtte for Vingegaard i Tour de France i de kommende år, og han skal nok vide at vinde sine egne løb ved siden af.