Tadejissimo!
I lang tid har det heddet sig, at kun styrt og uheld kunne forhindre Pogačar i at vinde de største løb, men efter i dag må konkurrenterne – og dem, der længes efter et Pogačar-frit podium – se i øjnene, at der skal mere til.
Hans styrt var ellers brutalt nok til at sætte en mand ud af spillet. Det var en stor røvtur, forårsaget af, at han for den sjældne gangs skyld mistede kontrollen over maskinen. Når man gør det ved at køre for hurtigt ind i et sving, er det som regel forhjulet, man mister, men her synes jeg, det var baghjulet. Eftersom han kender svinget som sin egen bukselomme, lyder det ikke sandsynligt, at han har overbremset sit baghjul, så måske lidt grus eller olie har forårsaget styrtet...
De største mestre er de største, fordi de både i ben og hoved overgår de mere dødelige. Selvom han så lidt rystet ud, da han fik sig gjort fri af busken, han var landet i, var der ingen tøven. Og selvom han både skulle gøre op for styrtet og efterfølgende skifte cykel, havde han lukket hullet til Pidcock på nulkommafem.
Pidcock havde gjort, hvad han skulle, og fortsatte sit ridt mod Siena. Det er ikke til at sige, hvor helhjertet han kørte, men sådan som jeg ville forstå det at vente, så gjorde han det ikke rigtigt heller – for Swift kunne jo ikke komme tilbage, og han kunne heller ikke vide, om Pogačar var i den ene eller den anden tilstand. Pidcock havde gjort sin del af arbejdet dertil og stod ikke i gæld til nogen. Han har (endnu) ikke en palmarès, der berettiger til de store ord, der siges om ham, men i dag viste han overskud af både klasse og karakter. Han udtrykte sig som en mester og lod sig aldrig på noget tidspunkt intimidere af Il Campionissimo – og hvornår har vi sidst set nogen modstå Pogačars store angreb? Ikke alene modstod briten angrebet på Santa Marie, han tog frækt taktstokken ud af hænderne på den uovervindelige lige inden Wellens skulle have katapulteret ham. Og da han fik Pogačar i nakken, kunne han svare igen. Det holdt uendelig hårdt, men Pogačar løb tør for procenter, og de to var afsted sammen.
Der er ikke mange, der vil være indstillet på at splejse med Pogi om en vogn til det skafot, hvor deres eget hoved skal rulle, men Pidcocks selvforståelse er, at han indtager en kongelig position – og konger kryber ikke. Utroligt smukt at se. Pidcock satte penge ind på mange konti i dag. Ikke mindst på sin overmands.
Bedst som man troede, at Pogačar var stækket af sine skader, og at de to ville køre til Santa Caterina sammen, åbnede verdensmesteren ild på den grumme Colle Pinzutos indledende 15%-sektion. Som den allerbedste Pogačar – siddende og udviklende velsagtens 7-800 watt. Det virkelig frygtelige for modstanderen i disse situationer er, at han kan blive ved så længe, det tager at knække sit offer. Det er ren tortur. Den brave Pidcock stod ud over styret og spurtede, som var det løbets sidste 50 meter. Men det var det ikke. Elastikken knækkede, og så måtte han forsøge at samle sig sammen til at komme de sidste 18 km hjem – og det klarede han med bravur. Men regnbuerne var over alle bjerge – på mindre end 2 km havde han 40 sekunder. Løbet var kørt.
Wellens kompletterede podiet, mens Cort og Valgren leverede fremragende præstationer med hhv. en 6.- og en 8.-plads. Det er også værd at bemærke, at Witten Philipsen blev nr. 25 efter flere punkteringer og et styrt. Også en rigtig flot præstation.
