Triumf og tragedie - tur/retur
Cykling er sporten, hvor de ydre forhold ikke bare spiller en rolle – de skriver med i manuskriptet. Ikke som statister, men som hovedroller. Hvor andre sportsgrene udspiller sig på regulerede baner med kontrolleret underlag og afskærmet atmosfære, udspiller cykelløbet sig på åben vej. I den virkelige verden. Med alt, hvad det indebærer.
Vejenes forløb bestemmer, hvem der får plads, hvem der må vige, og hvem der bliver sendt i grøften eller kantstenen – billedligt og bogstaveligt. Og fordi løbet foregår i virkeligheden, blander det virkelige liv sig også: en dårligt parkeret bil, en motorcykel for tæt på, en tilskuer der rækker armen lidt for langt ud. Rytterne er i skæbnens vold.
Alt dette gør cykling uforudsigelig på en måde, ingen anden sport kan matche. Det er en sport, hvor styrt og defekter ikke bare er uheld – de er en del af stoffet. Nogen vinder, fordi de undgik dem. Andre taber, fordi de ikke gjorde. Et halvt års ubønhørligt arbejde, ofre og afsavn kan være forgæves på ét øjeblik.
Derfor føles cykling så dybt menneskelig. Fordi den – mere end nogen anden sport – afspejler livets vilkår. Man kan være dygtig, stærk, forberedt – og alligevel miste alt. Eller man kan være marginal, overset – og pludselig stå med det hele i hænderne, fordi verden bøjede sig i netop din retning, i det øjeblik du havde ben og courage til at række ud efter muligheden.
Lidl-Trek har kørt i triumftog i to uger. Som imperialistiske herskere har de gjort, hvad de ville, og har vundet mere end en tredjedel af etaperne. De har pointtrøjen, og fra i dag skulle Giulio Ciccone køres i stilling til at jagte en podieplads i den evige stad. Alt syntes sat på skinner.
Indtil Antonio Tiberi begik den begynderfejl ikke at holde sig mellem striberne i en fodgængerovergang 22 km fra mål. Det blev skæbnesvangert for Lidl-Trek – og en meget alvorlig affære for ham selv, Roglič, Bernal, Ayuso og flere. Det er ellers noget, man lærer allerede som junior: man drejer ikke på de malede felter i regn – og slet, slet, slet ikke på brosten.
Visma profiterede uden – i første omgang – at have anden fortjeneste end at sidde forrest. Da Tiberi gik ned fra 7.-8. position og rev en horde af kolleger med sig i faldet, var situationen pludselig favorabel. Udbruddet var tæt på at blive hentet, Olav Kooij skulle nu tænke på Kaden Groves i kampen om etapen – og Simon Yates kunne klatre i klassementet. Jungleloven var for alvor trådt i kraft.
Men i regnestykket havde man glemt én mand. For hvem kunne vide, at Kasper Asgreen netop i dag ville genopstå i det format, som for få år siden gjorde ham til en af de mest frygtede figurer i feltet?
De var ellers advaret. Han troppede op i skolegården klædt som til en 30 kilometers enkeltstart. Og han kørte næsten også etapen som om den var det.
Asgreen havde visselig en af sine allerstørste dage på cyklen. Han satte sig på løbet fra start – lige så viljestærk, benstærk og ubøjelig, som Mads Pedersen var, da han i 2022 vandt Tour-etapen til Saint-Étienne. Det sker ekstremt sjældent, at så lille et udbrud bliver holdt i så kort snor hele dagen – og alligevel vinder.
Finalen var et Asgreen-show. Han dikterede tempoet, førte mere end de to andre tilsammen. Han var Magnus Cort-agtig i sin måde at piske udbruddet til blods på, og den sidste omgang på 13 kilometer var mageløs. Frontfeltet hentede blot ti sølle sekunder, hvor Asgreen stort set førte alene – efter en dagslang udflugt i vinden. Og da han lettede anker efter den sidste bakketop, godt seks kilometer fra mål, kørte de ikke én meter ind på ham. Vi taler her om en veritabel jordskælvsetape, hvor alt og alle bag ham kørte til døden. Det skal med i bedømmelsen.
Det var en fantastisk atletisk præstation. Det var Kasper Asgreen i sin allersmukkeste udgave.
