Reno Bent Olsen

Jeg mødte ham før ham første gang på et herretoilet. Det var i kælderen på hjørnet af Holbækvej og Fælledvej i Roskilde. Det var November 1968, så han var 21, jeg 12. Jeg er opmærksom på, at vi her er ude i noget, der lyder som en rigtig skidt historie, men respekt for kendsgerningerne, tvinger mig til at sige det som det var.

Af: Per Bausager

Olsen, eller rettelig, Reno Bent Olsen stod og svajede, mens han med stift blik betragtede sig selv inde i spejlet, og lige som jeg kom ind, sagde han, henvendt til spejlbilledet, ”dit dumme svin”. I den ene mundvig sad, eller snarere hang, en ordentlig hundelort af en tændt havaneser. Lidt usædvanligt for årstiden var han iført et hvidt jakkesæt i let sommerligt tekstil, hvid skjorte med slips og hvide sko. Det var den officielle indmarchuniform for det danske olympiske landshold ved OL i Mexico, som netop var afsluttet, og hvor Olsen havde vunder guld i 4 km. holdløb sammen med Mogens Frey, Gunnar Asmussen og Per Lyngemark. Og nu stod han så her på toilettet i Roskilde Cykel Ring’s klubhus, mens den årlige rytterfest rasede inde ved siden af. 

I de næste fire-fem år var han et idol. Ham og Junker Jørgensen, som var klubbens store ”rigtige” landevejsrytter. Siden jeg begyndte at opnå resultater som junior, fik jeg mere at gøre med ham. Han var da en kort tid professionel for Furzi i Italien og var mig meget imødekommende med råd og vejledning i den periode, og efterhånden lærte jeg ham rigtig godt at kende.

“HANS BREDDE I REPERTOIRE, FANDENIVOLDSKHED OG REBELSKHED MINDER MIG OM ÉN ANDEN RYTTERS. OG DET SJOVE ER, AT DEN ENESTE CYKELRYTTER, JEG NOGENSINDE HAR HØRT OLSEN UDTRYKKE BEUNDRING FOR, ER NETOP DENNE MAND – NATURLIGVIS ROGER DE VLAEMINCK”.

Per Bausager

Olsen var en uregerlig mand, der ikke havde mange andre regler end sine egne, og fræk som en slagterhund, var han. Men jeg tror, at de fleste syntes, at han var en guttermand – det syntes jeg i hvert fald. Han var altid i gevaldigt humør, og jeg har aldrig hørt ham pive eller klage over noget. Og så var han jo en fantastisk cykelrytter, hvilket han ikke mindst beviste, da han i 1973 vandt tre danske mesterskaber på landevej og to på bane. Han var hurtig, udholdende, kunne køre enkeltstart og var mesterlig i kriterier og baneløb.

Hans bredde i repertoire, fandenivoldskhed og rebelskhed minder mig om én anden rytters. Og det sjove er, at den eneste cykelrytter, jeg nogensinde har hørt Olsen udtrykke beundring for, er netop denne mand – naturligvis Roger de Vlaeminck. Ham var han godt nok imponeret af, da han havde kørt nogle måneder i Italien, og jeg har mange årtier efter hørt Olsen fremhæve de Vlaeminck både som rytter og som personlighed. 

Efter det korte italienske eventyr stoppede Olsen karrieren og passede sin dont på Roskilde Sygehus. Men da 6-dagesløbene var kommet godt i gang i Forum, løste han professionel licens for at kunne deltage. Og selvom han passede sit arbejde på fuld tid, var han stærk nok til at gøre sig gældende. Han kørte altid godt, men hans opfattelse af forskellige ting var ikke altid i tråd med sæder og skikke hos de etablerede. Patrick Sercu var den enevældige konge, der både med ben og med en naturlig aristokratisk aura bestemte, hvordan reglerne var. Den Flamske Pil var vellidt og sympatisk og hævede aldrig stemmen. Når nogen ikke rettede ind ved en høflig henvendelse, så fik de en køretur. Og så var der ro i lejren. Med Olsen havde Sercu det lidt svært, for Olsen kørte jo kun i Danmark og var ikke på samme måde som andre afhængig af at være under det flamske og patriarkalske regime. Fx stillede Olsen op til 6-dagesløb med lange hår på benene, og Sercu var ved at besvime, da han så det til åbningsjagten. Da jagten sluttede, indfandt han sig omgående i Olsens kabine og fortalte ham, at den gik ikke – at der skulle barberes piber. Til timejagten senere på aftenen stillede Olsen op med højre ben barberet. Da den vantro Sercu måtte have fat i ham igen, fik han det svar, at det vel var nok at barbere det ben, der vendte ud mod publikum. Sercu kunne ikke lade være at more sig over Olsen, selvom han brød visse regler. Han sagde ofte, ”Olsen ist formidabel”. Og det havde han ret i.

