PARIS-ROUBAIX
"Mads gjorde det på ca. 5 kilometer, hvor wattmåleren må have været rødglædende. Det var hans ansigt også, da han fik tilslutning. Det var en ekstraordinær præstation, men også en af dem, der giver metalsmag i munden og blodskudte øjne – og som resten af dagen vil være registreret inde på kontoen som et overtræk."
Det er påske, og der er begyndt at komme blomster op af jorden, men som altid, når det der er tilbage af hovedfeltet, triller i mål på velodromen i Roubaix, har jeg samme vemodige følelse af at alt det, jeg elsker mest er slut, som når i november, de sidste blade blæser af træerne. Den væsentligste del af sæsonen, den del jeg har ventet så længselsfuldt på siden Giro di Lombardia, er slut, og det der venter forekommer næsten ligegyldigt.
Men hvilket ræs. Hvis Flandern Rundt var skærtorsdag, så var Paris-Roubaix langfredag. En uendelig dag, fuld af lidelse.
At køre cykelløb mod Van der Poel er som at blive smidt i arenaen til en vild løve. Man ved ikke hvordan hverken begyndelse eller ende vil blive, men man ved, at det næppe ender godt.
I dag optrådte han i sin mest skræmmende udgave, blodtørstig og skarp som en ragekniv. Men den første der lod hammeren falde, mens alle favoritterne sad og sugede luft ind til blodbadet i Arenberg-skoven, var Van Aert. Med en skarp aktion på en brostenssektor rev han sig fri, og en ultragiftig gruppe formedes da Laporte, Degenkolb, Van der Poel og Küng sluttede sig til ham
Netop her var det første gang i løbet, at Mads Pedersen var lidt for langt tilbage, og både hans og Gannas frustration var tydelig da de indså hviklet scenarie, der var under udvikling. Med den gruppe foran var det indlysende, at den store tegnedreng skulle op af lommen, hvis man da overhovedet havde midler til at komme tilbage.
Inde i Arenberg skete det sædvanlige styrt, og som det er comme il faut i tiden, fandt produceren det meget mere interessant at svælge i billederne af det styrtede, end at følge et af løbets mest intense øjeblikke – slaget i Arenberg.
Men jeg til min sorg, så Asgreen sidde fortabt på de legendariske brosten, netop som han efter 40 kilometers jagt efter en punktering var kommet op, tænkte jeg, at når produceren atter ville lade os se billeder fra fronten, så ville Mads P. være kørt alene væk for at lukke hullet. Og ganske rigtigt.
Vi taler om en monstergruppe, der har 20 sekunder ind i Arenberg. At lukke det hul ene mand er en næsten umulig opgave. Eftersom det er et lyntog der kører foran, kan man ikke ligefrem spurte op når der er så stor afstand, men det må helt sikkert heller ikke vare ret længe. Det er en hårfin balance og et nummer, som kun en håndfuld ryttere ville kunne udføre. Mads gjorde det på ca. 5 kilometer, hvor wattmåleren må have været rødglædende. Det var hans ansigt også, da han fik tilslutning. Det var en ekstraordinær præstation, men også en af dem, der giver metalsmag i munden og blodskudte øjne – og som resten af dagen vil være registreret inde på kontoen som et overtræk.
Situationen var kritisk, og for en der kører for at vinde, var der ikke andet at gøre end at sætte det hele på rouletten. Bare ærgerligt, at det viste sig at Ganna-gruppen kort efter også kom op. Som passager på det tog, havde billetprisen været en tiendedel. Og egenlig skandaløst dårligt, at Mads P. var uden hold, da situationen opstod før Arenberg. Det må ikke ske, at en af løbets store favoritter er overladt til sig selv første gang i løbet, der er en situation hvor der er brug for hjælp. Hvor har Jasper Stuyven været i denne klassikerkampagne?
Men der skete en anden afgørende ting da rytterne svingede ud fra Arenberg. Laporte, som virkede overdådigt kørende, punkterede, og det vendte løbet på hovedet. Jumbo-Visma havde lige haft Van der Poel isoleret med Van Aerts aktion, men nu ville Van Aert gerne have Laporte frem igen, og slækkede på føringerne. Godt for Mads, men han skød sig selv i foden, for med Ganna kom Vermeersch og Philipsen op, og på nul komma fem, var det hele vendt 180 grader, så Van Aert nu sad i saksen med tre Alpecin-folk, som gerne ville føre igennem for at Laporte ikke skulle komme tilbage.
