Van Aerts smukke svanesang

Det er crazy days i Tour de France. Løbets længste etape blev den næst hurtigste i løbets historie med 49,3 i snit. Så meget mere ubegribeligt, når man tænker på, at farten primært blev sat af én mand.

Tadej Pogacar og Wout Van Aert slås dagligt om at vise verden hvem der er mest kannibal. Og kannibaler og væddeløbere af en anden verden er de begge.

Den oprindelige, Kannibalen, var jo Eddy Merckx, som ikke begrænsede sin sejrstørst til særlige løb eller discipliner, men ville vinde i alle terræner og i alle løb. Det var en holdkammerat til Merckx, der fortalte som sin kaptajns regime ved middagsbordet hjemme, hvorpå hans datter udbrød: ”Jamen, så er han jo en kannibal”. Og siden hed Merckx, Kannibalen.

Pogacar og Van Aert er moderniserede udgaver af Merckx, De kaster sig ind i alle kampe, og der er ikke rigtigt nogle områder, de ikke præger. Det skulle da lige være, at Pogacar ikke deltager i massespurter.  

Mine betragtninger om etapen i går:  

Jumbo-Visma: De sagde, at de selv ville i udbrud for ikke at skulle sidde og føre efter et udbrud hele dagen. Van Aert ville tydeligvis selv afsted, og det blev nogle meget hårde træfninger der fandt sted i feltet inden han med magt kom afsted med Jakob Fuglsang og Quinn Simmons. En meget stærk, men på en relativt flad etape, besynderlig trio. Fuglsang opgav udbruddet, og Simmons blev sat. Hvorfor mon Jumbo-Visma lod Van Aert køre sig selv i sænk i et udbrud over næsten 150 kilometer? Måske rammer Alberto Contador rigtigt, når han antager, at der ikke er nogen på holdet der har power nok til at fortælle hvad han skal gøre.

Wout Van Aert: Man kan vel diskutere det fornuftige i hans aktion, men man kan ikke diskutere det storslåede, det uforlignelige, det overvældende og det smukke i den. At se den belgiske gigant i den ikoniske gule førertrøje, alene på flugt, jaget af feltet, mens folk blev sat fra hjul, det var episk.

Der er noget uendeligt befriende i fraværet af fornuft. Når en sublim kunstner bare folder vingerne ud, og flyver hvorhen det passer ham, og tvinger resten af verden til at indrette sig efter det. Van Aert havde besluttet at give den gule trøje fra sig på den størst mulige måde.

Selv efter tre timer ude foran i vinden, var hans pedalering rund, glat og effektiv som var han en frisk mand i gang med en 30 kilometer enkeltstart.

Van Aert er tydeligvis i en (fuldt forståelig) balancegang mellem at hjælpe Vingaard og Roglic og opfylde egne ambitioner, og de ambitioner er åbenbart ikke bare at vinde, men at flytte grænserne for sin i forvejen ubestridelige storhed. Han vil blive kritiseret af nogle, men hvis man tænker sig om, bør man kunne forstå, at når man har hans talent, så kan man ikke bruge 2 måneder på at forberede Tour de France, en måned på at køre det, og en måned på at restituere. NO WAY! Der er en pris ved at have ham på et klassementshold, men jeg vil mene, han er den pris værd. Men i går flyttede han nye grænser for verdens opfattelse af hans formåen. En historisk præstation.  

Pogacar: Hvad kan man sige, andet and at manden er født geni til at køre landevejsløb. Der er ingen i verden, der kan få de sværeste ting til at se så lette ud, som han kan. Det er muligt, at der er nogle der tror, at de er omtrent lige så gode som han er, men det er de ikke. Måske er de det én dag, i ét terræn, i én situation, men når dagen er omme, er det næsten altid Pogacar der har trukket det lange strå. Hans altødelæggende antrit i spurten i går, viste med tydelighed, hvor meget mindre mærket end alle andre, han var af den hårde fart på de sidste to bakker. Han kørte alle ud af hjulet. Det var udklassering.

UAE: Som hold havde de nok ikke ønsket at ende med at få førertrøjen i løbets første uge. Det har ikke set godt ud, det de har lavet indtil nu. Det vil sige: indtil i går. Jeg synes de steppede gevaldigt op her, og i finalen var de decideret brilliante. Måske det retter sig, nu når bjergene starter i dag. De må man da håbe for både dem og deres kaptajn. Ellers får han en travl tid de næste to uger. 

QuickStep-AlphaVinyl: Igen en utilfredsstillende dag. Godt for dem, at de fik reddet deres Tour på to dage. Godt at se Asgreen prøve at komme i udbrud, men tydeligt, at han er en skygge af sig selv efter sin knæskade. Det er meget ærgerligt for os, løbet og ham.

Van der Poel: Et mysterium at denne formidable rytter, som ellers matcher Van Aert, er totalt til fods. Jeg ved, at hans courage er enorm, men jeg synes faktisk, han bør tage hjem og finde ud af hvad der er galt. Og restituere.

Etapen: Et brag af en etape. Van Aerts ultraspektakulære marathon-udbrud var de tre timer foran TV værd, og som det ikke var nok, så fik vi et stort Pogacar-nummer på målbakken. Når verdens to bedste cykelryttere beslutter sig for at give det bedste af sig selv, så kan det kun blive en stor dag. Men for almindelige cykelryttere var det en af de rigtig onde dage.   

CITATER:

Pogacar: ”Jeg havde ikke ventet at vinde. Jeg følger bare med strømmen”.

Pidcock: “ Han (Van Aert) spiller med vores kugler. Han tager pis på os

Armstrong: ”Wout leger med feltet. Jeg ved ikke hvad den fyr spiser til morgenmad”.

Het Laaste Nieuws: ”Han kørte hele feltet kaput. Inklusive sig selv. Det er en skam”.

Boonen: ”Nogle gange behøver du ikke en plan. Du behøver bare store cojones”.