Vingegaard udfordrer Pogacar
Netop som opstigningen til den efterhånden legendariske, La Planche des Belles Filles, så ud til at blive lidt af en fuser, udviklede den sidste kilometer sig til et veritabelt drama, hvor klassementets hovedaktører i en sky af vejstøv blev spredt for alle vinde, da Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard udkæmpede en duel, der forvandlede alle andre til statister.
Mine betragtninger om etapen i går:
Jumbo-Visma: Tourens dominerende hold havde en rolig dag og foretog sig ikke meget andet end at godte sig over, at alt ansvar lå på Pogacar og hans mandskab. Det var en grel forskel fra dagen før, når man på TV så, Van Aert nede ved bilen og hente vand til holdkammeraterne, og de understreger, at han er holdets mand, når der ikke lige ligger en skalp og byder sig til for ham. Nu var det Tourens første bjerg vi kom til i går, og det er ikke givet at Jumbo-Visma vil køre på damme måde fremover, men jeg synes ikke de behøver at sidde og vente på hjul af Pogacar indtil han gør et eller andet. De må bruge deres overtal til at trykteste ham længere nede af stigningerne. Jeg er spændt på at se hvordan de griber alpe-etaperne an.
Bora-Hansgrohe: En flot en velorkestreret offensiv af dem. Det er virkelig en vanskelig opgave, at få de rette folk til opgaven placeret i det rette udbrud, at når frem til finalen med benzin på tanken og at kunne gribe ud efter sejren. De løste alt til perfektion.
UAE: Det er set før at en førertrøje kan hæve et helt holds niveau. Og det skete også i går da UAE formåede at holde udbruddet indenfor rækkevidde gennem hele etapen. Men for hver dag de skal køre sådan og Jumbo-Visma sidder og fløjter, sætter hollænderne i banken. Men i det mindste ser det ud til at holdet endelig har forstået hvad de er her for. Noget Mikkel Bjerg var ene om de første 4-5 dage.
Pogacar: Jeg tror faktisk ikke, han havde sin allerbedste dag. Køremåden var usædvanlig for ham. Det dræbende ryk og progressionen udeblev, og i stedet tonsede ham i front a la Merckx, med seks mand på hjul. Hans plan var tydeligvis at vente på en spurt. Her kom Vingegaard ham i forkøbet og havde ham alvorligt i tovene, og kun hans karakter reddede ham på målstregen. Men det var altså Pogacar der vandt og skabte etapen, selvom mange artikler, jeg har læst ikke bærer præg af dette faktum.
Vingegaard: I går viste han hvorfor det er rigtigt at kalde ham Pogacars største problem. Når man ser på det angreb han kunne producere, må han have siddet med et pænt overskud i benene i løbets hårdeste moment. Man skal se på hvor meget folk som Roglic og Thomas tabte på de 180 meter hvor Vingegaard og Pogacar dystede for at forstå kraften i angrebet, og der skulle verdens bedste cykelrytter, presset til sit aller, aller yderste til for at svare på det. Jeg vil tro, at Vingegaard selvom han tabte duellen, har fået et moralboost af intermezzoet, og at det vil komme til at påvirke hans kørsel i mere offensiv retning i næste uge.
Roglic: Han er en formidabel cykelrytter og kriger, og selv hårdt såret som han er, er han en grim klient at have med at gøre. Han slipper forhåbentlig af med de værste gener af de skader han har pådraget sig, og med en opadgående formkurve, kan han meget vel komme til at udgøre et problem for Pogacar. Meget ærgerligt for løbet, at han tabte tid forleden, og jeg tror, at det er af respekt for hans storhed, at Jumbo-Visma insisterer på, at de stadig har to ligestillede kaptajner.
Etapen: Endnu en rigtig god etape. Balancen mellem udbrud og felt var så spændingen hele tiden opretholdtes. Jeg synes feltets opstigning af målstigningen var lidt skuffende og statisk. UAE fik lov at føre hele vejen, og rigtigt uhyggeligt stærkt gik det ikke. Men åbenbart alligevel nok til at ingen havde lyst til at spille ud. Den sidste kilometer var dog så fortættet dramatisk, at man sad tilbage med makspuls og våde håndflader.
CITATER:
Pogacar: ”Jonas er verdens bedste bjergrytter”.
Roglic: “ Hvert tråd er som en kniv i ryggen”-
Thomas: ”Godt at vi stadig er med. I de næste to uger, vil vi bruge vores overtal”.
Lefevre: ”Vi er under beskydning fra alle sider, men vi ved ikke hvor pistolmanden er”.
Pogacar: ”Jeg er ligeglad med om alle kører imod mig.
Het Laaste Nieuws; ”Pogacar er ikke sluppet af med Vingegaard”.