VM I GLASGOW - ET TOTALTEATER PÅ CYKEL

" Man kan i bagklogskab nok spørge sig omPedersen kunne være kommet længere med en lidt mere sparsommelig tilgang, men på den anden side, ville jeg aldrig ønske mig at se ham som en anden rytter end den han er. Med kæmpe cojones. I dag var han som en Mike Tyson der gik i ringen som et vilddyr, søgende efter et knockout i første runde."

Hvis landevejscykling højeste formål skal være at give TV-seere mest mulig underholdning, så sprængte dagens VM enhver skala, for aldrig er der set et landevejsløb med mere fortættet underholdning over så lang tid. Her blev kørt finale i over tre timer. Det var vildt at se på.

Det danske mandskab indledte de ti byrunder i Glasgow, som om det var et 50 km gadeløb, og man tænkte på hvor længe det kunne gå godt. Jeg talte i telefon med Brian Holm på tredje omgang, og han sagde, som kommentar til Mads Pedersens måde at disponere sin egen og holdets ildkraft på, at hvis han vandt ville han være et geni på de sociale medier, og hvis ikke, så ville han være en idiot, der ikke ved hvordan man kører cykelløb.

Jobbet som cykelrytter er ikke som en forskers, hvor man kan anstille gentagne forsøg, for at finde ud af hvad der virker bedst. Man må bruge sin erfaring og intuition til at træffe nogle irreversible valg. I dette tilfælde valgte Pedersen at køre meget, meget hårdt fra front med alt hvad der var til rådighed, og når man så hvilken skæbne de folk led, som ikke var helt fremme, kan man ikke sige, at det var en forkert strategi, men det er på den anden side klart, at den danske ansvarstagen for at gøre løbet så hårdt, gjorde det muligt for konkurrenter med samme hensigter, at nå frem til finalen for en billigere billetpris – altså såfremt de sad fremme tæt på de danske indpiskere, og man kan ikke på forhånd vide hvem der profiterer af ens indsats - ej heller hvor meget.

Flot at se Mørkøv i en sjælden offensiv rolle, hvor han meget smukt doserede sin indsats i forhold til topografi og plantegning, og åbnede for, hvad der skulle vise sig at blive et dansk festfyrværkeri med Pedersen og Skjelmose i formidable hovedroller. Jeg forstod dog aldrig hvorfor Søren Kragh skulle opbruges så hurtigt. Måske for at lukke Philipsen ude af løbet.  

Pedersen og Skjelmose var begge magistrale, og kørte deres bedste løb nogensinde, set ud fra et atletisk synspunkt. Det var sindssygt som de spenderede, og jeg er ret sikker på, at skulle der tælles forbrændte kcal, så har Pedersen toppet listen i dag. Jeg synes, det er meget ærgerligt, at indsatsen ikke kronedes med en medalje, men der var stor skønhed i den måde de begge kørte løbet, og man kan i bagklogskab nok spørge sig om Pedersen kunne være kommet længere med en lidt mere sparsommelig tilgang, men på den anden side, ville jeg aldrig ønske mig at se ham som en anden rytter end den han er. Med kæmpe cojones. I dag var han som en Mike Tyson der gik i ringen som et vilddyr, søgende efter et knockout i første runde.

Cojones har Skjelmose så sandelig også. Han er et monster, både fysisk og mentalt. En kriger af sjælden karat. En gigantisk karriere venter ham. Som jeg skrev i går: Hver for sig er de to grumme, sammen er de en hær. I dag havde de begge store aktier i, at adskillige af verdens bedte efter mål sagde, at dette var det hårdeste løb nogensinde, og Skjelmose havde vel ben til at have kunnet sidde med kongerne i finalen, hvis han ikke havde givet alt for sin kaptajn.

Den abdicerende Evenepoel blev som flere havde forudsagt, offer for en lidt manglende teknisk kunnen, og han startede den komplekse runde for langt tilbage, og brugte meget benzin på at vender tilbage til fronten, hvor danskerne var i blodrus. Den lille ex-mester manglede et par hundrede watt i forhold til folk som Pedersen, Van der Poel og Van Aert, og accelerationerne var hårde ved ham. Han nåede aldrig til der hvor han er dødbringende – til et mere lineære aerobe arbejde ude foran. Pedersens nådesløse strategi krævede mange prominente ofre.

Van der Poel kørte et perfekt løb. Kom aldrig ud i vinden før finalen, og som det efterhånden er hans varemærke leverede han det stød til kæben, der sendte resten af finalens royale deltagere, Van Aert, Pedersen og Pogacar, til drømmeland.  Herefter var den flyvende hollænder, der er så smuk på cyklen, at det i foråret fik Anders Mielke til at tvivle på sin seksualitet, på et andet niveau end forfølgerne. Som red han sin hvide Canyon på et flyvende tæppe fra 1001 nat.  Hans styrt, som sønderrev hans landsholddragt forlenede ham kun med yderligere storhed, og satte ham i direkte forbindelse med  mytologien om sårede krigere der vender hjem efter at have erobret verden.

Pogacar er en vidunderlig cykelrytter, der kæmper med om sejren i enhver form for cykelløb. Ingen rute kunne være ham mere uegnet, men alligevel tager han hjem med en medalje. Bakker der kun varer 15-20 sekunder efterlader ham ikke rum til at bruge sine farligste våben. Efter min mening blev han godt nok hjulpet til bronze efter en kalkulationsfejl fra Pedersen, som jeg ikke synes burde have åbnet en 250 meter spurt i den tilstand af tomme ben.

Jeg mistænker, at det var Pirelli-dækkenes regnvejrsegenskaber, der bevirkede, at Pedersen måtte lade Van Aert køre væk lige før mål. Man har før hørt om, at der er et issue der, og Skjelmose måtte af cyklen for at lukke luft ud på grund af manglende greb, da regnen kom. De beseglede Pedersen skæbne i medaljemæssig forstand, at skulle jagte den belgiske kaptajn med Pogacar i hjulet. 

Et utroligt VM-løb, og en forrygende dansk indsats. For holdets skyld ville en medalje have været god – og også fortjent, men tusindfold hellere denne slags cykelløb end kalkulerende revirsorcykling. Håber, at rytterne er stolte af deres ridt når skuffelsen har lagt sig.

Det var underholdende, ja. Men jeg vil ikke ønske mig sådan en rute ret ofte. Den begrænser for manges muligheder, og det er uholdbart, at man i et VM ikke kan overleve en punktering.

Og - jeg troede aldrig, jeg skulle sige det - men giv nu rytterne den radio i VM. Jeg ville nok foretrække en cykling helt uden, men det er tåbeligt, at de i det ene løb skal køre under andre vilkår end i resten af sæsonen, og på en rute som i går var  radioen mere nødvendig end nogensinde.  

Men tak for en uforglemmelig dag.