“JEG HAVDE KØRT FIRE-FEM 6-DAGESLØB I TRÆK OG HAVDE ALTSÅ I EN MÅNED SOVET OM DAGEN OG VÆRET VÅGEN OM NATTEN. MEN OLSEN SATTE STARTEN FRA HERSLEV STRAND TIL KL. 6 OM MORGENEN. KULSORT NAT VAR DET OG ISKOLDT. NÅ, MEN OLSEN HAVDE ET PAR SKYDERE MED OG SÅ UD PÅ VANDET I HVER VORES PRAM”.

Per Bausager

Olsen gik ikke meget op i materiel. Det gjorde jeg. Allerede som junior disponerede jeg – med stor støtte fra mine forældre – over adskillige hjul, cykler og så videre. Olsen havde sin Schrøder med et sæt træningshjul og et sæt løbshjul. Engang i mine juniordage, hvor der var CC Gladsaxes store enkeltstart, spurgte han mig, om han måtte låne et sæt 24 egers hjul, jeg havde med Clement Criterium Seta Extra. Det var en ære for mig at låne ham dem, og da han hentede dem om lørdagen, aftalte vi, at jeg skulle ud og give ham mellemtider. Da jeg så stod ude mellem Hove og Smørum og ventede på, at han skulle komme, kunne jeg høre en forfærdelig larm oppe fra Hove. Og efterhånden, som Olsen nærmede sig, blev et værre. Det hylede og skreg fra hans cykel. Det viste sig så, at han havde vasket alt ud i benzin. Gear, kranks, kæde, krank og det hele. Men han havde ikke smurt det bagefter. At han alligevel vandt, siger noget om hans styrke.

Olsen er siden blevet en meget passioneret jæger. Hele hans hus er fuldt af udstoppede dyr. Selv en giraf har han. Engang, hvor vi lige havde kørt 6-dages i Herning, snakkede han mig med på strandjagt. Løbet var slut om tirsdagen, og jagten var torsdag morgen. Jeg havde kørt fire-fem 6-dagesløb i træk og havde altså i en måned sovet om dagen og været vågen om natten. Men Olsen satte starten fra Herslev Strand til kl. 6 om morgenen. Kulsort nat var det og iskoldt. Nå, men Olsen havde et par skydere med og så ud på vandet i hver vores pram. Han havde sørget for Gl. Dansk, øl, kaffe og boller. Så jeg skulle prøve at holde mig til ham. Vi skulle over til Bognæs. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men Olsen endte pludselig i baljen, og desværre også vores forplejning. Men det sked han på. Han fik heldigvis lige reddet den Gl. Danske og kravlede ombord igen. Og så kom vi over til Bognæs, hvor vi skulle ligge mellem sivene og vente på andetrækket – Olsen våd og iskold, men som altid i storslået humør. Jeg anede ikke, hvad det gik ud på, for jeg var jo ikke jæger, og havde aldrig skudt, så da andeflokken endelig kom farende som jetjagere, fik jeg ikke trykket af, før de var væk. Olsen var godt tosset, for nu kom der ikke flere ænder. Og han ville sateme ha’ ild i røret, som han sagde. Brødebetynget sagde jeg, at mine forældre havde et engstykke, som vi kunne se, om det var noget at skyde på. Den var ham med på. Desværre var det eneste, vi så, en gråspurv, der sad i en busk. Både spurv og busk blev til atomer, da han tømte de to løb. Det tilfredsstillede ham åbenbart ikke helt, for et par hundrede meter væk havde Slagter-Kaj et dueslag som han fik øje på. Det fik så lige de næste to piber hagl, og så blev der rigtig god plads på pinden til de overlevende. 

Efter at vi begge var stoppet med cyklingen, spillede vi tennis sammen nogle år og havde mange gevaldige timer dér. Jeg mener at vide, at Olsen blev klubmester i Lejre flere gange sidenhen. Nu om dage kan man, hvis man bor i Gevninge, stille sekundviseren efter ham, når han onsdag og lørdag løber sin 16 km. tur igennem Lindholm og Ledreborg skov, og så hjem over Hule Mølle og Gl. Lejre.