Sådan holder du varmen om vinteren med den rigtige cykelundertrøje
Du behøver ikke at lade temperaturen styre hvornår du cykler. Med det rigtige cykeltøj kan du sagtens holde varmen i alt slags vejr, den danske vinter kan byde på.
Når jeg tænker på at have det koldt på cyklen så kan jeg ikke lade være med at prise mig lykkelig for at jeg som gemen motionist, aldrig behøver at ofre varmt tøj til fordel for aerodynamik. En af de klareste referencer går til Harrogate i 2019, da Mads bliver verdensmester og hvordan han står og ryster som et espeløv på podiet ved medaljeoverrækkelsen. Gudskelov for at det aldrig kommer til at overgå mig.
Hvis du også pakker din cykel væk om vinteren så går du glip af rigtige mange gode cykelture. Jeg ved godt at du ikke får tan-lines eller kan cykle på havnen og købe en is. Men hvis du gerne vil være klar til foråret, så bliver fundamentet lagt i din vintertræning.
Jeg synes at cykelundertrøjer er noget af det mest undervurderede cykeltøj man kan investere i, fordi det øger komforten på mine cykelture så meget i forhold til prisen. Mange tænker også med det samme at hvis de fryser så skal de have en ny cykeljakke f.eks., men hvis ikke din cykelundertrøje er særlig varm, kan du altså vinde rigtig meget for en tredjedel af prisen på en cykeljakke.
Når du bruger den rigtige cykelundertrøje med din cykeljakke, så kan du godt cykle i minusgrader og stadigvæk kun have 2 lag på. Din cykelundertrøje og din cykeljakke, mere behøver du ikke. Så hvis du gerne vil lære hvordan du holder varmen om vinteren, så læs med her.
Hvad er den bedste cykelundertrøje?
Den bedste cykelundertrøje til at holde varmen er uden tvivl tyk og varm, men skal stadigvæk være exceptionel til at lade dig komme af med sveden når du cykler. De varmeste undertrøjer består enten primært af fleece eller merinould.
Derudover er det også vigtigt at din cykelundertrøje passer til den intensitet du skal bruge den til. Hvis du f.eks. skal kører i 2 timer og banke igennem med lange intervaller, så behøver du ikke nødvendigvis have den varmeste af alle cykelundertrøjer. Men skal du ud og rulle i 4 timer uden de store anstregelser, så vil du sætte pris på at have valgt noget varmt.
Skal min svedundertrøje være vindtæt?
Skal du bruge din cykelundertrøje om vinteren under din cykeljakke, så er det klare svar nej. Din cykeljakke har som minimum en vindtæt front, det samme sted hvor nogle cykelundertrøjer også er vindtætte. Men at tage et vindtæt lag på over et andet vindtæt lag giver ikke nogen ekstra beskyttelse. Men bare vil gøre dit cykeltøj mindre åndbart end vintertøj er i forvejen.
Det giver mening med en vindtæt undertrøje under en cykeltrøje med lange ærmer, fordi cykeltrøjen ikke er vindtæt.
Skal en cykelundertrøje have korte eller lange ærmer?
Det er en smags sag. Den langærmede er naturligvis varmere end en identisk svedundertrøje med korte ærmer eller helt uden ærmer. Når målet er at holde varmen på dine cykelture om vinteren, vil jeg klart anbefale en cykelundertrøje med lange ærmer.
Om sommeren kan du under din cykeltrøje kører med cykelundertrøjer, som enten har korte ærmer eller ingen ærmer.
Hvad er cykelundertøj?
Jeg vil definere det som tøj du har på under det yderste lag cykeltøj. Men i det her indlæg skriver jeg kun om cykelundertrøjer. Der findes selvfølgelig også andet du kan have på inden under dit yderste lag. F.eks. er der lavet specifikke cykel bh'er til kvinder.
Du skal for alt i verden ikke betragte underbukser, som en del af dit cykelundertøj. Det er altså bar røv i de cykelbukser. Underbukser skaber et ekstra lag af friktion mellem din hud og sadlen. Det ekstra lag gør grimme sår en uundgåelighed.
Hvor mange lag skal jeg cykle med?
Om vinteren bør du altid cykle med maksimalt 2 lag. Hver eneste gang du tager et ekstra lag på, så sænker du åndbarheden betydeligt. Hvad gør lav åndbarhed egentlig? Den bedste måde jeg kan beskrive det på er når jeg prøver at cykle på min citybike i civilt tøj. Det foregår med en intensitet væsentligt under det jeg ville yde på raceren. På trods af den lave intensitet er jeg dog fuldstændig gennemblødt af sved når jeg rammer min destination. Det sker ikke når jeg bruger cykeltøj, fordi åndbarheden er så meget højere.
Du behøver heller ikke at have en vindvest med på din cykelture. Din cykeljakke er vindtæt i forvejen. Det eneste tidspunkt du skal bruge 3 lag, er hvis det står ned i lår tykke stråler og du er nødt til at have en vandtæt jakke på udover din cykeljakke.
Empire Cycling cykelundertøj
På vores hjemmeside finder du cykelundertøj til alt slags vejr. Vi har tøj fra de to italienske brands Castelli og Sportful. Begge brands leverer cykeltøj til professionelle cykelhold og det er præcis de samme produkter, som du kan købe på hjemmesiden. Du får altså verdensklasse cykelundertøj, og får at hjælpe dig kan du filtrere efter hvor varmt cykelundertøjet skal være.
Tag et kig på vores cykelundertøj, hvis din næste cykeltur skal være endnu bedre!