STRADE BIANCHE

I hjertet af Toscana, hvor cypresserne står som elegante vagter langs de støvede veje, hviler Siena, en by indhyllet i middelalderens mystik og tidløs skønhed. Denne juvel, omfavnet af de bløde bakker, der skifter farve med årstidernes gang, fra de gyldne nuancer om sommeren til de dybe grønne toner i vintermånederne, er et vidnesbyrd om menneskets evne til at skabe harmoni med naturen.

Siena, med dens snævre brostensbelagte gader, som snoer sig gennem det gamle bycentrum, fører enhver besøgende på en rejse gennem tiden. Piazza del Campo, hjertet af byen, pulserer med liv, hvor fortidens ekkoer blander sig med nutidens jubel under det berømte Palio, en hestekamp, der ikke kun er en konkurrence, men en fejring af samfund, tradition, og ubrydelige bånd.

Omgivet af det bølgende toscanske landskab, er Siena som et levende maleri, hvor hvert penselstrøg afslører dybden af historien og kulturen, der har formet dette sted. Vinmarker og olivenlunde, der strækker sig til horisonten, fortæller om regionens dybe forbindelse til jorden og dens gaver.

Her, hvor tiden synes at stå stille, kan man virkelig forstå betydningen af 'la dolce vita' – det søde liv. Når solen sænker sig bag de toscanske bakker, og landskabet bliver badet i et blødt rødt lys, forstår man Sienas magi. Det er her, mellem himmel og jord, mellem fortid og nutid, at sjælen kan finde ro, og hjertet kan mærke den dybe fred, som kun dette hjørne af verden kan tilbyde. Siena og dens omgivelser er ikke blot et sted på et kort; det er en hyldest til skønheden, kærligheden, og livet.

Men hvert år, den første lørdag i marts, forvandles det historiske paradis til en krigszone. Da rykker verdens bedste cykelryttere ind for at dyste om et af cykelsportens mest eftertragtede trofæer; Strade Bianche (Hvide Veje).

Navnet refererer til de mange grusveje, der løber gennem de toscanske vinmarker i det ubønhørligt bakkede landskab, og en stor del af løbet foregår netop på grusvej. For at være præcis, drejer det sig om 71,5 km.

Løbet, som blev kørt første gang i 2007, plejede at være 184 km, men er i år forlænget til 215. Måske er tiltaget arrangørernes måde at bejle til UCI på, i håb om at opnå den status som ”monument”, som mange af løbets fans synes, det burde have. Det er spændende at se, om den længere distance vil udskyde finalen, eller om den blot bliver 30 km længere. Hvis man skal bruge den gældende køremåde i WorldTouren som rettesnor, vil det sidste ske, da den stress de første grussektorer medfører, vil presse farten i vejret.

Højdemeterne er steget fra 3357 til 3669, hvilket giver 17,1 højdemeter pr. km. Til sammenligning har Liège-Bastogne-Liège 17,3. Men da en stor del af klatringen i Strade Bianche sker på grus, hvor farten er lavere, og hvor man vanskeligt kan stå op, er klatreopgaven relativt vanskeligere her. Skulle regn have opblødt vejene, vil vanskelighederne blive betydeligt større.

Bortset fra Sante Maria-stigningen er bakkerne ikke så forfærdeligt lange, og det gør, at allrounders, der er tungere end bjergrytterne, kan gøre sig gældende. Vi har set tungere folk på podiet – som f.eks. Cancellara, Sagan, Asgreen, og Van der Poel, men også spirrevipper som Bernal, Kwiatkowski, Alaphilippe, og Pidcock.

Dette års helt store favorit, som bookmakerne kun vil give 1,7 for, Tadej Pogačar, er en mand, der er bygget perfekt til dette løb. Med sine 66 kg ligger han i mellemlejet, og hans formidable evner som klatrer, kombineret med en uforlignelig eksplosivitet, og en holdbarhed, der ikke overgås, vil han uden uheld næsten være umulig at besejre på denne rute.

Tekniske færdigheder tæller også her. Det er ikke kun på bakkerne, det går langsommere end i andre løb. Også nedkørslerne sker ved lavere fart, da det løse grus er en evig trussel. Det er ikke et tilfælde, at fire verdensmestre i cross har vundet løbet: Stybar, Van Aert, Van der Poel, og Pidcock. Sådanne ekstreme teknikere kan spare meget energi på det løse underlag, hvor alene koncentrationen om at holde sig på cyklen er noget, der koster hos de fleste.

Det kan nok være, at Strade Bianche ikke er så langt som monumenterne, men til gengæld betyder den lave gennemsnitsfart mange timer i sadlen, hvoraf man kan slappe af er en forsvindende lille del. Selvom gashåndtaget er i bund det meste af dagen, er de sidste ti udgavers gennemsnitsfart under 38 km/t.

Som om løbet ikke var rigeligt hårdt i forvejen, er forlængelsen sket ved at køre en ekstra omgang inde ved Siena i finalen. Således skal stigningerne Colle Pinzuto og Le Tolfe køres hver to gange inden den frygtede finalestigning op gennem Siena. Skulle nogen finde på at åbne ballet på Colle Santa Maria, som Pogačar og Pidcock gjorde da de sejrede, vil det betyde en 80 km lang finale. Det er næppe tænkeligt, at nogen vil binde an med et så langt soloridt.

Strade Bianche er det af de store løb, hvor der kommer færrest i mål, og det hvor der kommer færrest ryttere i mål inden for et minut efter vinderen. Hvor hårdt løbet er, vidner Van der Poels wattfiler fra 2021 om. Da havde han 389 watt (NP) over 4 timer og 45 minutter, og 439 watt i den sidste halvanden time.

Når det kommer til den data Velofacts deler, så ligger Strade Bianche i gennemsnitswatt for de ryttere, de har data på, på par med Flandern Rundt og VM i Glasgow.

Spektaklet drejer sig imidlertid ikke om watt og data, men om rytternes kampånd og fantasi, men dataene fortæller noget om, hvor meget der skal til, hvis man vil ende med fremme i Siena efter en dag i idel lidelse nås.