Lidt senere lavede Jumbo-Visma et smart træk ved at sende Van Hooydonck og Laporte afsted, hvilket gav Van Aert et alibi til at spare på kræfterne, selvom der ikke var nogen chance for at de ville nå frem.
Herfra var det game over for alle andre end dem der sad i førergruppen, og der var over 80 kilometer hjem. Egentlig smukt at se et Paris-Roubaix med en frontgruppe med så mange ettaller, og som havde så stort hul, at de havde deres servicebiler bag sig i hele finalen. Küng, Pedersen, Philipsen,Van der Poel, Degenkolb, og Van Aert. Et echapée royale.
På dette tidspunkt havde Vermeersch slidt sig opi Van der Poels tjeneste, og også Philipsen havde gjort sit for at Van Aert skulle forblive isloleret. Van der Poel lavede en række super giftige angreb, som kun Van Aert umiddelbart kunne besvare. Mads havde god gavn af sejtrækkerne, Küng og Ganna når der skulle lukkes huller.
Gruppen forblev samlet til Carrefour de l’Arbre, hvorman ventede det ultimative angreb fra Van der Poel, men i stedet var det Van Aert, der smed en bombe. Så kraftig, at ingen anden end Van der Poel kunne svare igen. Netop som han kom op punkterede den efterhånden evigt ulykkelige Van Aert. Han stred som en løve på sin flade sut for at holde hjul på den evige rival, men måtte strække gevær, og da han efter sektoren fik et nyt hjul, var fuglen fløjet.
På denne sektor blev en fremragende, Degenkolb uforvarende fældet, da Philipsen slog ud til højre netop som Van der Poel ville angribe. I undvigelsen af holdkammeraten, fældede Van der Poel den sagnesløse tyske politimand, som liggende i grøften måtte se drømmene om genfødsel i sit yndlingsløb forsinde i den støvsky, han banemænd efterlod sig.
Punkteringen blev et nyt vendepunkt, som anbragte Philipsen i en guldkaret med rejsehjemmel til velodromen, da nu alle andre end ham, var tvunget til at tømme tanken til sidste dråbe. Ganna og Küng vidste på dette tidspunkt ikke hvad de selv hed, og Pedersen og Van Aert stred bravt for at få drev i gruppen, men,dem formidabelt kørende Philipsen var ikke gentleman nok til bare at sætte sig på hjul. I stedet kørte han kørte med rundt, og slog ud når han nåede fronten, og kastede på den måde grus i maskinen.
Jumbo-Visma måtte indse, at forårets store mål - at vinde et brostensmunument ikke lykkedes, trods deres domimans i alle de andre klassikere. Bedste bud for et forårsmunument vil være, at tvinge Vingegaard til start i Liege-Bastogne-Liege.
Den desperate Van Aert angreb, og efterlod Ganna og Küng på den nordfranske asfalt. Der var 25 sekunder op til Van der Poel, og han håbede vel stadig på et mirakel. Pedersen og Philipsen kom med i slipstrømmen. På den sidste berømte bakke på vej ind i Roubaix angreb Van Aert igen, og Pedersen måtte inklinere. Tanken var tom.
Van der Poel hamrede mod mål som en vild mand. Selv med et halvt minut i banken tog han risici, som om han var midt i en massespurt. På langsiderne kunne man nyde synet en en toptunet cykelrytter, der lignede syntese mellem en greyhound og en græsk gud. Stadig med ild i øjnede. og i stand til at pumpe kraft nok ned i pedalerne til at hans store veksel ekspederedes rundt med 100 omdrejninger i minuttet.
En fjerdeplads med Mads Pedersen var et fremragende resultat, og hans konsistens i det allerstørste løb gør ham til en af favoritter i alle løb af denne slags. Det er meget stort, og skaber realistiske forhåbninger om en fuldtræffer end dag .
